Dansk
Gamereactor
artikler

Gamereactors Game of the Year 2024: Bedste Indie

Vi fejrer her de små hårdtarbejdende uafhængige studier - og der var tæt løb i denne kategori i år.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Indie-scenen er ofte der, man skal kigge hen, hvis man vil se de gode idéer komme til live. Der er typisk ikke investorer og direktionsgange, som skal tilfredsstilles med evig vækst og return of investments i tocifret procentsatser. Her er der plads til at eksperimentere og plads til, at små teams kan forfølge deres drømme.

Indie-kategorien var tæt, hvor der kun var ganske få stemmer der adskilte top 3 - og så er det måske også værd at bemærke, at ⅔-dele af spillene i top 3, hovedsageligt er lavet af enkeltmands-studier. 2024 har været et godt indie-år - så lad os komme i gang.

Vinder: Animal Well

Animal Well er det første spil på denne liste, der er skabt af bare en enkelt person, nemlig af amerikanske Billy Basso, som udgør enmands-studiet Shared Memory. Basso brugte mere end 5 år af sit liv, først på at lave sin egen spilmotor og værktøjer, derefter på selve spillet og efterfølgende også på at stå for markedsføringen og helt ned til at tegne keyart til spillet. Det er ganske imponerende, hvad en enkelt mand har formået at få lavet her.

Dette er en annonce:

Animal Well er på overfladen en 2D metroidvania med fokus på blandt andet masser af udforskning og også puzzles. Animal Wells helt store styrke er nemlig, at det blander flere forskellige genrer sammen og man ser åbenlyse nik i retning af spil som Castlevania, Metroid og Braid. Som en lille uformelig figur, skal man udforske dusinvis af underjordiske huler, og i disse huler skal man hoppe, klatre, svinge og besejre alle mulige forhindringer og løse masser af mekanisk indviklede platformsgåder for at undgå alle de dyr, der lurer i underverdenen

Den visuelle side byder på pixel-grafik på den helt rigtige 8-bit måde. Animationerne er silkebløde og de gør det muligt at lave de pixel-perfekte hop, som ofte er påkrævet. Det hele virker håndlavet og som om, at enhver pixel er sat lige præcis hvor den er, med stor omtanke.

Animal Well er intet mindre end en indie-perle - at det så er skabt af en enkelt meget dedikeret person, er bare endnu mere fantastisk. Animal Well er vores vinder i Bedste Indie kategorien og en klar anbefaling til alle dem, der endnu ikke har prøvet spillet.

Gamereactors Game of the Year 2024: Bedste Indie
Dette er en annonce:

Runner-up: Neva

Lige i hælene på Animal Well er Neva fra spanske Nomada Studio - et glimrende indie-eventyr, som på samme tid også er et af de absolut smukkeste spil i år. Det er et fokuseret lille puzzle-platform-eventyr med et fint kampsystem, der gennem hele spillet udvikler sig og som har en snert af strategi, da man også kan bruge ulven Neva i kampene.

Når man med ord beskriver Neva, så kan det lyde generisk og som så mange andre puzzle-platformspil, men når man sidder med det, så er det noget helt specielt. Alt klikker bare. Den fantastiske smukke billedside, det fabelagtige soundtrack, det fine kampsystem, de silkebløde animationer, følelsen man får af præcis kontrol gennem controlleren - og ikke mindst den følelse man får i hjertet, når Neva kommer til skade og piver sagte, får ganske enkelt bare det hele til at gå op i en højere enhed.

Neva er et af de spil, der både kan være æstetisk overvældende og bevæge spilleren - og på samme tid faktisk være et spil i traditionel forstand. Det er opfindsomt, velfungerende og virkelig skarpt - og fik vi sagt, at det er virkelig, virkelig smukt?

Neva er blandt de absolut bedste indiespil her i 2024 og har du endnu ikke prøvet det, så ved du nu, hvad du skal bruge en regnfuld lørdag på, her i juleferien. Velbekomme.

Gamereactors Game of the Year 2024: Bedste Indie

Runner-up: Balatro

Her har vi endnu et spil, der er lavet stort set af en enkelt mand. Det er en mand, der går under navnet LocalThunk og han foretrækker at være anonym. Så anonym, at da han var til stede ved årets The Game Awards, vidste ingen hvor han sad, og da hans enmandsprojekt vandt hele tre priser, gik udgiveren på scenen for at modtage priserne og ikke ham selv.

LocalThunk havde på et tidspunkt nogle feriedage til overs, som skulle brændes af, og han satte sig for at bruge tiden på at lave et lille spil, som han kunne spille med sine venner. Det spil endte med at blive Balatro, som nu har solgt over 3 millioner eksemplarer på tværs af alle platforme og har indtjent over 4 millioner dollars (28,4 millioner kroner) alene på iOS og Android. Dertil kommer indtjeningerne fra konsollerne og PC.

Balatro er meget meget simpelt og det er lige præcis det, der virker for spillet. Det blander poker med en deckbuilder og roguelike genren og det er frygteligt vanedannende. Det er poker, men uden at være poker - det er dog en fordel at kende poker-hænderne. Man spiller forskellige hænder og skal opnå et bestemt antal points for at gå videre til den næste runde. Man får hele tiden tildelt en række jokere og forskellige modifiers, og det fungerer bare virkelig godt. Endnu en sjov detaljer er, at LocalThunk faktisk ikke selv spiller poker - og det er måske lige præcis derfor, at Balatro er poker - bare uden at være det.

Balatro er et af årets absolut bedste indie-spil, men nok det mest vanedannende af dem alle. Vi synes du skal prøve det, hvis du ikke allerede har gjort det - men vi advarer: Du får svært ved at lægge det fra dig igen.

Gamereactors Game of the Year 2024: Bedste Indie

Runner-up: Tales of Kenzara: ZAU

Tales of Kenzara: ZAU er et spil, fra en lidt større indie-udvikler. Det kommer fra Surgent Studios, som er stiftet af den engelske skuespiller Abubakar Salim, kendt fra blandt andet Raised by Wolves, House of the Dragon og Black Mirror - og fra stemmen til Bayek fra Assassin's Creed: Origins.

Tales of Kenzara: ZAU kan nok bedst betegnes som et "metroidvania light", da det visse steder mere minder om et klassisk platformspil end om et metroidvania - men det gør det bestemt ikke dårligere. Handlingen i spillet er inspireret af den sorg, Abubakar Salim oplevede da han mistede sin far, og han har tidligere udtalt, at spillet her var en del af helingsprocessen for ham.

Kampsystemet er helt centralt i spillet og det krydres med to masker, der giver forskellige egenskaber, som skal bruges mod forskellige typer af fjender. Det er et virkelig velfungerende spil og man kan slet ikke mærke, at det her er det første spil fra et helt nyt team - det er en virkelig solid og meget tilgængelig metroidvania og et af de bedste indie-spil i år.

Gamereactors Game of the Year 2024: Bedste Indie


Indlæser mere indhold