Holder Det?! - Max Payne 2: The Fall of Max Payne

"We keep driving, into the night. It's a late goodbye, such a late goodbye." Sådan synger Poet of the Fall henover rulleteksterne, efter man lige har gennemført en historie fyldt med smerte og begær. Lyden af politiets sirener er stadig i min ører, efter det sidste skud er løsnet, og jeg tænker tilbage på min oplevelse med Remedys antihelt. Så lad os diskutere om Max Payne 2: The Fall of Max Payne fra 2003 stadig holder.

Det første man opdager er at den ikoniske intro fra det første spil er tilbage i storform. Denne gang er melodien dog indspillet med cello, og ikke guitar som i det første spil. Dette sætter tonen for resten af spillet, da man allerede fra dette punkt kan mærke, at Remedy har haft en del flere ressourcer at kaste efter projektet, som resultat af forgængerens succes. Mere om det senere.

Spillet starter på sammen måde som forgængeren. Man får en monolog fra Max Payne, efter det hele er overstået, og resten af spillet er så ét stort flashback, hvor man får den tragiske historie fortalt. Tegneseriemellemsekvenserne er tilbage, og det første man lægger mærke til, er at Max Payne ikke har det samme ansigt som i det første spil. Sam Lake, som er forfatteren på spillet, er skiftet ud med en, for mig, ukendt skuespiller som hedder Timothy Gibbs. Dette skifte er et resultat af Remedys succes med det første spil, da man internt i studiet ikke mente, at Max helt lignede det de havde forestillet sig, da de fandt på karakteren. Personligt havde jeg ret svært ved at vænne mig til det nye ansigt, da Max Payne ikke havde Sam Lakes forstoppede ansigtsudtryk. Der gik dog ikke længe inden jeg glemte det, da James McCaffreys ikoniske og monotone stemme var tilbage, og for mig er den stemme bare lige med Max Payne. Generelt er dette skifte en god ting, mest fordi spillet føles mere cinematisk med de nye skuespillere. Der er ingen tvivl om at skuespillerne var nogle mennesker som vidste hvordan man kunne udtrykke følelser i mellemsekvenserne.

I det hele taget er disse mellemsekvenser også mere gennemarbejdede, end de var i det første spil. Rockstar Games havde kastet sin kærlighed på serien, og var derfor også udgiveren af spillet, hvilket måske også kan forklare spillets dyrere udseende. Rockstar ville senere selv overtage karakteren, da de udgav det tredje spil i serien, men det er en "Holder Det?!" for en anden dag.

Historien begynder med at Max vågner op på et hospital, efter at han er blevet kraftigt mishandlet. Han har skudsår i brystet, og han hallucinerer, og det eneste han tænker på er at komme ud af hospitalet hurtigst muligt. Ens største kærlighed er derude et sted, Mona Sax, som man også mødte i det første spil. Forholdet imellem de to tragiske skæbner er fokusset i spillet, modsat det første spil som handlede om hvordan Max skulle have hævn efter at hans kone og barn var blevet myrdet. Mona er en konstant følgesvend hele vejen igennem, og spillet har endog sekvenser, hvor man spiller som den smukke femme fatale. De to protagonister er nemlig ret betagede af hinanden, og det er deres Romeo og Julie-agtige forhold man følger tæt. Den omgivende historie er faktisk lidt svær at følge, da der er en masse konspirationer, og en bunke karakterer som går fra gode til onde og tilbage igen, inden spillets sidste kugle har forladt Max' pistol. Undervejs slår man hober at anonyme fjender ihjel, som kommer i vejen, og det er her spillets svaghed ligger. Fjenderne er placeret i banerne, så de altid overrasker en. Derfor kan man hurtigt lære hvor de kommer løbende fra, og når man ved det, så begynder spillet at blive lidt trivielt. Specielt kan en anden gennemspilning godt blive kedelig, da man trods tre sværhedsgrader kan udrydde fjenderne ret hurtigt, når man ved hvor de kommer fra, og opfører sig ens hver gang. AI'en er nemlig torskedum, og man kan med sikkerhed regne med, at fjenderne stormer en efter kort tid. Dette kombineret med at Bullet Time er tilbage, hvilket gør Max endnu mere frygtindgydende end før. Bullet Time har nemlig fået det tvist, at hvis Max dræber nok fjender, så går tiden langsommere og langsommere, til et punkt hvor tiden står stille. Når det sker, så kan man bare løbe op til fjenderne og skyde dem uden nogen form for fare. Det ville ikke være et problem normalt, men der er bare for meget Bullet Time, synes jeg. Derfor falder sværhedsgraden yderligere, men heldigvis kan man selv styre, hvornår man bruger evnen.

Noget der er vildt fedt, er det kæmpe arsenal af våben som Max slæber rundt på. Det er ret vildt, at han kan have så mange geværer og pistoler i jakken. Der er alt fra, snigeskytterifler til maskinjagtgeværer, og det er utroligt tilfredsstillende at ordne en hel flok bad guys med de heftige og hårdtslående dødsinstrumenter. Det kombineret med et, for sin tid, højt udviklet fysisksystem, som lader fjenderne bliver kastet rundt som slaskedukker, når man rammer dem med de potente våben, er fantastisk, og spillet er i det hele taget ret flot, når man tænker på det er femten år gammelt.

Grafikken i Max Payne 2, kører på samme modificerede grafikmotor som det første spil, og ser stadig rigtig flot ud. PC-versionen, som jeg spillede, kan køre i 1920x1080 uden problemer, hvilket er vildt for et spil der er så gammelt. Teksturerne er lidt mudrede og uklare, men når man tænker på spillets alder ser spillet faktisk fantastisk ud. Derudover er der stor variation i banerne, som også bidrager til at spillet stadig holder rent grafikmæssigt. Man kommer til at opleve alt fra slumhøjhuse og hospitaler til rigsmandshuse.

Derudover har vi musikken, som er det første spil overlegen. Det er bombastiske arrangementer, som i sin kerne stadig har lyden fra det første spil i sig. Det gør bare at spillet føles større end det første. Faktisk gjorde dette spil at jeg blev fan af gruppen Poets of the Fall, hvis sang Late Goodbye kan høres i forskellige versioner hele vejen igennem spillet. De skulle senere går hen og levere sange til begge Alan Wake-spil, og der er rygter om, at de også kommer til at være med i Remedys nyeste og kommende spil, Control. Faktisk er jeg blevet så stor fan, at jeg hører deres musik mens jeg skriver dette, og så har jeg lige bestilt billetter til en koncert med dem i Hamborg i oktober. Det er sjovt hvordan spil kan have indflydelse på ens liv nogle gange, og det er nok derfor jeg har været gamer hele mit liv.

Holder Max Payne 2: The Fall of Max Payne så? Det må jeg sige rungende ja til. Spillet var ikke en økonomisk succes for Remedy tilbage i 2003, hvilket er synd, for det er på næsten alle punkter bedre end det første spil i serien. Historien er ikke så lang, så man kan sagtens spille spillet over et par dage, og skulle man få lyst tilbyder den sværeste sværhedsgrad i spillet en alternative version af den slutning man fik på de lavere grader. Så jeg kan kun anbefale denne oversete juvel, for spillet fortjener mere succes end det fik. Man kan få spillet på PC og diverse konsolmarkedspladers. Især kan man ved udsalg få spillet til næsten ingen penge på Steam, og det kan køre selv på de ældste bærbare, så jeg vil bare slutte af med at sige at Max Payne 2: The Fall of Max Payne skal opleves.