For den travle læser kommer her den korte version. Mit navn er Jakob Hansen, jeg er 26 år gammel, og skal i den kommende tid skærpe de journalistiske færdigheder her hos Gamereactor. At jeg netop havnede her på kontoret skyldes, som så meget andet i livet, tilfældigheder. De mentale kufferter var nemlig pakket, og jeg havde så småt sat kursen mod et udvekslingsophold, hvor jeg skulle studere journalistik på Universidad de Valencia på den spanske østkyst. Så ramte Corona. Ligesom mange andre skulle jeg nu justere mine planer. Hurtigt!
Det var her Gamereactor poppede op på den mentale radar. Jeg kontaktede Magnus, og bum. Nu sidder jeg her på et overophedet redaktionslokale i Kongens Lyngby. Det var så den korte version. Den lidt længere tager sin start tilbage i de tidligere 00'ere. For det var selvfølgelig ikke helt tilfældigt at valget faldt på Gamereactor, da det spanske eventyr kollapsede, før det overhovedet var begyndt.
Mit første spil var Donkey Kong. Et fænomen i børnehaven, der i løbet af et par måneder lagde legepladsen øde. Hvorfor det var Donkey Kong, vi alle spillede, og ikke det mere populære Pokemon, ved jeg ikke. Det populære catch 'em all kastede vi os først over i skolen. Men altså, selvom Donkey Kong originalt var fra 80'erne, så føltes det som fremtiden, da vi sad og stirrede på de små lavt-pixelerede skærme, mens fedtede fingre fumlede med knapperne på vores spritnye Game Boys. Vi havde ramt et civilisatorisk højdepunkt, der efterlod sandkassen uden magi, og fik legepladsen til at minde om en middelalderruin. Selv rutsjebanen føltes triviel. En begivenhedsløs tur mod bunden.
Jeg vidste det ikke dengang, men Donkey Kong til Game Boy (også kendt som Donkey Kong '94) er i grunden et ambitiøst remake af det originale arkadespil fra 1981, der senere kom ud på NES. Oven på det klassiske fundament konstruerede Nintendo et helt nyt spil med originale niveauer, udfordringer og mekaniker. Fra at være et simpelt (omend banebrydende) platformspil, blev det nye Donkey Kong en avanceret puzzle-platformer, der både krævede hurtige reflekser og skarp tænkning. Lidt som Braid, bare meget mindre avantgarde.
I hvert level skal Mario finde en nøgle og derefter helskindet bringe den hen til den usandsynligt lille dør, som Donkey Kong har formået at klemme sig igennem. Det hjælper, at Mario, i modsætning til i originalen, hvor han endnu blot var Jumpman, har adgang til hele sit akrobatiske repertoire af baglæns saltoer, armgang, med mere. Men ligeså snart han samler den tunge nøgle op, ja, så har vi med den gamle, småfede blikkenslager at gøre igen. Det bliver derfor en kamp af få nøglen frem gennem de kreative niveauer, inden tiden løber ud. Ofte skal man tænke ud af boksen og se fjenderne, ikke så meget som udfordringer, der hurtigt skal overvindes, men som elementer i den endelige løsning.
Donkey Kong '94 er ganske enkelt fremragende spildesign med al den Nintendo shine og polish, man kan forvente, og mere til. På alle måder indkapsler spillet alt, hvad jeg finder fascinerende ved videospil. Sprød grafik med levende animationer, kreative niveauer i forskellige omgivelser, og simpelt gameplay, der bliver progressivt sværere uden at frustrere.
Okay, jeg havde faktisk en Game Boy Color, den lilla model, men stort set alle mine spil var til den oprindelige sexede, grå brik.
Der gik dog lang tid, før vi opdagede alt dette i børnehaven. Først skulle de fire originale levels overvindes. Og det var ikke nemt! Slet ikke level 4, det sidste niveau i det originale arkadespil. Her skal man, fremfor nå frem til Donkey Kong, fjerne fundamentet under ham, så han vælter ned og slår hovedet. Det anede vi bare ikke. Lige meget hvad vi gjorde, fik den behårede kidnapper overtaget. Rygtet begyndes hurtigt at sprede. Selvom der reklameres med mere end 100 baner på æsken, så havde Nintendo kun nået at genskabe de originale fire. For at skjule deres dovenskab havde de derfor gjort level 4 ganske enkelt umuligt at overvinde. Børnehavelogik for viderekommende.
Sådanne rygter blev endnu mere udbredte i skolegården. Især som vi alle fik Playstations og begyndte at spille computer. Internettet var udbredt, men ikke allestedsnærværende. Hvis en af vennerne kunne printe Age of Empires koder fra Snyd.dk ud, blev han en mindre skolegårdscelebrity.
På mange måder er det langt nemmere at være gamer nu end for 10-15 år siden. Spillene er billigere og mere tilgængelige. Bagkataloget på Steam vokser længere og længere. Vil man have information om, at nyt spil kan man se lange gameplay-videoer måneder før release. På ingen tid kan man sammenligne alle karakterer og meninger på Metacritic.
Men den begrænsede information og tilgængelighed gjorde det også magisk at læse om spil. Nogle få deskriptive passager var nok til at vække spillets karakterer til live. Ud fra et lidt uklart screenshot kunne man forestille sig hele spillets univers. Det var næsten som om man ejede eller allerede havde spillet de spil, der blev anmeldt i denne måneds nummer af Gamereactor, der kunne hentes gratis i den lokale elektronikforretning.
Det var her jeg fik min debut som gamer. Dengang var der uendeligt langt til toppen.
Nutidens spilverden ser helt anderledes ud, end den romantiserede verden, jeg har forsøgt at beskrive. Spil downloades på nettet. Leveres som services, hvor nyt indhold langsomt bliver drypfødt. Udgivere og pengemændene har altid skulle forsøge at tjene penge på spil, men det virker nu alligevel som om, de forsøger at tjene lidt flere i dag. DLC, Day One Patches, krav om konstant serverforbindelse, lootboxes. Der er masser af ting, der kan få en til at længes mod de gode gamle dage.
Men det er nu også engang for nemt at råbe, verden er af lave. Ser man på, hvad der er udkommet det seneste årti, er det jo helt vildt, hvad der er kommet af kvalitetsspil. Et par personlige favoritter er Mass Effect 2, Bioshock Infinite , Deus Ex: Mankind Divided, The Witcher 3: Wild Hunt og det forunderlige og forstyrrende Deadly Premonition. Spil vi ikke i vores vildeste fantasi kunne have drømt om, da vi sad foran forældrenes pc eller spillede Game Boy i skolegården. Med en ny konsolgeneration lige på trapperne går vi en spændende tid i møde, og jeg glæder mig helt vildt til at følge giganternes kamp, når Sony og Microsoft går i kødet på hinanden.
Det var så en hel masse om Donkey Kong, skolegårdsminder fra min generation og ikke så meget om mig. På min profil her på siden, står der, at min er største svaghed som skribent, er en tendens til at tabe tråden. Jeg håber alligevel, I har fået et indtryk af, hvad der drog mig ind i videospillenes fascinerede verden, og hvorfor jeg endte her på Gamereactor. Det er virkeligt en læreproces fra mig, og jeg ser frem til at suge til mig i mit kommende arbejde med at levere indhold for gamere af alle slags. Vi ses i fremtidige artikler og kommentarspor.