Som praktikant på Gamereactor har jeg kastet mig ud i mit eget lille weekend-initiativ. Et initiativ, som er til for at skabe en uskyldig og faktisk fuldkommen fjollet debat, som vi kan hygge os med i weekenden. I de næste, forhåbentlig mange, uger vil jeg nemlig hver lørdag udgive en hyggelig lille artikel som en del af en ny serie, jeg kalder: "I don't get it".
Som navnet indikerer, handler denne serie om ting, jeg bare ikke forstår. Nærmere bestemt vil jeg i hver artikel tage udgangspunkt i et spil, en spilkategori, en specifik mission i et spil eller noget helt fjerde, som alle elsker, men som jeg ganske enkelt bare ikke forstår. Jeg er godt klar over, at det er ren dynamit at smide ind i et forum fyldt med spilelskere, men mit mål med denne serie er ikke at kaste med mudder og nå til bunds i, om et spil er godt eller ej. Min hensigt er, at serien skal give et smil på læben. Et smil på læben over, hvor utrolig forskellige holdninger vi har til spil, og hvor utrolig forskelligt vi reagerer på dem. For det er da egentlig ret utroligt, hvordan et spil kan kede nogen ihjel, mens andre slet ikke kan få armene ned over præcis det samme spil. Jeg synes, det er så sjovt og interessant, at det kan lade sig gøre. Smag kan ikke diskuteres, men det er smag, jeg elsker at diskutere allermest. Så lad os da endelig gøre det - og forhåbentlig smile lidt af vores vidt forskellige oplevelser. For i sidste ende har ingen af os mere ret end den anden.
Første tur bød på en personlig kritik af Journey, som du kan læse lige her. I sidste uge var det kampspillene, der fik på puklen, og den artikel kan du finde via dette link.
Nu står jeg klar med tredje runde af "I don't get it".
Den skulle jo komme før eller siden...
I 2017 drejede alt sig om Fortnite. Spillet var på alles læber. Set i lyset af, at det var et free-to-play Battle Royale-spil, der var tilgængeligt på stort set samtlige platforme (og tilbød crossplay), og som oveni hatten blev udgivet af mægtige Epic Games, havde Fortnite da også frugtbare forudsætninger for at blive et hit. Og det må man sige, det blev - og stadig er. Men jeg er én af dem, der aldrig er hoppet med på The Hype Train omkring Fortnite.
Jeg har netop udgivet en anmeldelse af Activisions seneste Battle Royale-spil Call of Duty: Warzone, og da lagde jeg ikke skjul på min kærlighed til spillet. Derfor kan det måske lyde hult, når jeg et par dage senere vælger at skælde ud på et spil, der i bund og grund kører efter samme opskrift. Men jeg vil nu alligevel forsøge at forklare her, hvorfor netop Fortnites take på Battle Royale aldrig slog benene væk under mig.
Ét af Fortnites uomtvistelige særpræg er den tegneserieagtige visuelle stil. Der er skruet op for alle farvepatroner, karaktererne hopper rundt, som var de i trampolinland, og grafikken ligner noget, der er taget lige ud af en moderne Cartoon Network-serie. Det er der som sådan ikke noget galt i - det kan da også have sin charme. Men i Fortnite er det, som om jeg bare ikke kan tage det seriøst. Og jeg er faktisk ikke sikker på, jeg ved hvorfor. En serie som Borderlands, der deler nogle af de samme visuelle træk, var jeg for eksempel helt vild med. Men jeg tror bare ikke rigtigt, jeg kan få den farveglade tegneseriestil til at passe ind i Fortnite. Den går mig ærligt talt lidt på nerverne. Jeg ved som sagt ikke helt, hvorfor jeg synes det. Min hjerne har åbenbart bare besluttet sig for, at den ikke bryder sig om det - what to do...
Hvorfor bryder jeg mig ikke om Fortnite? Det har nok også noget at gøre med det faktum, at jeg stinker til det. Hvor er jeg dog bare elendig til det spil. Jeg bliver helt stolt af mig selv, når det lykkes mig at bygge en trækasse til mig selv, som jeg kan sidde i. Ved siden af mig opdager jeg så, at alle andre spillere på den samme tid har bygget sig selv op til månen. Jeg kan slet ikke overskue alt det byggeri oveni skududvekslingerne. Er jeg virkelig allerede ved at blive gammel? Jeg lyder sgu sådan. Under alle omstændigheder har jeg i hvert fald fundet ud af, at jeg ikke er en særlig habil virtuel tømrer. Men det irriterer mig også, at man altid skal gå rundt og slå ting i stykker for at få lov at bygge løs. Én ting er at gennemsøge områderne for krigsgrej. Men skal jeg nu også til at rive huse ned, før jeg kan gå i kamp? Hvem har dog fundet på den idé? Jeg forlanger en forklaring!
Og så bliver vi altså også nødt til at tale om dansene. De der danse. Ååh, hvor er de dog tåkrummende. Okay, jeg ved godt, at de reelt set ikke har den store indflydelse på selve spillet, men lad mig nu lige komme ud med mine aggressioner, nu hvor jeg er i gang. Altså de der danse. Hvorfor skal alle pludselig gå rundt og lave dem? Er det virkelig her, dansekulturen er havnet i dag? Hos Fortnite? Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Nøj hvor er jeg dog gnaven i dag. Men jeg kan ikke stoppe mig selv nu. Nu får den bare fuld los.
Hvis der er noget, der er vigtigt i spil, så er det stemning. Og hvis der er noget, Fortnite ikke har, så er det stemning. Der er altid så bomstille. Ingen musik, ingen atmosfære. Bare komplet stilhed. Søvndyssende er vel det mest præcise ord. Det er stort set kun lydene af skud, tømrerarbejde og en køretøjsmotor i ny og næ, som dit øre bliver mødt med. Hvorfor skal det være så lyd- og stemningsforladt? Er der noget ved det, jeg ikke har forstået? Jeg er helt med på, at kampafgørende lyde som fodtrin og kister i nærheden ikke skal overdøves af ligegyldig baggrundsstøj. Men Fortnite er jo decideret kedeligt at høre på. For man kan ikke høre noget.
Jeg ved godt, jeg er hård nu. Og jeg overdriver måske lige en tand eller to. For jeg kan jo sagtens se, hvorfor Fortnite kan være en underholdende omgang. Hele ideen om at bygge løs og lynopsætte broer og gange og forsvarsværker for at nedkæmpe fjenden er godt nok en skør tilføjelse til et skydespil. Jeg mener det virkelig: Hvem har dog fundet på den idé? Vedkommende har i hvert fald gjort sig fortjent til en klækkelig lønforhøjelse, for det er jo et massivt guldæg, Epic Games sidder på nu. Men som I nok kan regne jer frem til, har jeg ikke mange aktier i det æg. Jeg forstår ikke Fortnites stjernestatus.