Jo nærmere vi kommer den næste generation af konsoller, jo mere nøjagtige bliver budene på deres funktioner og specifikationer. Desuden bliver de udviklingsmaskiner, udviklerne får til rådighed, mere færdige, og flere personer bliver indblandet i ting som markedsføring og lignende. Kort får flere personer indsigt i planerne, og derfor er det ikke så mærkeligt at oplysninger siver ud.
I løbet af den seneste tid har vi fået en syndflod af detaljer om især PlayStation 4, men også om den næste Xbox, og mange af dem går fint i spænd med tidligere lækkede oplysninger fra pålidelige kilder. Efter alt at dømme bliver dette en AMD-generation, de lader til at stå bag grafikchips til samtlige fabrikanter, og for dem der vil spekulere i aktier er det måske et godt tidspunkt at købe på.
For det er jo stadig sådan, at hvis alle udviklere sætter sig ned og laver spil optimeret til AMD's grafikkort, så vil det også spille ind på PC. Man får ganske enkelt en masse gratis, hvilket vil kunne koste markedsandele hos konkurrenten Nvidia. Og øget konkurrence plejer at gavne spillerne.
Jeg vil lufte mine tanker omkring især PlayStation 4 i denne artikel. Hvis du ikke er med på hvad der er blevet lækket af oplysninger, er det måske en ide at kigge vores nyhedsarkiv igennem. Der finder du alt hvad vi ved, eller i det mindste tror vi ved, om den næste generation.
Men før vi begynder, kan det være en god ide at kigge på nuet. Jeg har sagt det før, og mange bliver lige oprørte hver gang, men dette har virkelig ikke været Sonys generation. Når man tænker på, at de gik fra at være markedsførende til en sidsteplads, skal man også vide at det er et frit fald, der mangler modstykke i konsolhistorien. Jeg nævner det, fordi det er vigtigt at have i baghovedet, når man kigger på alle de lækkede oplysninger.
Sony gik ind i denne generation med hovedet højt. Alt gik deres vej, og de havde tilmed haft tid til at blive arrogante. At skulle arbejde for at få eksklusive og gode tredjepartsspil var man ikke vant til, man kunne skrive hvad man ville på prissedlen, og hardwaren kunne man gøre så mærkelig som man ville - for man var jo Sony. Siden faldt alt fra hinanden. Og derfor virker det oplagt at tro, at PlayStation 4 vil adskille sig væsentligt fra sin forgænger. Og skal man dømme ud fra rygterne, lader det til at Sony har lært deres lektie.
Nu er det et kraftigt AMD-kort og en x86-processor, der gælder, i stedet for Nvidia, en Cell-processor og en masse specialhardware med tvivlsomme hukommelsesløsninger. Kort sagt minder det om en PC. Så langt fra Sonys gamle maskiner, som man overhovedet kan komme. Det giver selvfølgelig flere fordele. Steam-understøttelse findes allerede i begrænset form til PlayStation 3, måske vil Sony have mere af den slags? Måske kan vi glemme ting som PSN og SEN, og i stedet se frem til en let modificeret udgave af Valves download-tjeneste?
Det kunne være ganske fiffigt. Hvorfor skulle Sony have deres egen underlegne løsning, når der findes et bedre alternativ, der er populært hos udviklerne og som muliggør hyppigere og bedre patching af spil med mindre besvær? Som ren fodnote kan det nævnes, at der har gået rygter om at Wii U vil fungere på netop denne måde. Pludselig får Sony en løsning, som mange nok vil mene er bedre end Microsofts Xbox Live Arcade, og desuden per automatik har bedre indie-support. Små billige app-lignende spil bliver vigtigere og vigtigere, og jeg tror på sådan en løsning.
PlayStation 3 kostede 5500 kroner, da den kom i handlen i Danmark, og selvom Sonys mest loyale fans gang på gang erklærede hvordan den var pengene værd, så handler det for det fleste om spillene. At man fik tilsvarende ydelse i Xbox 360 for et par tusser mindre, var svært at se bort fra. Det ved Sonys i dag, og jeg synes at PS Vita er et fornemt eksempel på hvordan hardware skal bygges med høj ydeevne, lækkert udseende og masser af funktioner, uden at det for den sags skyld skal gå ud over prisen.
I stedet har man som bekendt to versioner, en budget-udgave og en med 3G. Jeg tror vi vil se noget lignende med PlayStation 4, med både en billig og en mere komplet udgave, men ingen af dem vil koste det hvide ud af øjnene. Måske vil det koste lidt ydeevne. Men spørgsmålet er, hvor meget det egentlig betyder. PlayStation 3 har kræfter til en hel del, og det føles som om det først er nu vi ser, hvad den egentlig er i stand til.
Men til spørgsmålet om, hvorvidt det er det værd at have en konsol, som er så anderledes og tung at udvikle til, at man får grimmere multiformatsspil og et generelt lavere grafisk niveau i flere år, indtil de største eksklusive titler overhalede konkurrenterne, så må svaret være nej. Med en så indarbejdet løsning, som det rygtes Sony er på vej med, vil man allerede fra dag 1 kunne vise et højt niveau.
Konsollen vil kunne udnyttes betydeligt bedre, og set over hele generationen tror jeg, at det vil lede til flottere grafik, selvom konsollen måske ikke er så "cutting edge" som PlayStation 3 var, da den udkom. Det er trods alt det, der sker på skærmen, som er det interessante, ikke hvad der sidder inde bag plastikken. Noget mange Xbox 360-brugere kan skrive under på, efter at have flået flottere versioner af spil som Ghostbusters, Mafia II og Red Dead Redemption.
Der er altså meget, der ser positivt ud for Sony. Man lader til at have lært sin lektie, og viser at man er villige til at tilpasse sig nye tider. Men trods det er der en ting, som fansene plejer at se bort fra i glædesrusen over rygterne om både kraftig ydeevne og enden på et par særløsninger, som udviklerne ikke bryder sig om...
Jeg taler selvfølgelig om det nye PlayStation Eye. Tiden hvor man kunne udgive en konsol med controller og kraftig ydeevne som eneste salgsargument er formodentlig forbi. Wii var aldrig blevet en succes uden sin bevægelsesfølsomme controller, og PlayStation 3 havde garanteret suset forbi Xbox 360 salgsmæssigt, hvis det ikke var for et bestemt lille bevægelsesfølsomt kamera. Vil man nå folk, der kun vil casual-spille, har man brug for gode casual-løsninger.
Der har i årevis gået rygter om, at Sony selv skulle arbejde på at bygge en Kinect-løsning, det vil sige et dybdeseende kamera, og de rygter florerer også omkring næste generation, og får ekstra kraft af fornyede patenter og deciderede koncepttegninger. For mig er det noget, der formodentlig er nødvendigt, men en trist udvikling ud fra et hardcore-synspunkt. De fleste af os vil trods alt bare sidde bekvemt i sofaen og game med en god controller. Ikke stå og vifte med tvivlsom præcision.
Ved at gøre dette vrider Sony effektivt et våben ud af hænderne på Microsoft, præcis som Microsoft tog pusten fra Nintendo med Kinect. Og jeg tror godt vi kan regne med, at det faktisk kommer til at ske. Synes man at der har været for meget casual-viften denne generation, bør man virkelig tage en dyb indånding op til den næste.
Og med det vil jeg afslutte min opsummering af alt hvad vi ved om PlayStation 4, alt hvad der er rygtedes, og hvad jeg tror om konsollen og Sonys strategier.