
Vampire the Masquerade: Bloodlines er udviklet af Troika Games, som desværre ikke eksisterer mere, og blev udgivet af Activision, som vi må medgive stadig i den grad eksisterer. Spillet udkom i november 2004 efter hvad der mildest talt kan kaldes en turbulent udvikling, hvor holdet bag blev udskiftet undervejs. Derudover ankom det med et hav af tekniske fejl. Spillet kører på Valves Source-grafikmotor, som Half Life 2 også kører på, og skal vi være nøgterne, så er spillet ikke det smukkeste mere, men det er også snart 15 år gammelt, men mere om grafikken senere. Som altid er det på tide at se tilbage, også i anledning af Halloween, og spørge om hvorvidt dette spil stadig holder.
Først skal det dog nævnes, at jeg har spillet Bloodlines med en såkaldt "Community Patch", som retter hundredvis af fejl, men den tilføjer også ekstra indhold, som udviklerne ikke nåede at få færdiggjort. Opdateringen ændrer også på spillets balance, og det gør spillet til en anderledes oplevelse, end hvis man spiller uden. Jeg vil dog anbefale den, selvom det vil lyde mærkeligt for de mere puritanske af jer, for spillet føles meget ufærdigt uden, hvilket også var det indtryk jeg fik, da jeg spillede det i 2004.
Spillet kan med opdateringen køre i 1920x1080, hvilket gør en gigantisk forskel - naturligvis, og når man har indstillet det og trykker "New Game", kommer man direkte til en skærm med to spørgsmål; det ene spørger om man vil går direkte til ens karakterblad, og det andet vil sætte ens attributpoint for en igennem en række spørgsmål. Jeg hoppede direkte til karakterbladet, og her kan man så sætte diverse point i evner som styrke, diverse kampevner, skydevåben, og også evner til der er mere pacifistisk anlagt. Her kan man sætte point i dialog og hacking, for eksempel. Derudover er der tre specielle vampyrevner, som man kan aktivere i spillet når det er nødvendigt, og disse giver ens karakter overnaturlige evner, som at kunne se folks aura, eller evner som kan heale en selv. Dette karakterblad er fedt designet, og giver en al den information man skal bruge, så man ikke behøver at bladre igennem flere sider. Mange af disse evner får senere stor betydning for hvordan man spiller spillet. Derefter skal man vælge den klan, man gerne vil være i. Klaner er grupper af vampyrer, som på grund af deres karakteristika, har fundet sammen. Nosferatu er for eksempel tudegrimme, og skal holde sig i skyggerne, hvor Malkavian kan gå mere frit. Det eneste problem for denne klan er dog, at de er komplet sindsyge, og når man snakker med andre karakterer, så hører de ikke nødvendigvis hvad der bliver sagt, men noget helt andet, og det er tit ganske skørt og underholdende. Der er seks til syv klaner, og valget af denne vil få kæmpe indflydelse på ens spil. Det er ret fedt, for hvis man kender til klanerne, kan man fra starten lægge sig fast på den måde man vil gribe det hele an på.
Historien i spillet starter med at man lige er blevet bidt af en anden vampyr. Dette fører som mange ved jo til at man selv bliver en vampyr. Dette sker også i dette tilfælde, men vampyren, som har bidt en denne gang, har brudt det man kalder maskeraden, hvilket er ensbetydende med at den pågældende overtræder straffes ved henrettelse, og man er selv på vej til at få hovedet kappet af, da man bliver reddet af en af de andre vampyrer. Klanerne har nemlig deres eget regeringsorgan, som skal sørge for at vampyrerne ikke bliver opdaget i menneskets verden. Da man ikke skal dø, kan regeringen ligeså godt bruge ens evner til løse opgaver i vampyrernes verden. Man får en opgave stukket i hånden og sendt til Santa Monica, hvor man får en lille lejlighed med en computer og ikke meget andet. Her kan man via sin mail få diverse opgaver tilsendt. Herfra er det klassisk rollespil med en masse opgaver, samtaler med spændende karakterer, og en masse kampe, hvis man har lyst til det. Jeg har med vilje ikke sagt for meget om historiens specifikke detaljer, da den skal opleves, for den er vildt fed, men spillet er ikke for børn eller sarte sjæle. Der en masse intriger, politik og selvfølgelig spandevis af blod.
Som jeg nævnte før føles spillet dog ufærdigt, og det gælder både dengang jeg spillede det i 2004, og det gør det stadig. Animationerne er stive og fyldt med underlige fejl, og det er selvom man har opdateringen installeret. Karaktererne blinker ind og ud af eksistens, og den kunstige intelligens er ikke den bedste, og det er naturligvis alderen taget i betragtning. Det værste er dog snigesystemet, som aldrig har virket, hvilket er et problem, når hovedhistorien har flere missioner, hvor man skal snige sig rundt. Disse er utroligt frustrerende, og jeg valgte flere gange at være komplet apatisk, og kæmpe mig igennem dem, som er en mulighed heldigvis, men som også medfølger en skideballe fra den akkompagnerende karakter, som har givet mig opgaven. Det er synd at det skal være sådan, men det fungerede bare ikke. Disse sekvenser skulle være blevet droppet.
Kampsystemet er heller ikke så synderligt robust. Man kan angribe med hænderne eller skydevåben, og skaden af disse angreb bliver styret af de point man løbende sætter i sit karakterblad. Desværre er kampene primitive, og styringen upræcis, så mange gange er det lidt tilfældigt om man rammer eller misser, hvilket er frustrerende.
Så hvorfor skal man så spille Vampire the Masquerade: Bloodlines? Jo, det skal man for den del der ikke har med kamp at gøre. Der er nemlig et utroligt effektivt spil gemt bag de ufærdige systemer. Først skal de karakterer man interagerer med nævnes, for de er virkelig tredimensionelle og interessante. For eksempel møder man hurtigt Jeanette og Therese, som er to tvillingesøstre, som hader hinanden. Jeanette er en sexet og flirtende vampyrpige og Therese er det direkte modsatte. Jeg vil ikke ødelægge noget, men de to tilhører Malkavian-klanen, og så må i selv gætte jer til, hvad det kunne betyde. Man får også muligheden for at få sin egen Ghoul, som er en almindelig person som får ens vampyrblod. Dette er for dem bedre end de bedste stoffer, og de bliver derfor ens slaver, hvorefter de vil gøre alt for en. Det er super fedt fundet på, og det er sådanne oplevelser der gør, at man lider sig igennem de irriterende snigemissioner. Det kombineret med fede missioner, hvor man skal finde et smykke i et hjemsøgt hotel, og en tur igennem en sindssygeanstalt, hvor alt er skørt og på hovedet. Derudover er dialogsystemet også effektivt. Alt efter hvad man har smidt sine evnepoint i, så får man en masse muligheder for at overtale, forføre, eller true folk til at se tingene fra ens karakters side. Man kan hacke computere, bryde låse op, og der er en masse måder at løse missioner på, så længe vi ikke snakker om hovedmissionen. Desuden er der en fed, kitchet 90'er stemning over det hele, og som fylder i de fire samlingssteder man besøger. Spillet har som sagt mange fejl, men jeg synes de styrker det også har, er med at til at gøre det værd at spille stadig.
Så holder Vampire the Masquerade: Bloodlines stadig? Ja og nej. Opdateringen jeg nævnte i starten hjælper meget, men spillet var og er bare ikke helt færdigt, desværre. Det har nogle enormt frustrerende sekvenser, men disse opvejes mange gange af de gode ting, som spillet også formår at diske op med. Så kan du overse disse negativer så er Bloodlines en gennemspilning værd. Spillet kan både fås på Steam og GOG til ikke mange penge, og holder stadig, dog med forbehold.