Uncharted, Sonic the Hedgehog 2 og den kommende serie The Last of Us. I øjeblikket er det spilbranchen, der leverer kreativt brænde til Hollywood. Men i mange år løb den kreative kilde i modsat retning. Utallige spil baseret på de seneste action- og familiefilm blev i al hast pumpet ud til premieredagen, og ofte var de ganske rædderlige. Eller var de? Det ser vi en smule nærmere på i denne artikel i to dele om filmspillets historie. Du kan læse første del her.
Foråret 2005. Reklameskilte er klistret til i lyssværd og rumskibe, og man kan ikke åbne en pakke cornflakes, uden der vælter plastikfigurer ud af Yoda, Obi-Wan og Anakin Skywalker. Den sidste del af George Lucas' prequel-trilogi er på vej, og selvom de foregående to kapitler har været kontroversielle, er forventningerne så store til Star Wars: Revenge of the Sith, at filmen ganske ekstraordinært kaster hele to licensspil af sig. Det første, udviklet af The Collective, ender som forventeligt med hurtigt at gå i glemmebogen. Anderledes forholder det sig med LEGO Star Wars, der udkommer et par måneder før premieredagen i maj.
Det simple actionspil bliver en bragende succes, og allerede året efter udkommer en efterfølger, LEGO Star Wars: The Original Saga. Herefter går det stærkt, og LEGO-versioner af Indiana Jones, Batman, Harry Potter, Ringenes Herre, Marvels Avengers og mange, mange flere store licenser rammer markedet i løbet af det følgende årti. Bag spillene står britiske Traveller's Tales, og de har tilsyneladende fundet en unik opskrift. For selvom markedet nærmest drukner i LEGO-spil, formår de alle sammen at flyde kommercielt ovenpå.
I første del af denne artikelserie kom vi ind på, at de før så udbredte licensspil, der udkom som tie-ins til store biograffilm, så småt var begyndt at løbe ind i problemer op gennem 00'erne. De primære årsager var, at udviklingstiden simpelthen var for kort og ressourcerne for knappe til at kunne konkurrere mod dedikerede spilserier som Mario, GTA og Ratchet & Clank (for nu at nævne nogle urimeligt hårde konkurrenter). Men på kløgtig, og måske også lidt tilfældig vis, formåede Traveller's Tales at undgå stort set alle faldgruberne.
LEGO-spillene er fyldt med finurlige detaljer og er langt mere gennemførte end de fleste licensspil. Men takket være legoklodserne og minifigurernes firkantede og simple design egner de sig glimrende til konverteringer på tværs af platforme med vidt forskellige ydeevne som Xbox 360 og Nintendo Wii. Traveller's Tales behøver heller ikke at genopfinde den dybe tallerken hver gang, en ny stor film kom ud. I stedet kan de blot bygge videre på det eksisterende fundament - en klods ad gangen - hvilket gør dem i stand til at levere store spil fyldt med indhold på ganske kort tid.
Ganske rigtigt har LEGO-spillene deres mangler. Kreativt går serien hurtigt bankerot, og har du spillet blot et enkelt eller to, ja, så har du reelt set spillet dem alle. Kampene er utroligt simple, og spillets "gåder" er ofte mere et spørgsmål om at smadre alt i miljøet, end rent faktisk at tænke sig til løsningen. Alt dette opvejes dog af spillenes brede appel. Forældre eller ældre søskende kan grine af de sjove filmreferencer og assistere med de logiske udfordringer, mens at børnene kan blive underholdt af den meget falden-på-halen humor og det simple gameplay.
Resultatet bliver noget så sjældent som en konvertering fra film til spil, der rent faktisk byder på mere værdi, end de fleste titler baseret på originale IP'er og med betydeligt længere udviklingstid. Men her er LEGO-spillene også helt unikke. Filmspil, efter den fænomenale succes med Lego Star Ward, kan lidt simpelt deles op i to kategorier, to separate veje, der førte til vidt forskellige destinationer. Selvom LEGO-spillene til sidst led en smule af metaltræthed, så var formularen gylden. Den anden slags licensspil var derimod på katastrofekurs.
Spoler vi igen tiden en ti, femten år tilbage, så udkommer der stadig en utrolig mængde licenspil. Men de er nu næsten udelukkende rettet mod børn (samt deres intetanende bedsteforældre) og udkommer primært til Nintendo Wii og DS, der begge har en overvægt af yngre brugere. Og langsomt begynder også dette segment at død ud, som Nintendos næste konsoller, WiiU og 3DS, taber store markedsandele til de fremadstormende tablets og mobilenheder.
For spil rettet mod traditionelle gamere, går det endnu værre. En af de sidste store licensaftaler omkring tie-in filmspil indgås mellem Sega og Marvel Studios tilbage i 2007. Det første spil er baseret på hitfilmen Iron-Man med Robert Downey Jr. i hovedrollen, der som bekendt bliver startskuddet på det yderst lukrative Marvel Cinematic Universe. Spillet opnår dog noget mindre succes for at sige det pænt. Faktisk ender Iron-Man - altså spillet til Nintendo DS, PlayStation 2, PlayStation 3, Wii, Xbox 360, PSP og PC! - med at blive en dundrende fiasko.
De efterfølgende tre spil (The Incredible Hulk, Iron-Man 2 og Thor: God of Thunder) klarer sig ikke meget bedre. Men det er alligevel det femte og sidste spil omfattet af aftalen, Captain America: Super Soldier fra 2011, der bedst illustrerer filmspillets triste skæbne.
Captain America: Super Soldier har vist nok kigget Batman: Arkham Asylum over skulderen. Derfor vandrer Kaptajnen rundt og slår skurke ned på overdreven koreografisk maner, mens han udforsker en gotisk borg fyldt med fælder og forhindringer. Selvom det hele er en smule mere kluntet end i den glimrende inspirationskilde, så har udvikleren tydeligvis gjort sig umage og tænkt grundigt over, hvordan man kan forvandle den lidt stive helt til en spændende spilkarakte. Hans ikoniske skjold bliver endda, på kløgtig vis, anvendt til både nærkamp, blokering af fjenders skud og som en slags ultrapræcis frisbee.
Bag spillet står Next Level Games, og det canadiske studie er utvivlsomt yderst talentfulde. Det fik vi senest at se med det glimrende Luigi's Mansion 3 fra 2019. Og Captain America: Super Soldier er da også et næsten utroligt spil. Hvis man tager omstændighederne i betragtning, vel at mærke. Men man kan naturligvis ikke forvente, at forbrugerne og kritikerne sænker deres forventninger, bare fordi udviklerne har haft en stram deadline og en række produktionsmæssige benspænd. Derfor ender spillet da også med at klare sig præcist så middelmådigt som forventet, på trods af den dygtige udvikleres kompetente arbejdsindsats.
Når selv ikke de bedst mulige omstændigheder kan resultere i et succesfuldt filmspil, ser det sort ud, og udover de førnævnte LEGO-spil har vi stort set ikke fået nogen tie-ins siden lanceringen af PS4 og Xbox One tilbage i 2013. Nu om dage er der faktisk flere film og serier baseret på spil, end den anden vej rundt. Heri finder vi nok også en anden vigtig årsag til filmspillets uddøen. Spil har nu lige så meget narrativt gods som Hollywood-film, og branchens største "brands" som Grand Theft Auto og Assassin's Creed vækker næsten lige så meget genkendelse som de mest populære filmserier.
Er alt håb så ude, for os der elsker gode (eller dårlige) filmspil? Ikke helt. En af de nye tendenser er mere indieprægede spil baseret på film som det isometriske John Wick Hex eller Team Bloopers horrorspil Blair Witch. Sidstnævnte spil har selvfølgelig fordelen af at udkomme flere årtier efter inspirationsmaterialet, hvilket historisk set har ledt til de bedste filmspil. Men det mest opmuntrende er dog, at filmspillene (hvor få de end er) nu også forsøger at udforske andre genrer end blot action. I den forbindelse bliver det også spændende at se, hvad der kommer ud af Netflix Games, der forsøger at konvertere tjenestens indhold til mobilspil, om end appen indtil videre kun indeholder få licensspil.
Endelig er der også kommet en ny tendens, hvor store filmlanceringer bliver fejret med skins og crossovers i pengemaskiner som Fortnite, Call of Duty eller en af Ubisofts efterhånden mange live-service titler. Der er desværre ofte tale om alt for dyre mikrotransaktioner, men man kan også være heldig at indholdet serveres gratis, som ren og skær promotion for den kommende film/serie. Nogen reel afløser for filmspil bliver det dog næppe, og måske er det i virkeligheden meget godt - spilmediet behøver nemlig ikke længere pynte sig med lånte fjer for at appellere til et bredt publikum.
