Jeg er som regel ikke typen, der bliver forelsket i gadgets og hardware. Jeg er hverken Xbox-nørd, PlayStation 3-galning eller Wii-våd, men prøver i stedet at forholde mig til de enkelte spil til konsollerne og de oplevelser, de skaber. Men der findes en undtagelse. Skal jeg erkende nogen form for gadge-kærlighed, så er Apple - surprise, surprise - dem der kommet tættest på.
Dette er ekstra tydeligt under en flyvetur til London og EA's iPhone-event, hvor jeg, hvor mistænkeligt passende det end måtte lyde, bruger min iPod Touch flittigt. Jeg spiller Flight Control i 12.000 meters højde, og håber i al hemmelighed at mine færdigheder kommer mig til gode i en krisesituation. Jeg lytter til Ricky Gervais' podcast, overdrevne doser af Brian Eno, og bladrer i menuer uden egentlig at lede efter noget, kun for at nyde touchskærmens præcision.
Pludselig er det allerede tid til at rykke stoleryggen til opret position inden landing. Trods trang plads gik rejsen hurtigt, takket være den sortglinsende gadget og de der hvide høretelefoner.
Fem timer og lige så mange skældsord om britisk madkultur senere, står jeg og en blandet skare af journalister i et EA-lejet lokale, hvor det er meningen af udgiverens kommende iPhone-titler skal vises frem. En håndfuld af Ikea-bordet "Lack" er spredt i lokalet, og på hver af dem ligger en bunke iPhones. Jeg nupper en og indlæser det første spil (ah, touchskærmen er virkelig behagelig)
Mirror's Edge
De patriotiske oplevelser slutter ikke med den skandinaviske møbelmager. Nu er det godt nok ikke Dice, der har udviklet Mirror's Edge til iPhone, men det er et kærligt gensyn at se den svenskudviklede kurér Faith og de stilrene blanke bygninger, som vi så i originalen fra 2008. Mirror's Edge er en sidescrollende springøvelse hvor der er vævet lidt kampelementer ind. Spillet indeholder 14 baner, og skulle tage omkring 2 to timer at gennemføre, eksklusiv den tid det tager at samle alle de kurértasker, der er spredt rundt omkring.
Jeg sætter Faith i gang med et tryk på den side jeg vil til, hvorefter hun automatisk løber. Hun løber hurtigt og fremadlænet, lidt ligesom den lige så jagede Hjulben. De fleste manøvrer styres med swipe-bevægelser: jeg hopper hvad der ser ud til at være 3-4 meter op i luften, duk-glider under et rør og ventilationskanaler, og ruller på jorden efter et stejlt hop. Det fungerer okay, men spillet kører også ret meget på skinner. Sværhedsgraden ligger milevidt fra originalen (hvilket mange nok vil betragte som en forbedring), i hvert fald på de baner som jeg når at prøve. Jeg spørger EA's Rik Skews om hvordan man har tilpasset Mirror's Edge til det bærbare format.
"Dette er dybest set et iPhone-spil, designet til casual-publikummet, og Mirror's Edge kunne spilles i omgange af 10 minutter. Det er helt bestemt nemmere end konsolspillet, men vi prøver helt sikkert at drille spilleren lidt med nogle sværere steder", fortæller Rik Skews.
Historien er "kind of new", fortsætter Skews. Handlingen foregår både før og lidt under originalspillet. Historien fylder dog ikke særlig meget, og udover Star Wars-lignende, scrollende tekst mellem missionerne, er det løb og slåskampe, det handler om.
Kamp, ja. Det handler fortsat om at undvige kugler og næver, og når Faith er oppe mod byens venner af total orden, handler det om at være offensiv med glidende tacklinger. Under min prøvetur kommer der også en angrebshelikopter og skyder bly efter mig, og løsningen er selvfølgelig at løbe.
"Kampindslagene er først og fremmest en måde at variere al løberiet på. Vi overvejede på et tidspunkt om der slet ingen kamp skulle være, så Mirror's Edge til iPhone handler mest af alt om hastighed, adrenalin og smidigt autoløb", siger Skews.
Løberiet ser prangende ud, og Rik Skews mener at man har presset iPhonens ydeevne til grænsen for at få plads til animationer og de skinnende baggrunde. På 3GS er spillet ekstra flot, med røg- og reflektionseffekter rundt omkring i omgivelserne. Faith selv er detaljeret animeret, men på denne lille skala er lidt rod uundgåeligt, hvilket Skews også selv kommenterer:
"Det er i forvejen en stor udfordring at animere et løbende menneske på de stationære konsoller, og det bliver ekstra svært når hovedpersonen ikke er større end sådan her", siger Skews og viser størrelsen med tommel- og pegefinger. "Det menneskelige øje ved hvordan mennesker "skal" se ud, så det er en udfordrng. Vi har kigget lidt efter Prince of Persia, og selvfølgelig det oprindelige Mirror's Edge for at få inspiration".
Ud fra de baner jeg har spillet, lader Mirror's Edge til at blive et flot og afslappet platformspil til iPhone. Måske ikke noget, der skiller sig væsentlig ud fra originalen. Men med Facebook-muligheder kommer vi sikkert til at se lidt konkurrenceånd omkring hvor hurtigt vi kan gennemløbe banerne.
The Sims 3: World Adventures
Efter parkour-lektionen giver EA-repræsentanten Kirsy Sclanders mig en præsentation af Sims 3: World Adventures. Dette er en udbygning af Sims 3, hvis PC-version modtog god kritik sidste år, og som navnet antyder handler det om at lade simmerne tage en velfortjent ferie fra al den guldfiskefodring og andre hverdagssysler, som de normalt bakser med. Her kan vi blandt andet rejse til Kina, Frankrig og Egypten i jagt på nye oplevelser, flirter og hæslige møbler, man kan tage med hjem.
Kirsty skaber en Sim og klæder den ud i forhold til det land som skal besøges, i dette tilfælde Kina. Det bliver en Indiana Jones-lignende figur, med stilfuld hat og robuste bukser, og efter at have booket en billet på økonomiklasse starter rejsen. Under selve flyveturen starter et minispil, hvor man skal kigge ud gennem vinduet, hvilket gøres ved at vippe Iphonen. Det gælder om hele tiden at kigge på forskellige ting, så ens Sim ikke begynder at kede sig. Det går "sådan da", og efter at være ankommet til Cairo får vi at vide at det var en "bad flight", hvilket gør at Indy-klonen er mut og irriteret. Et brusebad på hotellet senere besøger vi den Kinesiske Mur, og fodres med lidt trivia om byggeriet, der ikke kan ses fra månen.
Simmerne har forskellige ønsker som kan efterleves på rejsen, som for eksempel "marry a foreign sim". Disse kan dog kræve en del arbejde, og var ikke noget jeg stødte på under min korte prøvetur. Derimod fandtes der andre kortere minispil, som at prutte om prisen på markedspladsen, eller lære en kampsport. Variation er nøglen til succes, og præcis som PC-versionen af World Adventures kan dette blive underholdene på flere måder. For ikke at tale om at spillet er velegnet til at spille på farten.
Sim City Deluxe
Styrket af jordbær og en sandwich med tre lag bacon, begiver jeg mig videre til næste spil og interview, og nu vanker der byplanlægning. Sim City har været en populær app på iPhone siden det udkom i 2008, og næste titel bærer det luksuriøse navn Sim City Deluxe. Brian Sheehan er min guide denne gang, og jeg spørger ham hvad den absolut hotteste forandring er i denne version.
"Først og frememste er grafikken betydeligt bedre. Alt er skarpere, klarere, og de assets vi bruger fra Sim City 4 har givet alting et enormt visuelt løft. Du kan zoome ind og se detaljer på husene som ikke fandtes før, og du slipper for kun at se zoner for beboelse, industri og så videre. Din by er ganske enkelt mere levende end nogensinde før", siger Sheehan.
Forandringerne er dog ikke kun kosmetiske. Der er nu syv "starter cities", færdige byer som du kan sætte tænderne i, og forsøge at lede til fremgang eller katastrofe. De er baseret på London, New York og Tokyo, men har fået nye småfestlige navne af EA. Desuden skifter årstiderne, og nye katastrofer knyttet til disse, så som snestorme og så videre, kan plage byen. Da jeg tester Sim City Deluxe sender jeg en sværm af græshopper ud over London (i spillet, altså), og ser kaoset som bryder ud, flot accentueret af nyheds-tickeren i bunden af skærmen.
Desuden har man løst mange irriterende småproblemer i styringen af spillet, hvilket skal gøre Deluxe til en smidigere oplevelse end forgængeren.
"Vi har lyttet til fansne og rettet mange små, men vigtige problemer med Sim City Deluxe. Nu kan du for eksempel placere flere bygninger af samme type, såsom busstationer, uden at du behøver at gå ind i menuen og vælge hver gang. Desuden kan du vælge en indstilling, så alle bygninger automatisk får strøm, hvis du ikke orker at detaljestyre alting", fortæller Brian.
Brian fortæller videre at man vil kunne skabe sit eget terræn denne gang, og at dette gøres ved at tegne og prikke på skærmen. Ingen nyhed i serien, men herligt at det fungerer i bærbart format.
Jeg når også at prøve nogle andre titler, inden EA venligt smider os ud. Jeg bruger en del tid på at køllebanke skurke i gamle The Simpsons Arcade, og straffesparkskonkurrence i 2010 FIFA World Cup South Africa. Sjove spil, og frem for alt en sjov konsol. Jeg takker og begynder at planlægge spilsessionen til flyrejsen hjem.