Begrebet "innovation" er efterhånden blevet misbrugt en kende, og i dag bær det, i nogle kredse om ikke andet, lige så meget signifikans som "content" eller "Social Media Manager". Men hvis vi kortvarigt skal se igennem fingrene med et retoriske misbrug, og kigge nærmere på ordets egentlige betydning, så er det afgørende, og det er afgørende i helt særlig grad i forbrugerelektronikkens verden. De "gadgets" vi benytter os af forbedrer vores liv på måder vi ikke kunne have drømt om for bare 20 år siden, men det er naturligvis vigtigt at producenterne ikke hviler på laurbærerne, og fortsat presser sig selv for at forbedre, og ja, innovere.
Det er præcis de skæve ideer, det at der er blevet tænkt ud af boksen, som vi hylder i den her kategori. Heldigvis forekommer det stadig hist og her, og selvom forbrugerne oftest kritiserer produkterne bag for at forsøge at løse problemer de selv skaber, som egentlig er fair nok, så synes vi her alligevel at vi bør fejre at innovation stadig forekommer.
For det ville altså være trist hvis hele branchen benyttede sig af iPhone-strategien, og udgav relativt reaktionære opdateringer til i forvejen succesfulde produkter hvert eneste år på samme tid, og på samme tid. Så lad os sammen lige kigge lidt på hvad der skete i 2020, og hvordan producenterne innoverede for at skabe opmærksomhed.

Samsung Galaxy Z Fold 2
Den originale Samsung Galaxy Fold figurerede også på selvsamme liste sidste år, så hvorfor får efterfølgeren igen lov til at vinde, når nu ideen er ved at blive mainstream? Jo, vi kunne simpelthen ikke komme uden om, at Samsungs "double-down" på foldbare teknologi viste sig at være så imponerende, at Fold 2 bare måtte vinde endnu en gang, for det forbliver det nok mest innovative centrale koncept på markedet, og det lader til at andre producenter så småt er ved at følge i deres fodspor.
Men det er ikke fordi at den originale Fold var en trendsetter, at Fold 2 vinder. Det er fordi at på bare 12 måneder, så formåede Samsung stort set at eliminere samtlige betænkeligheder og ofringer ved den originale telefon, og give os en telefon der stort kan... ja, alt. Væk er den grimme "notch", displayet er nu 120Hz, kameraet er en hel del bedre, der er trådløs opladning og frontpanelet er nu i en brugbar størrelse.
Ja, udover en IP-certificering imod støv og vand, så er det virkelig svært at forestille sig hvordan Z Fold 2 kan blive meget bedre. De bedste specifikationer, det bedste panel, en sømløs dobbelt oplevelse der er skræddersyet til alle de mange entusiaster, der synes om ideen om at have en telefon, der også er en tablet, i lommen.
Vi kan i sidste ende kun bifalde initiativet, og uden at hæve prisen også. Z Fold 2 er bare virkelig, virkelig sej.
Læs vores anmeldelse her.

Razer Blackshark V2
Først og fremmest, så tag ikke fejl, for det er ikke de trådløse Pro-versioner vi snakker om her, der ikke gør meget mere end at klippe kablet på det originale Razer Blackshark V2. Nej, grunden til at det lidt ældre kablede headset er med på årets liste er ganske enkelt - THX Spatial Audio. Nej, som regel er vi ikke glade for den slags halvhjertede implementeringer, men her var det svært at få armene ned.
THX Spatial Audio omdanner ganske enkelt dine hovedtelefoner til et mini-surround-sound anlæg, hvor man kan styre lyden langt bedre da man ved hvor højttalerne er, og ørerne, og der er kun to af hver. Det minder lidt om objektorienteret surround sound, der har været det nye sort, og som du kender fra Dolby Atmos i den nærmeste biograf.
Med andre ord? Denne feature ændrer spiloplevelsen helt og holdent, og fremstår som et større kvantespring end virtuel surround nogensinde har været. Kombineret med Razers fantastiske HyperClear-mikrofon, og en pris på bare 550 kroner, jamen det er en triumf.
Læs vores anmeldelse her.

Asus TUF RTX 3080
Asus' TUF-udgave af Nvidias RTX 3080-grafikkort er ikke det første vi har anmeldt. Før det fik vi fingrene i MSI's version af den skelsættende Ampere-arkitektur, og selvom at dette kort helt på egen hånd var uhyre imponerende, så forbliver TUF-udgaven vores favorit indtil videre.
Men du kan, på sin vis, se dette som et stand-in, eller som symbol for hele Nvidias RTX 3000-serie, der, trods ringe udbud, har taget verden med storm, og har blæst os bagover i flere omgange.
Specifikt for TUF-udgaven er kortet lidt mindre fyldigt end mange af konkurrenternes bud, og som det eneste var det prissat identisk med Nvidias Founder's Editions da det ramte butikshylderne. Ydermere satte vi pris på at der ikke er ikke er helt lige så meget diskolys, som andetsteds. Kombiner det med bedre ydeevne, og så har du altså en vinder. Men igen, det er hele RTX 3000-serien. En vinder.
Læs vores anmeldelse her.

SkyPad 2.0
Og vi slutter af i det danske. De fleste boomere kan nok huske danske Soft Trading, der lavede ikoniske musemåtter i stål under navnet "SteelPad". Virksomheden voksede, og blev for 13 år siden samlet i én samlet virksomhed, Steelseries. Det betød, i sidste ende, at deres kendte glasmusemåtter blev udfaset. Men her i 2020 vendte de tilbage.
En jysk virksomhed ved navn SkyPAD har nemlig brag glasmusemåtterne tilbage, og det bedste af det hele? De er ret fantastiske. Kim havde svært ved at få armene ned tilbage i marts måned, da vi anmeldte deres 2.0-model, og den er utrolig let at anbefale selv i dag. Der er mindre friktion, og sensorerne i mus har bare bedre af det matterede glas.
2.0 er 300x250 millimeter, består af hærdet glas med en let perforering der skaber bedre forhold for aflæsningen af overfladen, og den er ganske smagfuldt designet også. Jo, jo, det er bare en musemåtte, men SkyPAD har bragt et ikon tilbage, og har gjort det på eftertænksom vis.
Læs vores anmeldelse her.
