Dansk
Gamereactor
artikler

Gamereactors Game of the Year 2024: Bedste Nye IP

Mange af årets bedste og mest omtalte spil var ikke efterfølgere, men helt friske IP'er fra både kendte og ukendte udviklere.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Med kåringen af årets nye IP hædrer vi de spil, der tør satse på noget nyt. For selvom mange af os elsker at besøge Paddehatteriget i hvert nyt Mario, troligt køber det næste Assassin's Creed og stadig krydser fingre for et Half Life 3, så er der noget magisk over at træde ind i et helt frisk spilunivers.

I nyere tid har vi desværre set mange udgivere været lidet eventyrlystne, som højere udviklingsomkostninger har ført til, at man hellere vil satse på det sikre og velkendte. Heldigvis er der også mange eksempler på udviklere, der tør (og nok så vigtigt får lov til) at gå nye veje, og det er altså dem, vi skal se nærmere på nu.

Vinder: Metaphor: ReFantazio - Studio Zero

Persona-serien hører til de mest anmelderroste JRPG-serier, så da seriens producer og instruktør, Katsura Hashino, tilbage i 2016 afslørede, at han havde lavet et nyt studie, som arbejdede på et helt frisk projekt, var spændingen til at tage at føle på. Ventetiden viste sig at blive lang, men bestemt også tiden værd, for da Metaphor: ReFantazio landede i oktober, tog det hurtigt alle JRPG-fans med storm.

Det skyldes ikke mindst, at mange af de elementer, der gjorde Persona-serien så populær, stadig er til stede, såsom stiliserede illustrationer, smukke og gnidningsfrie menuer og ørehængende musik. Vi finder også et fokus på sociale bånd og turbaserede kampe i store grotter, hvor mareridtslignende monstre med rødder i jungiansk psykoanalyse skal besejres. Så hvad er overhovedet nyt?

Dette er en annonce:

Ja, det er netop det fiktive univers og IP'en. Hvor Persona-serien altid har foregået i det moderne Japan, så udspiller Metaphor: ReFantazio sig i en fantasy-verden fyldt med magi, unikke væsener og masser af intriger. Og det fungerer lige så godt, ja, faktisk endnu bedre, hvis man skal tro vores anmelder Anders Fischer, der gav spillet et sjældent 10/10.

Studio Zero tog en gevaldig chance, da de forlod Persona-serien for at kaste sig over deres egen IP. Forhåbentlig giver deres succes andre mod på det samme, for Metaphor: ReFantazio illustrerer til fulde, at en succesfuld gameplay-formular ikke behøver at være bundet til en specifik serie eller fortælling.

Gamereactors Game of the Year 2024: Bedste Nye IP
Dette er en annonce:

Runner-up: Black Myth Wukong - Game Science

At kalde Black Myth Wukong for en ny IP kan virke lidt pudsigt, for spillets narrative inspirationskilde, den kinesiske roman Rejsen mod vest, har flere århundreder på bagen. Og måske er det faktisk her, at spillets succes ligger gemt. Den kinesiske udvikler Game Science er nemlig ikke bange for at bruge en lidt ældre designfilosofi og dermed se bort fra nogle af de nyere tendenser, der har gjort mange gamere frustrerede.

Black Myth Wukong er en souls-like med en forholdsvis lineær progression, hvor du som den legendariske abekonge må nedlægge alskens mytologiske væsener i intense kampe. Visuelt er det hele ekstremt imponerende og ret unikt - i hvert fald i vores vestlige øjne - med landskaber og væsener taget ud af kinesisk geografi og historie.

En stor del af spillets succes hænger dog også sammen med, hvad det IKKE er. Lidt ligesom God of War (2018) har spillet vundet mange fans ved ikke at inkludere internetaktiviteter, DLC-missioner og season passes, og spillets komplette og afrundede historie bærer heller ikke præg af, at dets forfattere ønsker at belære spilleren. What you see is what you get, og det er i dette tilfælde svært at brokke sig over.

Gamereactors Game of the Year 2024: Bedste Nye IP

Stellar Blade - Shift Up

Hvor meget af Stellar Blades succes skyldes dets velproportionerede hovedperson Eve? Det vil nok være naivt at mene, det slet ingen indflydelse havde, men omvendt vil det også være urimeligt at fokusere for meget på den åbenlyse seksualisering af hovedpersonen. For uanset om man mener, Stellar Blade repræsenterer en tilbagevenden til en simplere og gladere eller en mere primitiv og intolerant tid, så kan man ikke komme udenom, at spillet formår at kløve sig en niche i et ellers tæt felt af rendyrkede actioneskapader som Devil May Cry, Nier: Automata og Bayonetta.

Hvad der starter som et temmelig lineært spil i bedste PS2-ånd, udvikler sig hurtigt til en kreativ affære, der på interessant vis blander spildesign af både nyere og ældre dato. Og vigtigst af alt så er kampsystemet både intuitivt, dybt, og ikke mindst visuelt spektakulært.

Skal vi opsummere med en masse bogstaver, så er Stellar Blade AAA-produktionsværdi, der møder AA-spildesign i et ægte B-filmunivers, og det er bestemt en vindende opskrift.

Gamereactors Game of the Year 2024: Bedste Nye IP

Animal Well - Shared Memory

I Animal Well spiller du som en lille klat, der udforsker en mørk og dyster brønd fyldt med forskellige dyr. Spillet er en metroidvania/puzzle-platformer, hvor det lige så vel som hurtige reflekser handler om at tænke sig ud af stadigt mere komplicerede situationer. Gameplayet er yderst solidt, og hvor 8-bits-grafik efterhånden har mistet sin gennemslagskraft, så fungerer det i her takket være en mørk, dæmpet farvepalet og en slags subtil gennemsigtighed, der giver fornemmelsen af en gammeldags monitor.

Alt dette er jo meget godt, men hvad der virkelig løfter Animal Well, er dets mange lag. Hver af spillets skærme er fyldt med små hemmeligheder og opdagelser, og ligesom med Braid i sin tid, er det ikke nok blot at skynde sig gennem niveauerne, hvis man vil have den "sande" slutning.

Enmandsudvikleren Billy Basso brugte syv år på at designe Animal Well. Forhåbentlig har man med dets succes fået råd til at hyre nogle folk, for vi håber meget, at ventetiden til hans næste spil bliver en smule kortere.

Gamereactors Game of the Year 2024: Bedste Nye IP


Indlæser mere indhold