Ghost Recon: Advanced Warfighter

For pokker, hvor udkommer der mange skydespil med militærtema for tiden. Overraskende nok er mange af dem faktisk af en meget høj standard, hvorfor det nok er derfor, at der skal rigtig meget til, for at skille sig ud i mængden. Inden længe vil du vide hvorfor, at netop Advanced Warfighter er et af de spil, som i særdeleshed skiller sig ud fra den gængse pøbel.

Nu er det ikke usædvanligt, at jeg i spil blot kastes ud i et inferno af skud og kugler uden grund, men i dette tilfælde er der til al lykke lidt grobund for ramasjanget. Efter installationen af spillet, kastede jeg hurtigt min identitet fra mig og blev til kaptajn Scott Mitchell. Min mission er at overse og sørge for beskyttelse under et politisk stormøde i Mexico City, hvor topledere fra USA, Mexico og Canada deltager. Men naturligvis forløber det langt fra som smurt, og da terrorister angriber lige på og hårdt, bryder helvedet løs. Der står jeg med alle mine talenter, mænd og tunge skyts, mens stormødet er blevet et par ministre og præsidenter fattigere - sikke en redelighed. Der er dog intet der er så skidt, at det ikke er godt for noget, fordi hele den her hårdknude bliver selvsagt udgangspunktet for mine videre eventyr i Mexico Citys gader, hvor ondsindede sjufter skal nedlægges på rad og række. Og vi har med veludrustede og kompetente fjender at gøre, som ikke alene tæller mange mand, men ligeledes råder over helikoptere, køretøjer og lignende habengut.

At kalde spillet for realistisk, er nok at strække sandheden en anelse, men ikke desto mindre er man lidt mere bundet af menneskets fysiske begrænsninger end i mange andre af tidens populære actionbrag. Den kære Scott er ganske vist en supersoldat af format, men der skal ikke mange kugler til, før man falder livløst til jorden. Jeg fandt det utroligt tiltalende og nervepirrende, at jeg ikke blot kunne lege Rambo hele tiden, men at jeg trods alt skulle passe godt på legemlige skader.

Bare lige for at teste om udviklerne var helt henne i skoven med omgivelserne, så blev jeg kun positivt overrasket, da jeg fandt en samling billeder af Mexico City på nettet. Foruden et par obligatoriske historiske bygninger, så har de virkelig også fanget atmosfæren og byens helt særlige look på ganske fornuftig vis. Generelt set er den visuelle side imponerende og alt lige fra mellemsekvenser til selve spiloplevelsen er helt superb. Et uhyre sexet grafisk element er den hyppige brug af den såkaldte "billede i billede"-effekt, som spillet gør mere brug af, end jeg før har set i nogle andre sammenhænge. Her kunne jeg se synspunkter fra andre allierede, tv-transmissioner og deslige, og det er ofte rigtig nyttigt i pressede situationer, eller når jeg lige skulle overveje, om jeg ved næste gadehjørne skulle træde sagte eller storme frem som en tapper tinsoldat.

Generelt set er den grafiske brugerflade bare rigtig lækker, udover at være super brugbar - en cocktail, der varmer så rart i mit spillerhjerte. For Scott er denne brugerflade dog det såkaldte Integrated Warfighter System, altså det grej, der tillader mig at se video, give ordrer osv. Det gør også, at dine egne folk bliver markeret med grønt, mens dine fjender får en rød firkant over sig, hvilket er meget nyttigt i kampens hede. Herlighederne stopper dog ikke her på gadget-fronten, da der er masser af andre lækre sager - ikke mindst på våbensiden ligeså, som byder på et væld af velkendte, samt futuristiske, af slagsen (nå ja, jeg glemte vist at sige, at vi befinder os i den nærme fremtid, mere præcist i år 2013). Derfor fik jeg i sagens natur lov til at rende rundt med det udstyr, som jeg ellers kun er vant til at sidde og savle over, når der er programmer om de sager på Discovery Channel - og det er et absolut plus i min bog.

Apropos plusser, så er der altid en bagside på medaljen, selvom den kan være svær at se. Jeg var heldigvis aldrig helt alene i min søgen i de farlige gader. Med et par loyale svende som følger bagtrop, var jeg mere rolig for, at min ryg var dækket. Undervejs kunne jeg give dem nogle enkle kommandoer, men faktisk må et af spillets få ridser i lakken være, at mine håndlangere var mindre klare i spyttet end jeg havde håbet på. Deres assistance var ikke altid til topkarakter, men dog blev de heller aldrig til decideret irritation. En anden ting er også, at nu, hvor jeg efterhånden er vant til meget levende byer i andre spil, så er det lidt ærgerligt, at der ikke lige er kastet lidt duer, katte, mennesker, der løber væk i rædsel, ind, så byen blev mere pulserende.

Der er her dog nok tale om en politisk korrekt beslutning, så de eneste man potentielt kunne skade var fjenderne (og til tider ens kammerater, hvis en granat lige svipser, ups!). Og nu jeg er ved kammerater, så er der naturligvis også rig mulighed for at sønderrive dine venner på nettet, da spillet tilbyder online-sjov med op til 32 samtidige spillere. Det forlænger holdbarheden markant og fungerer ganske glimrende.

Hvad der derfor hurtigt satte standarden på Xbox 360’eren, får nu også lov til at sætte sit præg på PC-fronten. Ganske vist er denne genre på PC’en godt gennemterpet, men det indlevende gameplay og den blændende grafiske front, gør oplevelsen til en sikker vinder på alle platforme. Advanced Warfighter er fyldt med forsigtig action, dvs. du ikke blot skal mase frem i ét stort blodbad, men netop hele tiden skal holde øje og kontrollere, hvad der gemmer sig rundt om hvert hjørne. Konceptet med højteknologiske militærlege vil du immervæk have svært at sætte en finger på.