Her er alt du skal vide om Opening Night Live i aften
Showet byder på store afsløringer, og muligvis en overraskelse eller to!
I aften retter hele spilverdenen igen blikket mod Köln, når Geoff Keighley traditionen tro åbner Gamescom med Opening Night Live. Gamereactor er naturligvis til stede på messegulvet, og vil i dagene der kommer bringe jer interviews og previews, men naturligvis er det dette show der sparker det hele i gang. Traditionelt set er Opening Night Live det svagere blandt de tre shows Keighley og kompagni bringer os hvert år, men hvad kan vi forvente, og hvordan ser du med?
Aftenen starter med et kort pre-show klokken 19:30, inden selve hovedshowet går i gang klokken 20:00 dansk tid. Begivenheden kan følges live via Gamescoms officielle YouTube- og Twitch-kanaler samt The Game Awards' egne streams. Showet forventes at køre i cirka to timer.
Vi kan spekulere, naturligvis, men der er også ting og sager vi allerede ved vil dukke frem fra gemmerne. Activision rejser for alvor scenetæppet på Call of Duty: Black Ops 7, som får sin første store præsentation på scenen. Capcom har også lovet nyt gameplay fra Resident Evil Requiem, mens Team Ninja og PlatinumGames viser, hvordan de har pustet nyt liv i den ikoniske serie med Ninja Gaiden 4.
Gyserfans kan glæde sig til et kig på Silent Hill f, mens rollespilsentusiaster får en eksklusiv forsmag på The Outer Worlds 2. Dertil kommer Lords of the Fallen 2, Daemon X Machina: Titanic Scion, Phantom Blade Zero, Ghost of Yōtei, og en ny trailer til Honor of Kings: World. Blizzard har allerede bekræftet, at World of Warcraft: Midnight vil få sin store introduktion i form af en ny cinematic, og rygterne peger på, at vi også kan forvente gameplay-nyt.
Se, det er en masse titler vi ved en del om i forvejen, men der er nok også plads til en overraskelse eller to, og her skal vi over i det mere spekulative hjørne.
Blandt de titler, fans mest håber på at se, er naturligvis det evigt ventede Hollow Knight: Silksong, der ofte nævnes, men aldrig materialiserer sig. Desuden har Keighley et stærkt samarbejde med Hideo Kojima, som selvfølgelig kunne fremvise mere fra det kommende OD, men det synes usandsynligt at han ville være her i Köln lige nu. Dertil kommer titler der mangler konkret nyt, men burde være på stepperne, såsom Judas, og måske Crimson Desert endelig får en udgivelsesdato.
Lige meget hvad kickstartes en vild messe i dag med Opening Night Live, og du kan følge det hele via vores underside.
Hvad håber du på at se?

