Gamereactors Game of the Year 2024: Bedste Historie

Det er ikke alle spil der fokuserer direkte på indlevelse, heller ej er det lige vigtigt for alle slags spillere at opleve indlevelse gennem narrativitet - faktisk er der mange der ofte pointerer hvordan gameplay er den primære måde hvorpå førnævnte indlevelse opstår. Men spil er dog unikt positioneret til at fortælle effektive historier, netop fordi det interaktive aspekt skaber en forstærket forbindelse til det spillet prøver at sige.

Derfor ville vi fortsat argumentere for at nogle af de bedste spilhistorier er blandt de bedste historier fortalt overhovedet, fordi vi er direkte forbundet til karaktererne, til plottet. Derfor er det altid værd at hylde narrativitet i spil, og særligt de spil der virkelig formår at fortælle indlevelsesrige historier gennem interaktivitet (og til tider på trods af den også).

Det er branchens bedste storytellere vi hylder med den her kategori, og heldigvis er det en broget skare med forskellige indfaldsvinkler, der beviser at der ikke er nogen specifik skabelon.

Vinder: Metaphor: ReFantazio

Metaphor: Refantazio kommer fra mestrene hos Atlus, eller snarere denne gang fra et nyt studie formet af veteranerne bag de seneste Persona-succeser, og heldigvis har de slet ikke mistet deres evne til at tage interessante tematikker op, og behandle dem igennem deres vidtgående gameplay-model.

Fantazio er en ambitiøs fortælling, en fortælling om staten og kirkens rolle i et samfund, om racisme og forskelsbehandling der bliver en systematisk del af en kultur - og på sigt bliver det også en fortælling om utopi og om historiefortælling generelt.

Det er... ja, det er meget, og selvom det ikke alt sammen behandles lige effektivt, eller følges helt til dørs, så er ambitionen bemærkelsesværdig, og studiet har nægtet at gå forsigtigt til værks. Den slags historier kan også noget, altså når fortællerne går i gang med det helt brede motiv, og derfor hylder vi Fantazio i dag.

Runner-up: Final Fantasy VII: Rebirth

Metaphor: Refantazio er bare et af to JRPG-spil der står på podiet i år. Også Final Fantasy VII: Rebirth bør hyldes som en narrativ succes. Square Enix fortsætter fortællingen om Cloud, Aerith og Barret på deres færd gennem Midgar i jagten på Sephiroth. Spillet leger med spillernes forventninger til historien, som mange jo oplevede for mange år siden, og det føles både friskt og nyt, samtidig med at det er tro mod det originale spils kanon.

Karaktererne er tredimensionelle og charmerende, og spændingen holdes oppe hele vejen til klimaks. Det er virkelig en fed oplevelse, og der bliver igen leget med konceptet om et remake, med ideen om at genfortælle en historie til både nye spillere og tilbagevendende spillere der har konkrete forventninger.

Runner-up: Senua's Saga: Hellblade II

Stort set ingen spilfortællinger eksekveres som den vi får overleveret i de to Hellblade-spil. Senua's Saga: Hellblade II, følger igen Senua, en keltisk kriger, på hendes rejse gennem et dystopisk 9. århundredes Island.

Historien er en perfekt blanding af mytologi og psykologisk dybde, hvor Senua både kæmper mod ydre fjender og sine egne indre dæmoner. Man ved aldrig helt, hvad der er virkelighed, og hvad der foregår i hendes hoved. Det er en fantastisk oplevelse, der holder én fanget hele vejen. Og måske mere kritisk er det også er det her en fortælling som få andre, med fokus på indre dæmoner, der dog denne gang præges mere af udefrakommende trusler, der giver spillet et mere episk præg.

Det her er bare utrolig vellykket, og vi krydser fingre for at blandt andet en sejr ved Game Awards er med til at sikre Ninja Theorys umiddelbare fremtid.

Runner-up: Life is Strange: Double Exposure

Vi føler faktisk at den sidste runner-up i denne kategori desværre er blevet lidt overset i år. Vi taler om Life is Strange: Double Exposure. Her spiller man igen som Max, der endnu en gang bliver trukket ind i en overnaturlig verden. Denne gang må hun bruge sine tidskræfter til at afdække sandheden om, hvad der foregår på det universitet, hvor hun underviser. Spændingen holder hele vejen igennem, og man sidder virkelig på kanten af sin stol fra start til slut.

Det virker som om at Life is Strange-serien har nået et dødvande, hvor fanbasen måske er skrumpet en kende ind, men det ville være ærgerligt at snyde sig selv for det her, for det holder.