Hvorimod årets digitale Gamescom-messe nok ikke helt forløber som andre år, med en konstant overflod af nye trailere, nyheder, interviews og kommenterede gameplay-præsentationer, så åbnede denne særlige udgave af den tyske messe dog med et brag som altid, for igen indtog Geoff Keighley en scene, dog en virtuel en af slagsen, og havde tonsvis af store nyheder med.
Showet var velsammensat, og bød på nyt fra næsten samtlige store udgivere i spilbranchen. Jo, de fleste af nyhederne vidste vi lidt om i forvejen, men det korte og det lange er, at der var lidt for enhver smag.
Men samtidig var det en lidt overvældende omgang, og det kan jo være svært at holde styr på det hele. Derfor finder du herunder en oversigt over alle overskrifterne fra gårsdagens præsentation.
Ratchet & Clank: Rift Apart får syv minutters gameplay
Ja, det her var nok præsentationens store øjeblik, at se next-gen gameplay fra et af PlayStation 5-konsollens kommende førstepartstitler. Der blev fremvist interdimensionelle rejser, flot grafik og hæsblæsende kampe, og du kan se herunder hvordan spillet tager sig ud.
Medal of Honor: Above and Beyond får udgivelsesvindue og trailer
Respawn Entertainment havde i forvejen lovet os et kig på deres kommende VR-spil, Medal of Honor: Above and Beyond, der produceres eksklusivt til Oculus-headsets, altså Quest og de diverse Rifts.
Traileren lover dog en virkelig indlevelsesrig spiloplevelse, og vi glæder os så sandelig til at spille det senere på året.
Doom Eternals første udvidelse får en udgivelsesdato
Doom Eternal er et af årets helt store højdepunkter, og nu udvides spillet meget snart med det første af i alt to kapitler, der samlet set har fået navnet "The Ancient Gods". Udvidelsen fortsætter historien fra hovedspillet, og den første del har desuden fået en udgivelsesdato - d. 20 oktober.
12 Minutes har nu et imponerende cast
Nej, vi fik ikke nogen udgivelsesdato på 12 Minutes, der ambitiøse indie-spil, der for noget tid siden fangede manges opmærksomhed, men sin imponerende Groundhog Day-agtige opsætning. Den nye trailer afslører dog, at Willem Dafoe, James McAvoy og Daisey Ridley er stemmerne bag karaktererne, og det er på egen hånd ret vildt.
Little Nightmares 2 ser fantastisk ud i ny trailer
Little Nightmares 2 er et af de der spil der allerede er blevet afsløret, men indtil i går aftes havde vi faktisk glemt alt om det. Men Tarsier har brugt tiden godt, for spillet ser ganske enkelt fænomenalt ud i den seneste trailer, der er tung på uhygge, på co-op og på stemning. Spillet udkommer i øvrigt d. 11 februar.
Bioware snakker endelig mere om Dragon Age 4
Bioware løftede sløret for Dragon Age 4 ved Game Awards i 2018, og siden da har vi kun set et enkelt billede eller to via EA's pressevisning tilbage i juni. Men heldigvis fik vi lidt mere information via en præsentation ved Opening Night Live. Der er både concept art, små bidder af in-engine demoer og meget mere i videoen herunder. Dog er det ret tydeligt, at spillet endnu ikke er synderligt langt inde i produktionen.
Mellemscene fra Call of Duty: Black Ops Cold War imponerer
Showet i går blev sparket igang med bravur, for Activision og Treyarch er nu i fuld gang med at promovere årets Call of Duty-spil, som vi nu ved hedder Call of Duty: Black Ops Cold War. Der var intet gameplay at se, men vi fik dog en forsmag på hvordan mellemscenerne tager sig ud, og de er ret flotte, tilsyneladende.
World of Warcraft: Shadowlands får udgivelsesdato
Spiller du stadig World of Warcraft? Hvis det er et rungende ja, så har du nok ventet spændt på den næste store udvidelse til spillet, Shadowlands, der står til at gennemføre gennemgribende ændringer til spillets kernedesign. Under showet fik vi både en forsmag på den animerede serie, der akkompagnerer udvidelsen, samt en udgivelsesdato - d. 27 oktober.
Naturligvis var der andre afsløringer under selve Opening Night Live, og herunder kan du finde et replay af vores livestream fra i går. Desuden kan du følge med i Gamescom via vores dedikerede underside.
