December er over os, og det betyder ikke overraskende, at den helt store prisuddeling i computerspilslandskabet, The Game Awards, inden længe kårer årets spil. Lydene på vandrørene melder bred enighed om, at vi sjældent har fået så mange fremragende spiltitler inden for samme solomrejse. Et sjældent godt spil betyder også et sjældent spændende The Game Awards. Med så højt et niveau er det nemlig ikke til at sige med sikkerhed, hvem champagnen kommer til at bruse for d. 8. december, når prisuddelingen løber af stablen i Peacock Theathre i Los Angeles. Med det in mente vil vi dog forsøge at klæde jer på til at gætte med. I det følgende vil vi med andre ord præsentere de nominerede i årets spil-kategorien og forsøge at indkredse, hvorfor det enkelte spil er nomineret, og hvor god en chance det har for at triumfere.
Vanvidsspiralen der bliver ved med at give
Remedy kan give os noget, ingen andre kan: spil som kun de kan lave dem. Ja, deres spil indfinder sig som regel i genkendelige genrer, og ja, de fortæller historier, ligesom mange andre spiludviklere gør. Alligevel gør de det altid på deres egen måde og med unikke oplevelser til følge, hvad end det f.eks. betyder filmisk stilfuld bullet time, en virtuos blanding af medier til at fortælle historien eller et kafkask take på Metroidvenia-genren. Deres nyeste udspil, Alan Wake II, er på mange måder en kulmination på deres legesyge oeuvre. Atter bevæger de sig i et genkendeligt, hvis ikke rigeligt fortærsket genrefelt: detektivkrimien og horroren. Og atter formår de at frembringe en oplevelse, der er alt andet end konventionel. To parallelle narrativer, virkeligheder der kan manipuleres med og krydser hinanden og filtrer sig sammen, live action-talk shows, en lille musicalperformance midt i det hele, kriminalgåder, intertekstualitet, metafiktion og gyselige grotesker en masse. Skulle Remedy nogensinde have lagt bånd på sig selv, har de altså med Alan Wake II nu sønderrevet dem og skabt en vanvidsspiral, der bliver ved med at give. Hvis årets spil skal hædre den unikke spiloplevelse og uundskyldende realisering af skyhøje, vanvittige ambitioner, må hovedprisen i år derfor gå til Sam Lake og hans hold.
Er Alan Wake 2's kaninhul mere afskrækkende end dragende?
Alan Wake II er imidlertid også et svært spil. De fleste kan nok slippe helskindet frem til rulleteksterne uden de store problemer, men historien er ja, en anden historie. Ikke nok med at den samler en tråd op fra et over ti år gammelt spil, så trækker den også tråde til andre spil i Remedys katalog og bryder sågar undertiden den fjerde væg med en optræden fra skaberen selv, Sam Lake. Dertil kommer en rigdom af detaljer i miljøerne og en virkelighed, som man ikke helt kan stole på, for hvad er virkeligt, og hvad er fiktion, og hvem har skrevet hvad? Det er altså en kompleks affære at holde rede på og kræver rigelige mængder fordybelse og tålmodighed. For nogen vil kompleksiteten givetvis være dragende, mens andre snarere vil finde den for gådefuld, for forvirrende. Om fascinationen for kaninhullets dybde trumfer forvirringen kan således vise sig at være udslagsgivende for, om Alan Wake II går sejrrigt hjem den 8. december. Umiddelbart tyder salgstallene dog ikke på den publikumsbasker, hvormed spillet kan høste stemmer nok til at løfte vinderpokalen.
Fortjener Alan Wake 2 at være blandt årets kandidater?