Året er snart gået, og det er tid til at finde høtyvene frem, for nu er det tid til at fremhæve personlige favoritter blandt titlerne fra 2022s film. De forekommer i uspecificeret rækkefølge, eftersom de hver især huser et særligt sted i mit hjerte.
Licorice Pizza
Licorice Pizza er en morsom og afslappende fortælling, skrevet og instrueret af Paul Thomas Anderson (There Will Be Blood, Boogie Nights) med Alana Haim (fra søsterbandet af samme navn) og Cooper Hoffman (Philip Seymour Hoffmans søn) i hovedrollerne i deres begges filmdebut. Filmens plot er let opsummeret; en 15-årig hurtigtalende knægt falder for en 25-årig ung kvinde, der endnu ikke har styr på sit liv.
Licorice Pizza indeholder udover en letfordøjelig præmis og charmerende hovedroller et hav af glorificerede cameos fra bl.a. Bradley Cooper, Sean Penn og Tom Waits. Filmens karakterer er baserede på virkelige personer, fortællinger og rygter fra Hollywoods vugge, og mens plottet er centreret om de førnævnte to unge mennesker i en personlig romantisk komisk fortælling, er det især birollerne, der stjæler filmen. Flere scener i denne film gør indtryk og har indtaget en evig plads i mit hjerte i højere grad end nogen anden film, jeg har set de sidste mange år. Filmen er tætpakket med velskrevet dialog og skæve personligheder, og er det er vanskeligt ikke at tro, at fortællingen har et ben i fiktion og et andet i virkelighed. Licorice Pizza er en sand coming of age-film, der fungerer på mange planer og absolut må opleves, uanset om man er en kynisk gammel mand, der længes efter fortiden og har svært ved at smile, eller endnu har sin ungdom til gode.
The Batman
Karakteren får i sin 13. live-action film mulighed for både at bryde med fortidens fortolkninger og samtid ikke at gøre noget nyt. Filmen, der har Robert Pattinson som titelkarakteren, udforsker en forpint og ung Batman, hvor der især bruges tid på manden bag masken, Bruce Wayne, hvilket for første gang ikke føles som en forceret nødvendighed. En af grundene til, at mange tiltrækkes af The Caped Crusader, har altid været, at Batman ikke var alteregoet, men Bruce Wayne derimod var masken, han bar i dagtimerne. Emnet har været udforsket i tegneserierne i mange år og i enkelte animerede episoder, men dualiteten mellem superhelt og traumatiseret menneske har aldrig stået skarpere på det store lærred.
Filmen, med den hidtil mest uinspirerede titel i serien, er instrueret af Matt Reeves (Let Me In, Cloverfield) og fokuserer på Batmans tidlige år i Gotham, før han endnu blev DC Comics' bedste detektiv og endnu er fejlbarlig. Det er en yngre, mindre poleret version af karakteren, end vi kender fra Snyder eller Nolan, og filmen ligner i højere grad tegneserierne, som mange af os er vokset op med. Det er vanskeligt at sammenligne filmen med The Dark Knight, der naturligvis bringes op hver gang, man snakker Batman, men ligesom Joaquin Phoenix formåede at gøre Jokerrollen til sin egen efter Heath Ledgers perfektion, er det tydeligt, at der er uendeligt meget uudforsket at gøre med karakteren. Der er i The Batman ikke forsøgt at hoppe på superheltebølgen og lave den nyeste version i en lang række af tidligere forsøg, men i stedet er der forsøgt at lave en detektivthriller med superhelteelementer. Det er sandsynligvis grundet castingen af filmens skurk, The Riddler, der portrætteres af Paul Dano, men det er svært ikke at sammenligne filmen med Zodiac (2007), hvilket er stor ros indenfor genren. Desværre mangler filmen nok ledetråde spredt igennem sig, til at man ved anden eller tredje gensyn selv kan regne foran, men det ville også være synd at overhale Batman.
Everything Everywhere All at Once
Som man måske allerede kan fornemme ud fra titlen, er Everything Everywhere All at Once et absurd komediedrama, der udforsker parallelle universer og alternative versioner af sig selv. Filmen er skrevet og instrueret af Daniel Kwan og Daniel Scheinert (der er kollektivt kendt som Daniels) og produceret af Anthony og Joe Russo (brødrene bag de største Marveltitler). Det er en rutsjebane fra start til slut og er vanskelig at glemme.
Plottet omhandler en kinesisk-amerikansk immigrant spillet af Michelle Yeoh (Tomorrow Never Dies, Crouching Tiger, Hidden Dragon), hvis økonomi bliver revideret af IRS. Hun opdager, at hun kan få adgang til andre versioner af sig selv fra parallelle universer. Det er en film, der er utrolig vanskelig at beskrive og for mange kom ud af det blå. Den har ikke været markedsført på samme måde som superheltefilm eller andre store franchises, men har i høj grad levet på personlige anbefalinger. Er man til anderledes fortællinger med et filosofisk element, er denne årets must-see.
Udover de ovenstående tre titler er der naturligvis et hav af andre film fra året, der ligeledes fortjener at blive fremhævet. Herunder er The Northman og The Unbearable Weight of Massive Talent vanskelige at undlade, og jeg forventer et par bud fra jer af oversete titler. Jeg selv var en tand skuffet over årets udvalg af Marvelfilm, herunder Thor: Love and Thunder samt Doctor Strange in the Multiverse of Madness, og jeg har endnu flere skamfulde titler på watchlisten, eksempelvis Glass Onion, Top Gun: Maverick og Black Panther 2, jeg skyldigt må erkende endnu ikke at have nået. Af alle årets titler er jeg dog især skuffet over ikke at have haft adgang til The Banshees of Inishiran, eftersom det var den meste ventede titel for mig. Jeg venter spændt på en tidlig biografadgang i 2023.