Dette er bare én artikel i en række af artikler om tasker du bør kigge nærmere på, når du skal vælge hvilket udstyr du skal bruge til at fragte elektronik rundt. Vi har forsøgt at designe vort line-up på en sådan måde, at flere forskellige designs og filosofier kommer til orde.
Her på Gamereactor præsenterer vi jer for mange seje stykker forbrugelektronik, og særligt slanke, dyre bærbarer, headsets, små højtalere og mus er i fokus - med andre ord hardware som en potentiel forbruger ønsker at have med på farten. Og når man kaster alt dette ned i en taske for at bevæge sig uden for døren, så er der hurtigt for 20.000, og det stiller jo også nogle krav til netop den taske der skal bære det.
Derfor har vi via en række nye anmeldelser fokus på de forskellige løsninger som markedet tilbyer hvad angår tasker med et sikkert, dedikeret kompartement til en større bærbar. Og vi starter i den luksuriøse ende.


For funktionalitet er én ting - faktisk er det måske den ting der fylder mest hos os alle, men æstetik er nu også, potentiel overfladiskhed til trods, også en vigtig faktor, og her har vi med noget af det kønneste at gøre, når vi taler om rygsække til bærbare. Franske Noreve er baseret i Saint-Tropez på Côte d'Azur i Frankrig, og her producerer de covers til smartphones og også tasker til forbrugerelektronik, deriblandt Urban Backpack, som vi for en stund har lånt og brugt til at fragte grej til og fra kontoret og ud på ture i hele verden.
Noreve Urban Backpack oser af kvalitet, af overdådighed. Selvom læder ikke ligefrem er synderligt miljøvenligt (dog forsikrer Noreve os at de kun bruger godkendt læder), og måske nærmest fremstår en smule old-school, så er netop følelsen af at pakke denne ud som ingen anden rygsæk vi kigger nærmere på i forbindelse med denne feature. Lynlåsen glider lækkert, hver eneste fold er designet til perfektion, hver eneste syning er helt usynlig, som skaber et uniformt look. Ja, tasken er dyr. Som i omkring 4800 kroner, som er astronomisk højt. Men alene følelsen er noget ganske særligt.
Uden på er der to anonyme rum på siderne af tasken, der er dybe nok til at skjule en mus, en punge eller noget helt tredje man gerne vil have lige ved hånden. Derudover er der det centrale forrum, som åbnes og lukkes med en lynlås. Dette er også rummeligt, og uden tvivl designet til at holde adskillige personlige genstande, som brugeren hurtigt skal til, såsom et pas eller en pung.


Det er dog indvendigt at vi finder tech-fokusset, for her er der en række rum specifikt designet til gadgets til rejsebrug. Der er et centralt kompartement bagerst i tasken til en bærbar op til 15 tommer, og vi har i testperioden opbevaret en Microsoft Surface Laptop 2, som også kunne være i rummet med et sleeve uden om. Derudover er der tre rum i selve ryggen, der kan holde mus, kabler, en touchpen, en powerbank og diverse kabler - alt det som vi har skulle bruge når vi har været på farten med tasken.
Trods en ret forudbestemt form, da tasken er konstrueret omkring en form for ramme, så er der utrolig meget plads indvendig, i forhold til man tror når man ser den udefra. Vi havde ingen problemer med at transportere headsets, små højtalere, opladere og alt det andet grej vi har båret på rejser og til møder.
Dog er der tale om en meget konform struktur her, og til samme pris tilbyder konkurrenter andre features, som kunne komme en rejsende eller en tech-fan til gode, såsom flere rum eller muligheden for at lyne helt ned til taskens base for at få et bedre overblik. Noreve Urban Backpack er en kende konventionel, det er helt sikkert, og til prisen har man ret til at forvente mere. Dog er der ingen tvivl om at der findes købere derude, der ønsker en rygsæk, der "bare" er en rygsæk, og de ønsker det design med så meget fokus på detaljerne som muligt. Det får du uden tvivl her.