Sikker færdsel på internettet, ligesom min ynkelige madlavning og det med bierne og blomsterne, er noget jeg har måttet lære mig selv. Måske blev der i fordums tid sat en enkelt time af i 'EDB' til at lære lidt om tingene. Det kan ikke have været ret effektivt, for jeg husker det ikke.
I hvert fald er internetsikkerhed blandt de ting som jeg ikke har bekymret mig om i mange år. Jeg tager ikke imod USB-penne fra storsvedende mænd med smalt overskæg og varevogne med tonede ruder, så jeg har ikke noget at frygte, vel? For det meste har jeg også held med ikke at klikke på indlysende "DOWNLOAD & DØ" knapper, så jeg har tydeligvis styr på sagerne. Det har været min tankegang. Du kender det sikkert.
Men vi lever i en tid hvor hele nationers valgresultat angiveligvis kan forstyrres af hackerangreb; hvor naboens drone kan udspionere din kone i haven; hvor den beskidte video du har valgt at muntre dig med, formentligt er fyldt med computerbiologiens pendant til syfilis. Bøh! - internettet er et farligt sted!'
Det kan være både problematisk og farligt at færdes online. I hvert fald, hvis du spørger Christian Funk. Det gjorde vi. Funk er head of research & analysis for Kaspersky Lab i Tyskland. Han er desuden mangeårig gamer og derfor fuldt bevidst om de farer som navnlig computerspilsfolket er udsat for.

Mange har det sikkert som mig: handler sikkerhed ikke først og fremmest om at tænke sig om? Kommer man ikke langt med den famøse brain.exe? Funk er ikke overbevist. Det er selvfølgelig vigtigt at kunne identificere åbenlyse trusler eller svindelnumre. Den nigerianske prins som tilbyder dig en klækkelig belønning for at betale hans flybillet? Han har nok ikke rent mel i posen.
Internetsvindlere bliver imidlertid dygtigere hele tiden. Den afdankede prins og hans ligemænd er på mange måder forældet. De blev opfundet i en tid hvor svindlere skød med spredehagel. Disse dage er svindlerbøssen blevet udskfitet med en snigskytteriffel. I stedet for at kaste et bredmasket net ud over en million mailkontoer, fokuserer svindlerne på en enkelt virksomhed; udgiver sig for at være konkrete personer; tilpasser deres sprog, tidszone, osv. Listige sataner.
Langt de fleste har oplevet sådanne svindelnumre spøge i deres indbakke. Men der findes selvfølgelig mange andre internettrusler, hvoraf visse henvinder sig specifikt til gamerverdenen. Vi bruger trods alt ekstraordinært meget tid, dels foran computeren, dels på internettet. Funk nævner såkaldt "drive-by downloads" som hyppige trusler. Det kan være software som udgiver sig for at være noget andet, end det udgiver sig for. For eksempel den falske version af Java du lige har hentet, for at kunne spille Minecraft.
<newpage>
De fleste har nok stiftet bekendtskab med den slags. De fleste angreb er ifølge Funk, økonomisk motiveret. Næppe en kontroversiel tanke. Tænker man over det, er der i løbet af bare det sidste halve årti opstået mange nye oplagte 'gerningssteder' for online kriminalitet. Tag for eksempel hjemmesider som tilsyneladende faciliterer handel med virtuelle spilgenstande.
Piratkopiering af spil er en anden oplagt kilde til infektioner og angreb. Det er selvsagt en ulovlig praksis, men den er også risikabel. Ulovlige spilfiler er ofte fyldt med skadelig kode. Da personen som henter det ulovlige spil sandsynligvis har andre spil installeret, øger det også hackerens muligheder for at infiltrere eller stjæle fra andre spil. Smart!
Streaming er også blevet enormt populært og måske venter der os i fremtiden, en verden hvor direkte streaming af comptuterspil bliver ikke bare en realitet, men normen. Funk vil ikke udelukke at sådanne tjenester kan udgøre nye trusler for computerspilsfolket. Den sidste dåse orm, med andre ord, er ikke blevet åbnet.
Apropos orm, så har jeg aldrig kendt den nøjagtige forskel på trojanske heste, vira, e-SARS og så videre. Funk forklarer, at Malware er et bredt paraplybegreb som dækker over alle former for skadelig kode. Ydermere, så fungerer meget malware som en schweizerkniv: det skal kunne lidt af det hele.

Hvad kan vi så gøre ved det? Funk, som vel at mærke selv er ansat hos en producent af sikkerhedsprogrammer, peger på vigtigheden af en stærk software til bekæmpelse af trusler og skadelig kode. Ejere af Windows 10 har måske for nyligt hentet den seneste opdatering af styresystemet. Her har Windows Defender fået sig noget af en opgradering, men Funk mener ikke at det er godt nok.
"Et godt sikkerhedsprogram", siger Funk, "er som en veluddannet butler - det holder sig diskret i baggrunden og henvender sig kun til brugeren, hvis det virkelig er nødvendigt." Mange antivirusprogrammer er også blevet bedre til at optimere computerens resurser, ligesom flere af dem kan registrere et igangværende spil og derefter nedjustere deres egen indvirkning på systemet.
Godt det samme, for den slags programmer har det med at være både invasive og resursekrævende. Det er i hvert fald min erfaring. Og hvem kender ikke besværet med ikke at kunne spille online, fordi der er problemer med computerens firewall? Funk mener dog at mange af den slags problemer er blevet glattet ud og at den udbredte forumvisdom om at deaktivere sin firewall er stærkt tvivlsom.
I takt med at både hyppigheden og udvalget af internettrusler er steget, har flere spiltjenester også indarbejdet nye sikkerhedssystemer. Mange kender sikkert initiativerne fra Steam eller Battle.net. Her kan det være en mobilapp som hjælper på sikkerheden. Eller en specifik mail med en unik kode. Funk roser sådanne implementeringer, som også gør en hel del for sikkerheden.
Når man tænker over det, er det også mange penge som vi igennem tiden har kastet efter Steam, Origin eller Good Old Games. Flere har sikkert nærret drømmen om, en dag at kunne bytte spil via sådanne tjenester. Det ville selvsagt kræve flere eller stærkere sikkerhedsforanstaltninger. Muligheden for at bytte, betyder også muligheden for at stjæle.
Så sikkerhed på internettet handler, groft sagt, om det rigtige forhold mellem sund fornuft, stærke kodeord og et trofast sikkerhedsprogram. Og så er der den eviggyldige formaning: hold dine tjenester opdateret!
Har du haft problemer med trusler eller svindel på internettet? Er du ganske jomfruelig på det punkt, eller er din maskine tværtimod så gennemsyret af virus, at du forlængst har opgivet at rydde ud i skidtet? Måske holder de mange former for skadelig kode hinanden i skak! Måske er det med din computer, som det er med min gamle mormor - sygdommen holder dem i live!