Dansk
Gamereactor
artikler
Gerda: A Flame in Winter

Helliger midlet altid målet? Gerda: A Flame in Winter - Liva's Story sætter krigens dilemmaer på spidsen

Instruktøren af Gerda: A Flame in Winter fortæller os om DLC'en Liva's Story, hvor du skal lede din egen modstandsgruppe under Besættelsen.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det danskudviklede Gerda: A Flame in Winter var en af sidste års store positive overraskelser. Her fik vi en fortælling sat under Anden Verdenskrig, der, for en gangs skyld, hverken var sort/hvid eller klistret til i blod og eksplosioner. Samtidig formåede udviklerne fra PortaPlay (der siden har skiftet navnet til Bird Island) også at designe et intenst RPG-system, der ganske vidst ikke var fyldt med mekanikker, men stadig krævede, at du som hovedpersonen Gerda udnyttede hver en ressource - mental som fysisk - for at slippe helskindet igennem.

Tidligere i år udgav udvikleren en stor DLC kaldet Liva's Story. Her følger vi modstandskvinden Liva, der af tragiske årsager tvinges til at forlade hovedstadsområdet, da hendes modstandsgruppe infiltreres. Liva og hendes kammerater drager til Sønderjylland, nærmere bestemt den lille stationsby Tinglev, hvor de forsøger at styrke den lokale modstandsbevægelse og samtidig få hævn over manden, der forrådte dem.

Gerda: A Flame in Winter

Ifølge Hans von Knut Skovfoged, som er Game Director på spillet, udspringer udvidelsen først og fremmest af et ønske om at udforske spillets univers yderligere. For selvom Tinglev, dengang som nu, ikke har meget mere end et par tusinde indbyggere, så byen scene for dramatiske begivenheder under Besættelsen, forklarer spilinstruktøren: "Tinglev var en lille flække, men samtidig et hotspot for togtrafik, og der skete rigtig meget togsabotage i område. Der var også rigtig mange dobbeltagenter, rigtig meget optrevling af modstandsgrupper i Jylland."

Dette er en annonce:

Hvor lokationen altså fra starten af lå fast, forholdt det sig anderledes med hovedpersonen, afslører Hans von Knut Skovfoged. Grundspillet havde nemlig et stort persongalleri, og mange karakterer pressede sig på. "Der var benhård konkurrence mellem... Liva selvfølgelig, drengen Heinrich [søn af en Gestapo-officer], den jødiske mors datter, og så vores allesammen yndlings gavtyv, sortmarkedssoldaten Reinhardt. De var alle sammen nogle, som vi gerne ville tage fat på."

Gerda: A Flame in WinterGerda: A Flame in Winter

At valget i sidste ende faldt på Liva skyldtes først og fremmest den store kontrast mellem hende og Gerda. Gerda er en stille og afdæmpet skikkelse, hvis mange bekendtskaber i lokalsamfundet, stiller hende i flere dilemmaer. Liva derimod er en frembrusende storbyspige, der absolut ikke tøver med at sætte sig igennem. En stålsat kommunist, hvis moralske kompas altid peger mod Moskva, selvom nålen begynder at vakle en smule, som den retfærdige kamp begynder at kræve sine ofre.

"Der hvor spændingen kommer ind i Livas historie er, hvordan man balancerer aktiv modstandskamp med humanitet. Hvor går grænsen mellem at kæmpe, og at hævne? Hovedspillet handler om, hvorvidt man kan løse voldelige konflikter med ikkevoldelige midler, og hvad ulempen er ved det. DLC'en handler mere om, hvor langt du villig til at strække dig for at kæmpe for det, som du tror på," forklarer Hans von Knut Skovfoged.

Dette er en annonce:
Gerda: A Flame in Winter

Forholdsvis kort efter ankomsten til Tinglev får gruppen til opgave at stjæle nogle papirer på det lokale Gestapo-hovedkvarter. Undervejs præsenteres man for muligheden for at i stedet at hjælpe en indespærret lokal med at undslippe på bekostning af ens egentlige mission. Jeg valgte at springe den lokale til hjælp, for det her jo det vi typisk belønnes for i spil. Men min heroiske handling viste sig at få ret så slemme følger senere i spillet. Spillet selv løfter ikke den moralske pegefinger, og nogle gange kan det betale sig at være fej eller kynisk. En lektion jeg førte ud i livet, da jeg senere likviderede en informant, selvom han lovede at holde mund.

"Det, som hele spillet handler om er, at når der er krig, kan du ikke komme ud uden at få beskidte hænder. Du kan aldrig få alt til at lykkes 100 procent perfekt i den virkelige verden. Og det vil vi godt forsøge at afspejle i spillet. Vi var utroligt inspireret af spil som Fallout, Divinity og This War of Mine, fordi vi vil godt pointere, at alle valg har konsekvenser," fortæller Hans von Knut Skovfoged, da jeg spørger ind til spillets svære valg.

Den etiske kompleksitet øges af, at medlemmer i din modstandsgruppe alle har forskellige synspunkter. Anders, Gerdas mand, er mere pacifistisk anlagt, mens hans ven Peter, mener at målet helligheder midlet. Og kammeraterne fra København har også deres egne agendaer, på trods af at de grundlæggende deler Livas kommunistiske ideologi og indædte had til nazisterne. Det er derfor en svær opgave at holde sammen på den lille gruppe, som da også faldt fra hinanden ved slutningen af min gennemspilning.

Gerda: A Flame in WinterGerda: A Flame in Winter

Hans von Knut Skovfoged forsikrer, at man rent faktisk kan opnå noget, der minder om en "lykkelig" slutning. Men uanset hvordan Livas fortælling ender for dig, ja, så er det foreløbig slutningen på Gerda: A Flamer in Winter. Selvom spilinstruktøren kan afsløre, at der er planer om at bringe spillet til andre platforme (end Switch og PC), så er der "ikke nogen konkrete tanker om en Gerda 2." Det betyder dog langt fra, at Bird Island er færdige med historisk inspirerede spil: "Lige nu har vi faktisk en ny titel i produktion, som på samme måder behandler seriøse emner, men som ikke er helt lige så historisk korrekt. Så mange kan sige, generelt så arbejder vi primært med de seriøse emner og fortællinger, der har paralleller til ting, der sker i verden."

Relaterede tekster

1
Gerda: A Flame in WinterScore

Gerda: A Flame in Winter

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

Selvom vi befinder os langt fra de berømte kamppladser som Normandiet og Stalingrad, leverer nyt dansk spil alligevel en gribende fortælling sat under Anden Verdenskrig.



Indlæser mere indhold