Jeg anmelder tit spil som jeg selv synes er klassikere. Hertil hører også de to første Call of Juarez-spil, som jeg husker glædeligt tilbage på. Jeg elskede western-stemningen, og de fede historier spillene vævede. Jeg var dog også klar over at denne glæde snart ville finde en ende, da jeg så Call of Juarez: The Cartel til en 10'er på et genbrug i nærheden af mig. Jeg huskede hvor skuffet jeg var over dette spil dengang, som jeg følte ødelagde hele arven fra de to første spil. Nu hvor jeg har været de to første kapitler igennem, kan jeg mærke at min OCD befaler mig at se om Call of Juarez: The Cartel holder, og man kan jo ikke ignorere sin krøllede hjerne længe. Så her kommer en artikel om Call of Juarez: The Cartel. Spillet udkom i 2011 til PlayStation 3, Xbox 360 og Microsoft Windows, er udviklet af Techland og udgivet af Ubisoft. Jeg spillede det på PC'en, ligesom de to tidligere spil i serien.
Hvor skal jeg starter med The Cartel? Jeg kan huske hvordan mit hjerte sank, da Techland meddelte at spillet ville foregå i nutiden, modsat de tidligere spil. Jeg kan huske min skepsis da de fortalte at kooperativt spil ville være en stor del af spillet. Ikke at jeg har et problem med co-op, men det var bare ikke hvad spillet var for mig. Man kan så sige at Bound in Blood, måske var tiltænkt denne spiltype, da man kunne vælge mellem to hovedpersoner der supplerede hinanden, men om de fjernede det inden udgivelse, kan jeg kun formode. Holder Call of Juarez: The Cartel så her ni år efter sin udgivelse? Lad os kigge på det.
Som jeg nævnte foregår Call of Juarez: The Cartel i nutiden, og man starter spillet med et såkaldt flash forward til begivenheder der sker midt i spillet. Man kører i en varebil, og skal så ud ad vinduet skyde andre varebiler der forfølger en. Det er hjernedød aktion, og præcision er ikke i højsædet. Rammer man de andre biler nok eksploderer de, og flyver igennem luften. Det synes jeg sætter scenen perfekt til hvad der kommer til at være et kedeligt og ideforladt spil, som i min verden har gjort mere skade end gavn.
Hovedkvarteret for den amerikanske Vice-afdeling, altså dem der håndterer kriminelle handlinger hvor stoffer er involveret, er blevet bombet, og derfor skal tre andre agenter på sagen. Assistant Deputy Director, jeg ved ikke lige hvad man kan sammenligne det med i Danmark, Shane Dickson, henter detektiven Ben McCall, som er i familie med hovedpersonerne fra de to første spil. Han får følgeskab af FBI-agent Kimberly Evans og DEA-agent Eddie Guerra i forsøget på at finde de skyldige misdæderne. Man kan med det samme regne ud, at grunden til der er tre protagonister, er at man kan spille dem alle tre i co-op. Jeg valgte Ben McCall, selvfølgelig, man er jo lidt loyal overfor forgængerne. Han har den tilgang til sagen, at han er blevet opsøgt af Jessica, som er datter til sagens tidligere efterforsker. Hun skal beskyttes mod kartellet som tror hun har farlig information, og det går en del af spillet da også med. Alt efter hvem man vælger at spille som, så har man ikke så fine intentioner. Hvis man vælger Eddie, så foregår der ting, som er udenfor loven, og det samme gælder de to andre efterforskere. I McCalls tilfælde gør det sig gældende ved at man kan stjæle værdifulde genstande, som man finder undervejs. Bliver man ikke set, får man bonuspoint, og dur det ikke gør man det så trækkes der point fra. Det er godt koncept, men udførelsen er halvhjertet, for det har ikke den store indflydelse på mekanikkerne. Og det er nok det der kendetegner spillet mest - halvhjertethed. Historien er en rodet og ligegyldig omgang med urealistiske scenarier som alle ender i skyderier på et eller andet tidspunkt. Det føles så ligegyldigt, for man kommer slet ikke under huden på hovedpersonerne, som man gjorde i forgængerne, hvilket er et direkte resultat af at fokusset er blevet lagt på den kooperative del. Det hele er som en rigtig dårlig actionfilm fra 80'erne, hvor dialogen er lurvet og skuespillet ligeså. Jeg måtte virkelig gøre mig umage for at jeg ikke skulle stoppe med at spille halvvejs igennem. Det er lidt synd, for det gjorde mig lidt trist, når jeg tænker tilbage på hvad forgængerne var.
Selve spillet fra et kynisk mekanisk synspunkt er ikke særligt meget bedre. Man har moderne våben denne gang, og man skal, lige som i forgængerne, bruge dem meget, men charmen er der bare ikke. Der er noget romantisk over de gamle seksløbere, som en Uzi ikke kan måle sig med. Skydedelen føles lidt flydende, og jeg synes karakteren føles tunge og ufleksible. Jeg læste et sted at direktøren for Techland, har udtalt at spillet er en fejl, og at det ikke udkom i en færdig tilstand. Det synes jeg sagtens man kan mærke. Det hele føles lidt som en tidlig beta-version, med medfølgende fejl og mangler. Et eksempel på dette er en sekvens, hvor man lige har deltaget i en biljagt, hvor alt er eksploderet, og man skal så fragte pengene man har fundet i sikkerhed. Eneste problem er at man ikke kan løbe, hvor man kun har begrænset bevægelse, og hvor man kan ikke genlade sit våben medmindre man smider pengene fra sig. Man skal så begive sig hen til en bil 200 meter væk, mens et ubegrænset antal badguys forsøger at stoppe en. Ja, de regner næsten ned fra himlen. Problemet er bare at Call of Juarez-spillene stoler på checkpoints, så dør man, så er det tilbage for at gøre det hele forfra. Det er ikke så slemt i de andre spil, men her er det uudholdeligt, for det er ikke sjovt at gøre det. Det bidrager bare til et spil uden charme eller elegance. Det hele føles mere som om man vil koge den sidste suppe på en elsket spilserie. Det er synd at The Cartel eksisterer synes jeg.
Jeg havde virkelig svært ved at få The Cartel til at køre. Som jeg skrev, fandt jeg spillet på genbrug, men disken indeholdt bare en Steam-kode, som heldigvis virkede stadig. Da jeg endelig fik det installeret kunne jeg i Steam vælge en DirectX 9- eller 11-version, men ikonet for skrivebordet var kun til nieren, og jeg skulle virkelig bryde med både INI-filer og genveje for at kører spillet. Lyden ville heller ikke virke i starten, men efter en stor mængde Goggle-foo, fik jeg det hele op at køre, og det ser da ok ud. Der er fede lyseffekter og lir i den første mission der foregår i en skov, som man kun får med DirectX 11, men jeg foretrækker stadig de ældre spil, da de bare havde noget specielt over sig. Det er helt væk i The Cartel. Det er ikke den åbne prærie, men beskidte og snuskede byer, og det er set før, og gjort bedre af andre.
Holder Call of Juarez: The Cartel så? NEJ! Slet, slet ikke. Det holdt ikke dengang, og det holder ikke i dag. The Cartel er efter min mening en skamplet på serien. Heldigvis er der stadig Call of Juarez: Gunslinger, som jeg ikke har prøvet endnu, men det skal jeg på et tidspunkt, da jeg har læst gode ting.
Skulle du være fristet trods mine hårde ord, så kan man få spillet på sidste generations konsoller, og på Uplay. Det er blevet fjernet fra Steam uden videre forklaring, men det er nok også bedst. Hold jer fra dette spil.