Det kunne måske lyde som en komsammen for den lokale hooliganklub, men i stedet var de fremmødte eliten af danske Gran Turismo spillere, og arrangementet første del af GT Academy konkurrencen hos Nordisk Film.
Fremmødt var 20 spillere fra hele det danske land, der hver havde kvalificeret sig ved at sætte rekordtider på den klassiske Silverstone racerbane, og derfor var konkurrencen naturligvis særdeles hård allerede fra det første heat.
Fire maskiner var stillet op med hver deres fladskærm, racersæde, rat og pedal. Konkurrencen startede ud med at hver spiller over tre omgange skulle sætte den bedst mulige tid, først på Silverstone og så bagefter på Suzuka.

Sådan ser danmarks eliten i Gran Turismo 5 ud.
En tidlig favorit var Christian Lundmand Jensen, en 22årig tilflytter til København, der ved at sætte den bedste tid forud for arrangementet, nød en smule ekstra opmærksomhed fra konkurrenterne, hver gang han satte sig til rette i racersædet.

Christian Lundmand Jensen, yderst i billedet, blev af mange set som favoritten til at vinde konkurrencen.
"Jeg har spillet Gran Turismo siden det første spil på PSone..." fortalte han, og kunne ligeledes fortælle at han havde været en af de første i Danmark som havde købt en Playstation 3. Cirka en måned, kunne Christian med et smil, fortælle han havde brugt på at øve sig på banen og sætte tiden der fik ham med til arrangementet. Mest imponerende for Christians vedkommende, var dog at træningen havde stået på mens han læste til eksamen og samtidigt passede et fuldtidsjob.
Christians dedikation og forkærlighed for Gran Turismo skulle da også vise sig at bringe ham helt til finalen, selvfølgelig med en smule brok fra besejrede modstandere, dog alt sammen mest for sjov.
Finalens andet sæde blev taget af Hans Henrik Christensen, der på sit fireogtyvende år havde taget turen fra Stenstrup på Sydfyn, for at tage konkurrencen op med resten af den danske Gran Turismo elite.
Hans Henrik kunne ligesom Christian, fortælle at også han var Formel 1 fan og i lang tid havde set Michael Schumacher som den største racerkører, et valg undertegnede på det kraftigste måtte protestere. Gran Turismo serien havde ligeledes været en favorit siden PSOne, og serien havde da også været en af grundene til at der var blevet investeret i en Playstation 3. Træningen til arrangementet var dog en smule anderledes for Hans Henrik end for Christian, og foruden at øve sig på konsollen kunne han også fortælle hvordan han for nylig var begyndt at køre gokart, hvilket han ikke udelukkede, havde hjulpet ham i spillet. Derfor opfordrede han også alle interesserede til at slå et smut forbi Søndersø Karting Klub.

Yderst til venstre ses Hans Henrik Christensen som endte med at vinde konkurrencen.
Med 18 besejrede modstander der dannede en halvcirkel om de to racerkører i hver deres racersæde, var der disket op til en særdeles spændene finale. Stemningen var rigtig god, og selvom der ganske givet var mange der var bitre over at de ikke kunne tage turen til Silverstone, var alles fokus på de to tilbageværende spillere og deres præstationer på den virtuelle asfalt.
Finalen levede til fulde op til dens potentiale, og da begge kørere lavede fejl undervejs skulle finalen, i bedste Hollywood stil, afgøres på den sidste omgang. Først i mål var Christian med en tid på 2.21.902, men da begge spillere ikke var startet på præcist samme tidspunkt, kunne Hans Henrik ganske få sekunder senere overgå ham med en omgangtid på 2.21.877, godt akkompagneret af et forløsende brøl fra publikummet.
Hans Henrik Christensen kan derfor nu rejse videre til Silverstone, hvor han med en uges forberedelsestid, skal forsøge at gøre nationen ære, ved at sætte en hurtigere banetid i en rigtig bil, end resten af vinderne fra de lokale mesterskaber i Europa.
Vi er naturligvis på pletten i England til at følge hele arrangementet, og hvordan det hele kommer til at forløbe vil du snarest mulig kunne læse her på Gamereactor.