Det er en interessant mission som danske Gearworks begiver sig ud på. De vil gerne skabe interesse blandt unge gamere for historiske begivenheder. Og de gør det på en anderledes og ganske vovet måde med Granatshock 1864 (Shellshock 1864). Her bydes der på blod, bandeord og to minispil.
Granatchok som begreb fandtes dog ikke i 1864. Der fandtes til gengæld granater, der som et af flere våben i et næsten ubegribeligt ødelæggende våbenarsenal, kunne give mennesker chok, de aldrig rystede af sig.
Årstallet 1864 refererer selvfølgelig til Slaget ved Dybbøl Mølle. Gearworks fortæller selv at samtidige og efterfølgende fotos, tegninger, levn, malerier og beretninger fra slagmarken ved Dybbøl har været styrende for både spilfortælling, grafik og gameplay i demoen til Granatchok 1864. De har desuden gravet dybt i diverse overbliksgivende fremstillinger af begivenhederne.
Spillets manuskriptforfatter, Esben Kjær Ravn, og grafiker, Mikkel Maltesen, er begge uddannede historikere, og de har trukket på et bredt udsnit af ekspertisen i deres faglige netværk fra især Aarhus Universitet.
Resultatet er en gratis tur gennem krigens rædsler, der byder på flotte stiliserede tegninger og to minispil, hvor man henholdsvis skal lade kanoner for at meje fremadstormende prøjsere ned eller flygte fra selvsamme. Om det sidste minispil fortæller Gearworks:
"At man reelt set ikke kender de militære detaljer ret godt for, hvad der helt konkret skete under kampene efter skansernes fald, skyldes det enorme kaos, som fulgte efter den overrumplende storm. Sikkert og vidst er det, at der var voldsomme kampe ved Møllen, indtil også den faldt bajonet mod bajonet. Løbespillet reflekterer således nogle af soldaternes, både prøjsiske og danske, beskrivelse af at de blot spænede af sted og dårligt nok vidste i hvilken retning, eller hvem, der var ven eller fjende, alt imens venlige som fjendtlige granater og kugler fløj om ørene på dem."

I spildemoen oplever du stormen på Dybbøls skanser om formiddagen den 18. april 1864 gennem hovedpersonen Jens' øjne. Den 18-årige Jens opdager indledningsvis, at hans bedste ven og nærmeste overordnede, den to år ældre Janussen, er blevet vanvittig som følge af deres fælles krigsoplevelser. Jens og Janussen har kendt hinanden siden barndommen, da Jens' far altid har været ansat på den gård, som Janussens far ejer. Det meste af historien er fastlagt udenom spillet og mulig at bruge i undervisningen, når først eleverne er grebet af historien. Resten leveres gennem dansk stemmeskuespil og nogle få vælg-selv-handlingen-beslutninger i spillet.
Det er altid spændende at se læring i spil blive grebet anderledes an, og Gearworks forsøger bestemt at gå nye veje med en stil og stemning, der nok skal tiltrække gamere, og forhåbentlig lægge op til debat i skoletimen.

Granatshock 1864 kan spilles direkte i ens browser på Shellshock1864.com eller hentes til iPad ganske gratis.
