Gaming fylder en stor del af mit liv. Jeg er velsignet med en fantastisk kæreste der deler samme hobby som mig, og vi spiller begge på samme platforme. Når PC'en startes op er det ofte World of Warcraft der står på programmet, mens Overwatch og andre online-spil kører flittigt gennem hardware-komponenterne i den grønne Xbox One.
I skrivende stund har jeg over 150 spil til min Xbox One, men har kun gennemført en håndfuld af dem. En del af dem er dog også gratis Games With Gold-spil jeg har fået gennem mit guldabonnement, men der har også været mange spil gennem Games With Gold jeg allerede havde købt før de blev gratis.
Mit bibliotek af spil indeholder ganske store titler såsom Grand Theft Auto V, Gears of War: Ultimate Edition, Forza Motorsport 6 med mere, men alligevel er det kun en lille håndfuld spil jeg har fået gennemført gennem tiden. Svagt i hukommelsen kan jeg huske rulleteksterne for Quantum Break, Tomb Raider: Definitive Edition, det nye Doom samt Alan Wake og Fable II. Men hver gang jeg starter min Xbox One, giver The Witcher 3: Wild Hunt, Dragon Age: Inquisition og de mange andre spil mig dårlig samvittighed over ikke at have gennemført dem.
Men hvorfor overhovedet købe så mange spil hvis man ikke har tid til at gennemføre dem? Grunden for mig er simpel: Jeg køber ofte spillene udelukkende for at spille online, og så har jeg en svaghed for at købe de ønskede spil når de kommer på tilbud.
I sommerferien startede jeg et eventyr med min Orc Hunter i World of Warcraft, efter at været blevet hypet på filmen der kørte i biograferne. Fans af online-spillet har taget filmen til sig med åbne arme, mens kritikere uden kendskab til Azeroths store verden klistrede lunke anmelderkarakterer på seværdigheden. Det var egentligt ikke meningen at jeg skulle tilbage til spillet, da jeg endeligt havde besluttet mig for at stoppe, men som en svag alkoholiker, der af en ven bliver lokket til at tage en tår da det jo ikke skader, sad jeg tilbage efter at have set filmen og var låst fast til denne kolossale online-verden igen.
Jeg fik dog løsrevet mig i weekenden, og startede Grand Theft Auto V op igen. Jeg havde oprindeligt købt spillet for online-delen som jeg ofte gør, men blev slemt skuffet over hvor besværligt det er at skulle spille med sine venner, samt level-systemet der føles som et MMORPG. Jeg endte dog med at gennemføre ca. halvdelen af spillet henover weekenden, og det føles faktisk godt at være godt i gang med at gennemføre endnu et spil i mit store bagkatalog.
Jeg har også altid været et konkurrencemenneske. Når jeg har spillet diverse skydespil, har det altid været vigtigt for mig at være blandt de bedste, og gerne den bedste. Ikke for at hovere over for andre på nogen måde, men for at selv blive bedre til spillene. Siden Quake II-dagene har jeg spillet online, og det er godt og vel over 15 år siden jeg første gang gjorde de digitale slagmarker usikre.
Interaktion med andre spillere gjorde singleplayer-oplevelser kedelige for mig. De føltes simpelthen for kunstige og ikke levende, da en computerstyret figur aldrig er lige så uforudsigelig som en ægte spiller. Jeg har været afhængig af det hurtige fix man får ved at kæmpe mod andre levende mennesker i online-arenaerne, da en kamp ofte varer 10 minutter og kan afbrydes let. At jeg ofte har spilsessioner hvor jeg snildt kan tage 10-20 kampe er en anden sag, men bekvemmeligheden ved at kunne hoppe ind og ud hurtigt har længe været tiltalende for mig. Jeg prøvede et par gange i weekenden, at min kæreste spurgte om hvornår vi skulle starte World of Warcraft op og spille lidt sammen, hvor jeg måtte svare "Når jeg lige har afsluttet denne mission skat", som endte med at tage en halv time længere end jeg regnede med, da det ikke var muligt at gemme før missionen var overstået. Jeg er nødt til at afsætte minimum en time i Grand Theft Auto V, før jeg føler at jeg får noget ud af singleplayer-delen.
Jeg ved godt at visse spil kan gemme uanset hvor man er, ligesom Doom - et spil jeg sjovt nok købte udelukkende på grund af singleplayer-oplevelsen. Jeg prøvede singleplayer-betaen kort og var solgt. Spillet var fantastisk, med minimal historie, der dog havde et plot, og hurtig hæsblæsende action der absolut fik mig til at glemme alt om tiden. Efter at have klaret et par baner, kiggede jeg på klokken og blev overrasket over at der allerede var gået 2 timer, imens jeg i Grand Theft Auto V på grund af spildtid nogle gange kigger på klokken og er chokeret over at der ikke er gået længere tid.
De populære achievements har også længe plaget mig. Jeg var i en periode hvor jeg ville have så mange som muligt, men den tid er jeg ovre - jeg fandt ud af, at det strangulerede min lyst til at spille, med så stort et bagkatalog som jeg har. Efter at have lagt dem på hylden føles det langt mere skønt at spille disse spil. Dog kan jeg godt finde på at starte et spil forfra for at få de achievements jeg ikke fik efter at have gennemført spillet. Men nu går jeg ikke længere efter dem under min første gennemspilning. Dog tager jeg som regel altid den sværeste sværhedsgrad for at få achievement for netop dette.
Når jeg ser på hvordan jeg spiller til dagligt, føler jeg ikke at mine vaner indenfor at spille har ændret sig, men når jeg læser det hele igennem, har ret meget faktisk ændret sig. Jeg kan stadig ikke tage mig sammen til at gennemføre Witcher 3 eller Fallout 4, men det kommer forhåbentligt. Til gengæld blev jeg overrasket over hvor fantastisk Doom var, samt jeg er stille begyndt at gennemføre spil jeg førhen har købt. Omvendt er der også kun under et døgn til at den nyeste udvidelse kommer til World of Warcraft - en udvidelse, jeg ser meget frem til og frygter på samme tid. Det spil har det med at stjæle lidt for meget af ens tid.
Er dine vaner indenfor gaming blevet ændret de seneste år, og hvis ja, hvorfor?