De etablerede udviklere har haft nogle hårde år på det seneste, hvor de fleste har været under et konstant pres og flere af dem har været udsat for deres største frygt, nemlig at blive lukket ned af deres ejere. Selv om der har været pletskud fra større udviklere som DICE (Battlefield 6), Ubisoft (Assassin's Creed Shadows) og Kojima Productions (Death Stranding 2: On the Beach), så kommer de største succeser typisk fra AA- og indie-udviklere i disse tider. Det afspejler denne kategori også, hvor et nyt studie ligger helt i top med deres debutspil.
Vinder: Sandfall Interactive
Franske Sandfall Interactive består af tidligere ansatte fra eksempelvis Ubisoft og de står bag et af årets absolut bedste spil, nemlig Clair Obscur: Expedition 33 - og det mest imponerende er, at det er deres første spil nogensinde.
Selv om Sandfall Interactive består af garvede udviklere, er det alligevel en kæmpe bedrift at slå igennem på den måde de har. Clair Obscur: Expedition 33 er deres første spil og lander lige ned i en ganske velbesat genre med store veletablerede serier, men det har ikke på nogen måde været et problem for dem. De har fået alle til at stoppe op og kigge i deres retning, med et af de mest velspillende og smukke spil i hele 2025.
Sandfall Interactive er en sand succeshistorie. Hovedteamet bag består af omkring 30 personer og da produktionen af Clair Obscur: Expedition 33 var på sit højeste, var antallet af personer involveret, inklusiv eksterne partnere, langt lavere end man normalt ser på produktioner af den her skala. Det lille team har leveret et af årets største spiloplevelser og de har slået deres navn fast med syvtommer søm på en måde, som mange andre kun kan drømme om. De står nu overfor deres nok største udfordring nogensinde - og det er at lave den svære toer og forsøget på at leve op til de enorme forventninger, der helt automatisk vil være til deres næste spil. Vi kan ikke vente med at se, hvad den franske udvikler kommer op med næste gang.
Sandfall Interactive får meget fortjent vores pris som årets bedste udvikler.

Runner-up: Kojima Productions
Kojima Productions kræver nok ikke den helt store introduktion. I front står en af de største spilskabere Japan nogensinde har leveret, nemlig Hideo Kojima, og i år leverede han og hans team Death Stranding 2: On the Beach. Spillet var en naturlig videreførelse af det første spil og fremstod som en langt mere vellykket pakke end originalen. Rent teknisk var det et af årets mest velpolerede spil og på samme tid leverede det en fremragende fortælling med en særdeles stærk slutning. Hideo Kojima er stadig en kæmpe auteur, der ofte balancerer på grænsen af det virkeligt underlige og det tilgængelige - og nogle gange vipper han lidt over mod det alt for mærkelige. Men med Death Stranding 2: On the Beach har Kojima Productions leveret et af årets mest velfungerende spil og derfor er de en runner-up på vores liste over årets bedste udviklere.
Runner-up: Team Cherry
Kernen af Team Cherry består af bare tre personer. De tre herrer Ari Gibson, William Pellen og Jack Vine fra Adelaide i Australien står bag årets mest ventede indiespil, nemlig Hollow Knight: Silksong. Spillet startede som en udvidelse til det første spil, men i løbet af de 7 år, det tog at udvikle det, voksede det sig stort og blev sit eget spil. Team Cherry har tidligere udtalt, at det ikke bekymrede dem at det tog lang tid at lave Silksong; de tre herrer hyggede sig med projektet og de var fokuseret på at levere det bedste de kunne og bekymrede sig ikke meget om forventningerne fra omverdenen. Team Cherry er et perfekt eksempel på, at hvis man sætter sig for at levere det bedste man kan, og giver sig selv den tid der skal til, så kan man udrette store store ting. Team Cherry er derfor på vores liste over de bedste udviklere i 2025.
Runner-up: Hazelight Studios
Svenske Hazelight Studios har fundet sig en niche, hvor de virkelig kan brillere. De er kendt for at levere de bedste og mest underholdende historie-drevne co-op spil man kan forestille sig. De står bag spil som A Way Out, It Takes Two og her i 2025, Split Fiction. En ting er at lave spil, som fungerer godt mekanisk (for det gør deres spil absolut), noget andet er at lave spil, der konstant underholder fra start til slut - og lige præcis det er Hazelight Studios eksperter i. De leverer spil, som er skamløst underholdende, de spiller virkelig godt og takket være frontmanden, tidligere filminstruktør Josef Fares, så fortæller de på samme tid ofte også en gribende historie. På trods af deres karismatiske frontfigur, så lever Hazelight Studios måske en lidt tilbagetrukken og stille tilværelse, men de fortjener at komme frem i rampelyset for de har givet os Split Fiction, et af de mest underholdende spil i 2025, og derfor er de på vores liste, over de bedste udviklere i 2025.