Noget af det jeg elsker ved spilbranchen, er hvor mange unikke spil eller koncepter, der er derude. For hver uinspireret Call of Duty-klon er der et Spec Ops: The Line. For hver kinesisk produceret kopi-kontroller er der en Wii Remote. Det er selvfølgelig enormt tilfredsstillende at spille The Witcher III: Wild Hunt eller andre velproducerede storspil. Men der er også en særlig magi ved at opdage en af branchens skæve eller glemte eksistenser og få unikke oplevelser.
I denne serie, med navnet 'giv det en chance', vil jeg sætte fokus på spil, genrer eller koncepter der fortjener, ja, en chance. Enten en ny chance, fordi de er blevet glemt af tiden. Eller en frisk chance, fordi de er blevet misforstået af den kritiske konsensus eller slet og ret er gået under de flestes radar.
Jeg håber, at de forskellige artikler vil inspirere til nye spiloplevelser, og om ikke andet, så føre til en interessant debat om, hvorfor vi forelsker os i bestemte spil eller genrer.
Med det sagt, lad os komme i gang!
Manhunt kombinerer horror, brutalitet og overlevelse i en meget bitter cocktail.
I starten af 00'erne var Rockstar kongerne af spilverden. GTA III havde revolutioneret open-world genren og dominerende sammen med sin 80'er-inspirerede efterfølger GTA: Vice City salgslisterne. Man når dog sjældent til tops uden at træde folk over tæerne, og Rockstar havde i den grad trampet til med deres voldelige kriminalitets-simulatorer, hvor ingen NPC kunne vide sig sikker, når spilleren først valgte at gå amok i den virtuelle sandkasse.
Forældrene var i chok, og opportunistiske politikere søgte at drage fordel af den moralske panik ved at tørre samtlige af samfundets problemer af på voldelige videospil. Debatten omkring hvorvidt voldelige videospil skabte voldspsykopater, var langt fra ny. Men Rockstar satte den i et helt nyt gear. Derfor virkede det også i den grad som brænde på bålet, da Manhunt udkom i 2003.
Manhunt er et mørkt og dystert tredjepersons stealth-spil med lidt kluntet gameplay og en ekstrem mængde vold. Det har ikke ældet med samme ynde som de tidligere GTA-spil, og de brutale drab har mistet en smule af deres chokeffekt. Alligevel er det værd at opleve i dag. Ikke mindst takket være en gennemført atmosfære og spillets ufiltrerede take på vores voldsprægede mediebillede.
Voldelige bander patruljerer Carter Citys gader, og de vil intet andet end at banke dig til en blodig masse.
Du spiller som James Earl Cash, en fange på dødsgangen, hvis sidste time er kommet. Den indsprøjtning, der skulle besejle din skæbne, viser sig dog blot at være et bedøvelsesmiddel. I stedet for den evige søvn vågner du op med en stemme i øret tilhørende 'instruktøren' - brillant stemmelagt af Brian Cox, fra den første Hannibal Lector-film. Instruktøren fortæller dig, at du skal følge hans eksakte instruktioner for at slippe fri. Du har måske undsluppet flammerne i dybet, men vejen til din frelse fører dig på en depraveret rejse gennem et jordisk helvede, hvor du har rollen som den ufrivillige stjerne i instruktørens perverse dødsporno.
For at genvinde din frihed, skal du navigere gennem Carter City, en faldefærdig industriby i det amerikanske rustbælte. Byen er inficeret af voldelige bander, som du skal dræbe på særlig grusom vis for at stille instruktøren tilfreds. Byens forfald er samtidig din mulighed, for de mørke og beskidte gader flyder med glasskår, mursten, flasker og kanyler - genstande der bliver til brutale våben i hænderne på Cash.
Hvor du i GTA har masser af kraftfulde våben til din rådighed, så tvinger de improviserede midler dig her til at tænke smart. Du skal gemme dig i skyggen, lure fjenderne bort fra hinanden ved at lave distraktioner og tage dem ud, når de er alene. Der er lidt The Last of Us over gameplayet, dog betydeligt mere kluntet. Et enkelt lille forkert tryk, og du bliver tvunget til at tage benene på nakken og gemme dig, indtil de distræte fjender på magisk vis har glemt alt om din eksistens.
Henrettelserne er rå og brutale, men PS2-grafikken gør, at man alligevel kan sluge det uden at få opkastfornemmelser.
Hvad jeg indtil videre har beskrevet er et mørkt og atmosfærisk stealth-spil med en makaber præmis, men intet mere end det. Hvor spillet adskiller sig fra normale stealth-spil er i dets ekstreme brutalitet. Du kan besejre dine fjender i nærkampe assisteret af knive eller knojern eller fra distancen med skydevåben, men det larmer og vil ofte føre til, at du bliver omringet. Så for at være effektiv, skal du liste ind bagfra og myrde bandemedlemmerne, en efter en.
Da du er med i en snuff-film, bliver disse mord optaget. Jo længere du holder knappen i bund, jo grimmere et mord, bliver du vidne til på de grynede og hakkende optagelser af dine ugerninger. I alt er der tre kategorier af henrettelse. Det hurtige drab er råt og brutalt, men ikke mere end det. En pose over hovedet, eller en glasskår i halspulsåren. Den øverste kategori er rå blod fontæne med gurglende, sjaskende lyde, der på en gang er enormt tilfredsstillende at udføre og enormt forstyrrende at se på.
Volden er ikke kun for chokeffektens skyld. Den fungerer som et vigtigt element i spillets narrativ. De enkelte niveauer fungerer som scener i instruktørens snuff-film, og ved hvert niveaus afslutning, får scenen en vurdering mellem 1-5 stjerner alt efter hvor brutal, du har været. Manhunt belønner dig for at være så brutal og kreativ som mulig. Et spil som Bulletstorm gør det samme med komisk effekt, men det her er anderledes. I modsætning til arkaden, hvor man praler af en high-score, bør man skamme sig her.
Manhunt stikker heller ikke dig blår i øjnene i forhold til dine motiver. Det er ikke unormalt at den typiske actionhelt i spil eller film bryder samtlige protokoller i Genevekonventionen og starter en mindre borgerkrig i en højere sags tjeneste. Men her handler du udelukkende i det perverses tjeneste, og det mindst nederdrægtige motiv for dine handlinger er den rå selvopretholdsesdrift. Volden tjener intet glorværdigt formål, og selvom skurkene er nogle svin (i et enkelt tilfælde næsten bogstaveligt), så er du selv endnu værre.
Manhunt stealth-gameplay er en anelse undervældende.
Det er præcist, hvad jeg og mange andre fans af Manhunt finder så fascinerende ved spillet. At det nægter at komme med nogen undskyldninger for din opførsel. Det er meningen, du skal føle dårlig samvittighed over at adlyde instruktørens kommandoer og være unødig brutal. Men omvendt er det også bare så FORBANDET tilfredsstillende. Og det er måske i virkeligheden langt mere skræmmende end instruktøren og alle hans håndlangere.
Mange spil lader dig myrde løs, men kun få tvinger dig til at tænke over, præcist hvad fanden du egentligt har gang i, på samme måde som Manhunt. Alene derfor fortjener det en chance. Også selvom det til tider blot er et frustrerende stealth-spil.
ubehagelige.