Denne artikel er baseret udelukkende på de første seks episoder af den kommende Watchmen-serie på HBO. Du kommer til at finde en fuld anmeldelse af den komplette sæson, der kommer til at bestå af ni episoder.
At følge i Alan Moores fodspor, og lave en efterfølger til den originale Watchmen-tegneserie må siges at være modigt, og det er heller ikke uden relativt stor risiko heller. Zack Snyders film fra 2009 skabte røre blandt fans af den originale tegneserie, og særligt de små ændringerne der blev introduceret til selve historien vækker stadig debat og røre den dag i dag.
Så når skaberen bag Lost og The Leftovers afslører at han vil lave en direkte efterfølger? Ja, så er fanden løs i Laksegade. Men det er præcis hvad de har gjort, og der er ikke bare tale om en efterfølger i den forstand at vi rent kronologisk befinder os mange år efter tegneseriens begivenheder, men at dette også er en tematisk fortsættelse af originalens koncepter og ideer.
Dermed kan vi vist også roligt slå fast, at det at have basal kendskab til universet generelt, samt plottets bredeste penselstrøg, må siges at være absolut nødvendigt - ellers kommer du til at sidde tilbage med en masse spørgsmål - eller det gør du nok lidt alligevel.
Men, så vidt muligt uden at spoile. Vores historie finder sted i Tulsa, Oklahoma mange år efter tegneseriens begivenheder, hvor politiet samarbejder med en række maskerede helte. Dette sker primært på grund af den trussel som "The Seventh Cavalry" udgør, en hvid nationalistisk milits der få år forinden stormede ind i over 40 politikfolks hjem, og slog mange af dem ihjel. Netop derfor går almindelige politikfolk også med masker, og deres erhverv er sågar hemmeligt.
Det er kampen imod The Seventh Cavalry der spiller en central rolle i Watchmen, og her introduceres vi for vor nye maskerede hævnere, nemlig Looking Glass, Sister Night og Red Scare. Senere genintroduceres vi også for en række gamle kendinge, blandt andet Ozymandias og Silk Spectre (II). Alligevel sættes scenen til en relativt separat historie, som benytter sig af nogle af de samme centrale tematikker, men som gør en dyd ud af kun perifært, om ikke andet i starten, at ligge sig op af det generelle Watchmen-univers. Dog er det, som sagt, fortsat nødvendigt at læse tegenserien for at forstå nogle af dette alternative univers' små quirks.
De små quirks er dog også hvad der gør Watchmen, både tegneserien, Zack Snyders film og denne HBO-serie til noget ganske unikt. Alan Moore formåede dengang at danne rammerne om et univers, som var helt og aldeles forrykt, og samtidig troværdigt, en ganske særlig præstation for en tegneserie, og heldigvis fortsætter denne milde overdrevenhed her.
Robert Redford er præsident, det regner med babyblæksprutter og politiet har et rumskib - ja, der er skruet op til 11 på nogle meget specifikke parametre, men på helt andre er nogle af temaerne og udfordringerne vores helte står overfor helt igennem relaterbare, og netop igennem denne hypervirkelighedslinse ser vi disse problematikker kun endnu skarpere.
Selvom det stadig handler om helte, om ansvar, om forklædt identitet, så handler Watchmen på HBO også om had, og om den spænding imellem sorte og hvide som USA både har oplevet, og fortsat oplever i dag. Serien er ikke bange for at sætte situationer op der illustrerer disse dybt rodfæstede problemer, men den gør det aldrig på en følelsesmæssigt afstumpet måde.
Det hjælpes desuden på vej af nogle ganske fantastiske præstationer, blandt af Tim Blake Nelson, der sidst udmærkede sig som Buster Scruggs Joel og Ethan Coens The Ballad of Buster Scruggs, samt Regina King som Sister Night, Don Johnson som politichef Judd Crawford og Jeremy Irons som Ozymandias.
Denne verden er brutal, fyldt til renden med kompromisser og hårde beslutninger, og det ved vores karakterer godt. Netop derfor er der ikke behov for nogen kynisk indsat komik, eller et lille ordspil for at lette lidt på stemningen. Faktisk er Watchmen helt og aldeles opslugt af sin egen mytologi, og har derfor absolut ingen tid til platte vittigheder for at fastholde interessen. Faktisk står det klart relativt hurtigt, at det i det Damon Lindelof sætter i gear, så kører bussen, om du så er klar eller ej.
Hvad du dog måske kommer til at mangle lidt er den ikoniske scenografi, som var med til at gøre Watchmen til sådan en ikonisk størrelse. Tulsa giver ikke anlæg til samme storbymelankoli, og i stedet for regnfyldte gader er der trailerparks, mennesketomme gader og brede landeveje. Storbyen er ikke afgørende for intensiteten, men det er med til at gøre Watchmen til det det er, og efter seks afsnit må jeg indrømme at jeg mangler lidt den pompøse opsætning, de sprællende pangfarver - den visuelle overdådighed som Zack Snyder i det mindste formåede at introducere.
Watchmen på HBO er upåklageligt skudt, og vidunderligt sammensat, men i forsøget på at kreere et lidt mere realistisk udtryk, så er lidt af gløden gået af. Dog kan denne naturligvis genindfinde sig senere tættere på sæsonafslutningen.
Men det er sådan set den eneste finger jeg kan sætte efter at have set de første seks afsnit af den første sæson af Watchmen, og lad os bare sige at alle fans af tegneserien virkelig har noget at se frem til d. 21 oktober.