December er over os, og det betyder ikke overraskende, at den helt store prisuddeling i computerspilslandskabet, The Game Awards, inden længe kårer årets spil. Lydene på vandrørene melder bred enighed om, at vi sjældent har fået så mange fremragende spiltitler inden for samme solomrejse. Et sjældent godt spil betyder også et sjældent spændende The Game Awards. Med så højt et niveau er det nemlig ikke til at sige med sikkerhed, hvem champagnen kommer til at bruse for d. 8. december, når prisuddelingen løber af stablen i Peacock Theathre i Los Angeles. Med det in mente vil vi dog forsøge at klæde jer på til at gætte med. I det følgende vil vi med andre ord præsentere de nominerede i årets spil-kategorien og forsøge at indkredse, hvorfor det enkelte spil er nomineret, og hvor god en chance det har for at triumfere.
En gammel hund kan lære nye, vidunderlige tricks
Det er egentlig utroligt. Han har godt 30 år og adskillige spil på bagen, og alligevel formår vores allesammens blikkenslager at holde sig i førerfeltet som en af industriens bedste. Betænker man derudover, at han gør det i en 2D-sidescroller, synes nomineringen kun mere utrolig, for siden hvornår har hans todimensionelle eskapader i nyere tid været mere end bare noget nok kærkomment, men ultimativt nostalgisk tilbageskuende underholdning? Er det ikke snarere hans 3D-platformere, hvor han virkelig skinner? Til disse tvivlsspørgsmål svarer Super Mario Wonder noget så overbevisende, at man sagtens kan lære en gammel hund nye kunstner. Skønt essensen er gammelt nyt, har Nintendo skabt en platformer, der snarere end prøvet før først og fremmest emmer af personlighed. Så udtryksfuld, så kreativ, så vidunderligt uforudsigelig er denne personlighed, at du svinger mellem en tilstand af morskab eller overraskelse. Det hele er takket være nogle få, men sikre indgreb i den vante formular: en mere ekspressiv animation, som når fjenderne trækker brynene sammen i en vred grimasse, når Mario kommer for tæt på - og pludselig føles den gammelkendte færd mod forposten friskere, mere levende. Og hvis det ikke skulle være forfriskende nok, skal den level-transfigurerende Wonder-effekt nok gøre tricket. Alt i alt er Super Mario Wonder altså lidt af en bedrift. Nintendo gav sig selv det benspænd at lave et 'nyt' Mario-spil inden for 2D-formularens støvprustende metrik og kom på forunderlig vis i mål med bravur. Det er i hvert fald en af årets overraskelser.
Trods alt alligevel for bekendt?
Men er det nok til at gå hjem med hovedprisen til The Game Awards? Det fordrer nok en afklaring af et nok i sidste ende uløseligt og smagsbestemt spørgsmål, nemlig det ældgamle dilemma om, hvorvidt vi skal hædre godt håndværk eller nyskabelse. Super Mario Wonder er - trods de spritnye tilføjelser - mest af alt godt håndværk. Det nye giver det gamle en foryngende saltvandsindsprøjtning og får det gamle til at føles nyt, men nyt-nyt er det ikke. Hvis den brede gamer-offentlighed således mere end noget andet i år vil have godt gammeldags Nintendo-håndværk uden andre nye dikkedarer end hindbærsmagen, der lige giver flødebolleskummen et forfriskende, men ikke for svimlende nyt løft, så kan Mario ende som sejrherre den 8. december. Dertil må man heller ikke glemme, at 2023 også i filmverdenens regi har været et succesfuldt år for Mario, og hvem ved? Måske er mange af de utallige biografgængere blevet til tilfredse gamere, som så sidenhen har stemt til Marios fordel?