Vi har alle vores yndlingsspil. Hvad enten det er Call of Duty, Resident Evil eller Stardew Valley, så har vi alle den der ene titel, som uanset hvad - regnvejr, en lortedag på arbejdet eller en slem influenza - altid formår at levere den helt store dosis dopamin og eskapisme, så man kan glemme den virkelige verdens bekymringer. Men hvad nu, hvis du en dag, uden selv at være skyld i det, ikke længere kunne spille dit yndlingsspil? Hvordan ville du have det? Og endnu vigtigere: Hvad ville du gøre?
Anthem, Concord, Highguard, Marvel's Avengers. Hvad har alle disse spil til fælles? Præcis: Du kan ikke længere spille dem. Selvom du har svunget dit hårdt optjente dankort for at købe dem, er de intet andet end minder i dag. Sådan noget som Concord overlevede knap nok fjorten dage, mens Anthem var på banen i årevis, før stikket blev trukket. Det knuste hjerterne på utallige gamere verden over, som ikke bare havde brugt penge på spillet, men kastet timevis af deres liv ind i noget, der pludselig blev flået væk fra dem uden varsel og af årsager fuldstændig uden for deres kontrol.
Og det er ikke kun de spil, der allerede er forsvundet, som rejser svære spørgsmål. Hvad med dem, som millioner af mennesker stadig spiller i dette øjeblik? Destiny 2, World of Warcraft, Final Fantasy XIV, Rainbow Six: Siege - de er alle bygget op omkring en online-infrastruktur, der ikke vil eksistere for altid. Måske er det ti år ude i fremtiden, måske tyve, men før eller siden vil nogen skulle beslutte, hvad der skal ske, når regnskabsafdelingen vurderer, at det ikke længere kan betale sig at betale serverregningen, og supporten ophører. Vil spillerne stadig have adgang til de verdener, de har brugt tusindvis af timer i? Eller vil årtiers indhold, minder og indkøb bare forsvinde natten over?

Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Det rejser det fundamentale spørgsmål: Bør et firma have lov til at tage noget fra dig, som du reelt har betalt for? Det handler ikke om, hvorvidt de kan gøre det - de har allerede gjort det. Det her er en sag om forbrugerrettigheder og en kamp, der siden 2024 er blevet udkæmpet på vegne af gamere over hele verden. Du er måske bare ikke klar over det endnu.
Hvem der fører kampen, spørger du?
Mød Stop Killing Games
Det hele startede med én mand: en YouTuber ved navn Ross Scott, kendt online som Accursed Farms, der havde mandsmod nok til at tage kampen op mod den samlede spiludgiverbranche. Han grundlagde bevægelsen Stop Killing Games, som arbejder på at sikre lovgivning, der skal sætte en stopper for praksissen med at sælge spil som varer, der er designet til at blive fuldstændig ubrugelige for alle, så snart den officielle support stopper. Siden sin spæde start er bevægelsen vokset markant, har fået flere medlemmer i kerneteamet, samlet over to millioner støtter på globalt plan og har sat gang i over ti parlamentariske og lovgivningsmæssige undersøgelser på tværs af Europa og USA.

Ifølge deres hjemmeside er de en global koalition af gamere, forbrugeradvokater og udviklere, der presser på for international juridisk beskyttelse. I takt med at flere og flere spil kræver en eller anden form for online-funktionalitet, er de nemlig i overhængende fare for at blive totalt udslettet, når serverne lukkes ned.
For bevægelsen er denne praksis en klokkeklar overtrædelse af forbrugerrettighederne. Indkøbte varer bør ikke have en indbygget selvdestruktionsknap, og hvis du køber noget, burde det logisk set være dit for altid. De benytter alt fra underskriftsindsamlinger til gruppesøgsmål verden over for at tvinge en stopper for den bevidste destruktion af digitale medier igennem.
Ganske krads tobak, ikke?
Kampen for det gode formål
Der er sket utrolig meget i de to år, der er gået, siden Stop Killing Games for alvor lettede, og Ross Scott har opnået en hel del i den periode.
Sidste år rundede deres europæiske borgerinitiativ "Stop Destroying Videogames" 1,3 millioner underskrifter, hvilket betød, at sagen skulle forhøres direkte foran Europa-Parlamentet. Video Games Europe, en brancheforening der repræsenterer spilindustrien i Europa, slog dog hurtigt igen med en temmelig afvisende udtalelse mod bevægelsen:
"We appreciate the passion of our community; however, the decision to discontinue online services is multi-faceted, never taken lightly and must be an option for companies when an online experience is no longer commercially viable. Private servers are not always a viable alternative option for players as the protections we put in place to secure players' data, remove illegal content, and combat unsafe community content would not exist and would leave rights holders liable."
Scott er dog ikke naiv. I et interview med os sidste år mødte han kritikken med den holdning, at branchen nok skal finde løsninger, og at eventuelle udfordringer vil have masser af tid til at blive løst:
"Whatever happens, best case scenario, this is still years out. If any legal changes happen at all, the industry is going to have a lot of notice on this. And the industry will probably come up with solutions, just as with GDPR."
Bevægelsen har også støttet et gruppesøgsmål mod Ubisoft i kølvandet på lukningen af The Crew. Selvom det skabte stor opmærksomhed, har Ubisoft efterfølgende valgt at strikke en offline-løsning sammen til både The Crew 2 og The Crew Motorfest.
Denne hybride offline-løsning blev annonceret i efteråret, og Scott argumenterer for, at det i høj grad skyldes det massive pres fra SKG og de 1,3 millioner underskrifter fra det europæiske borgerinitiativ:
"I guarantee you Ubisoft had no end of life plans for [The Crew 2 and Motorfest] prior to this movement."

I Storbritannien lykkedes det også SKG at sikre en parlamentarisk debat i november sidste år, efter en underskriftsindsamling ramte 189.000 underskrifter. Skuffende nok lød meldingen herfra dog, at selvom man anerkendte problematikken omkring spilbevaring, så mente den britiske regering ikke, at det var "proportionate or enforceable" at lovgive om obligatoriske offline-planer. Kort sagt var deres holdning, at den nuværende forbrugerlovgivning blev overholdt, men at de ville fortsætte med at holde øje med situationen.
Hvor står de nu... og hvad er næste skridt?
I denne måned er der dog sket et gigantisk gennembrud i USA med afstemningen om det californiske lovforslag Assembly Bill 1921, bedre kendt som Protect Our Games Act. Repræsentanternes hus i Californien (California State Assembly) leverede en kæmpe sejr til sagen, da lovforslaget gik igennem med stemmerne 43 mod 16.
SKG udtaler i den forbindelse: "The bill would require video game companies to give players advance notice before shutting down server dependent games and provide a way to keep purchased games playable afterward, such as offline access, community servers, or another workable option."
SKG kalder det selv for en monumental opdatering for spilbevaring, men det står klart, at der stadig er masser af arbejde forude. Lovforslag 1921 sendes nu videre til det californiske senat, hvor der vil være brug for masser af offentlig opbakning for at holde momentum kørende. Lovforslaget er uden tvivl en delsejr, men det ændrer ikke noget i praksis lige med det samme, og det vil desuden kun gælde for spil udgivet efter 1. januar 2027.

Det er dog ikke kun solstrålehistorier det hele. Bevægelsen fik nemlig et temmelig hårdt slag i ansigtet den 16. juni, da Europa-Kommissionen kom med deres officielle afgørelse. To måneder efter den offentlige høring og parlamentsdebatten i maj slog Kommissionen fast, at de "cannot propose a legal obligation to keep video games playable after they stop being provided commercially". I stedet vil de forsøge at udarbejde et sæt frivillige retningslinjer - en såkaldt "code of conduct" - for, hvordan branchen håndterer spils livscyklus. Det er langt fra det resultat, SKG havde håbet på, og det føles ærligt talt ikke som det store gennembrud. Når kommissionen trods alt kan tvinge tech-giganter som Apple til at skifte til USB-C, føles dette i højere grad som en politisk uvillighed frem for en reel juridisk umulighed.
Og det er så der, sagen står lige nu. Et par markante gennembrud, nogle tunge mure og masser af modstand fra spilindustriens lobbyister - men Stop Killing Games har overhovedet ikke tænkt sig at pakke sammen. Med så meget landvinding over de seneste to år, hvem ved så, hvad de kan udrette over de næste to. Uanset om man er enig i bevægelsens metoder eller ej, så har SKG allerede haft succes med én ting: De har tvunget en svær samtale frem i lyset, som spilbranchen ikke længere bare kan ignorere.
Hvis du har tid og lyst, kan du se hele høringen i Europa-Parlamentet fra den 16. april på YouTube. Den dækker hele Stop Killing Games-kampagnen, de juridiske aspekter og de tekniske løsninger samt Europa-Kommissionens detaljerede svar.
Hvis du vil vide mere om Stop Killing Games-bevægelsen eller har lyst til at hoppe med på deres officielle Discord-server, kan du gøre det via deres kanaler. Du kan ligeledes holde dig opdateret på alt, hvad de foretager sig, på deres aktive subreddit.