Harry Potter og Dødsregalierne - del 2.

Mens de hardcore-fans med tegnede lyn i panden hulker stille i biografen, da billedet fader til sort, ender en periode på 10 år hvor filmverdenen har været domineret af Harry Potter. Afskeden er en smule vemodig, jeg var 10 da den første film udkom og har mere eller mindre fulgt Potters udvikling i løbet af filmene. Men nu er det endegyldigt slut, og det er hermed min pligt som anmelder at bedømme, hvorvidt afskeden med The Boy Who Lived er vellykket i Harry Potter og Dødsregalierne Del 2.

Som det indikeres klart og tydeligt i navnet er det her anden halvdel af filmatiseringen af Dødsregalierne-bogen. Handlingen starter næsten på sekundet hvor første halvdel slap og der er ingen kære mor i form af hurtige resumeer. Harry, Ron og Hermione er stadig på jagt efter Horcruxerne, fragmenterne af Voldemorts sjæl, i håbet om at kunne besejre ham. Imens når Voldemorts kræfter sit klimaks, da han får fat på Oldstaven og begynder forberedelserne til belejringen af Hogwarts.

Det mest fantastiske ved Harry Potter filmene er faktisk ikke historien, hvis du har været vaks nok og læst bøgerne, har du lang tid i forvejen vidst hvad der ville ske. I stedet er det rollebesætningen. Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint som henholdsvis Harry, Hermione og Ron er limen, der har holdt hele serien sammen. De var ganske vist børn da de startede (og havde stadig meget at lære om skuespil), men jeg er overbevist om at grunden til Harry Potter filmene har haft den succes, de så tydeligvis har haft, er fordi vi kunne følge med i deres opvækst. Oven i det kommer resten af ensemblet, der består af de allerbedste britiske skuespillere, Michael Gambon som Dumbledore, Maggie Smith som Mcgonagall og Alan Rickman som Snape. Det grænser til det mirakuløse hvor flot de har kunnet puste nyt liv i den samme rolle i et helt årti.

Et problem som Dødsregalierne Del 2 plages af, i funktion af at være den sidste i en serie på otte film, er at der er SÅ meget man skal huske. Jeg har læst alle bøgerne og havde stadig problemer med at få visse ting med. Der gøres et rimelig elegant forsøg på at binde ting sammen og samtidig huske én på vigtige detaljer, men du skal virkelig have styr på din viden om serien hvis du vil have en chance for at følge med.

En anden ting, man skal være forberedt på, er at der her er tale om en hårdtpumpet actionfilm. Efter en stille intro åbnes der op for sluserne, og de resterende 2 timer er vilde troldmandsdueller, drager og vildt mange dødsfald. Det er slet ikke et minus, actionscenerne er rigtig underholdende, og i sidste ende har 7 film fyldt med karakterudvikling ledt til dette punkt. Serien har fortjent at gå ud med et crescendo.

Jeg kan godt lide Harry Potter og Dødsregalierne Del 2, jeg kan faktisk rigtig godt lide den. Nogle af de scener, jeg har glædet mig mest til at se filmatiseret, udføres virkelig flot, og under special-effects spektaklet er der også tid til at føle en knugende fornemmelse i maven, da det går op for én, at det her er sidste gang vi ser Harry Potter drage ud på eventyr.

Der er dog en byrde, som filmen har været tvunget til at tage direkte fra bogen, og det er slutningen. Slutningen er i sidste ende den vigtigste del af en historie, og den bliver mere og mere vigtig desto længere handlingen strækker sig. Jo længere du strækker din handling, des mere forventer man af din slutning, fordi den på den ene eller anden måde skal fungere som en homogen enhed der komplimenterer handlingen. Det gør den her slutning ikke. Det er en smagssag, og der findes sikkert argumenter for, hvorfor den lige præcis er den rigtige slutning alligevel, men jeg bryder mig personligt ikke om den.

Det holder ikke Dødsregalierne Del 2 fra at være en bombastisk finale på én af de største filmfænomener nogensinde.

Du har sikkert for længst besluttet dig for om du skal se den eller ej. Hvis du har, så bare rolig, du bliver ikke skuffet, den er rigtig god.