I don't get it: Journey

Som praktikant på Gamereactor har jeg kastet mig ud i mit eget lille weekend-initiativ. Et initiativ, som er til for at skabe en uskyldig og faktisk fuldkommen fjollet debat, som vi kan hygge os med i weekenden. I de næste, forhåbentlig mange, uger vil jeg nemlig hver lørdag udgive en hyggelig lille artikel som en del af en ny serie, jeg kalder: "I don't get it".

Som navnet indikerer, handler denne serie om ting, jeg bare ikke forstår. Nærmere bestemt vil jeg i hver artikel tage udgangspunkt i et spil, en spilkategori, en specifik mission i et spil eller noget helt fjerde, som alle elsker, men som jeg ganske enkelt bare ikke forstår. Jeg er godt klar over, at det er ren dynamit at smide ind i et forum fyldt med spilelskere, men mit mål med denne serie er ikke at kaste med mudder og nå til bunds i, om et spil er godt eller ej. Min hensigt er, at serien skal give et smil på læben. Et smil på læben over, hvor utrolig forskellige holdninger vi har til spil, og hvor utrolig forskelligt vi reagerer på dem. For det er da egentlig ret utroligt, hvordan et spil kan kede nogen ihjel, mens andre slet ikke kan få armene ned over præcis det samme spil. Jeg synes, det er så sjovt og interessant, at det kan lade sig gøre. Smag kan ikke diskuteres, men det er smag, jeg elsker at diskutere allermest. Så lad os da endelig gøre det - og forhåbentlig smile lidt af vores vidt forskellige oplevelser. For i sidste ende har ingen af os mere ret end den anden.

Lad os komme i gang og tag et kig på den første omgang "I don't get it".

Journey

Thatgamecompany tog hele spilverdenen med storm, da det lille studie i 2012 stod klar med deres nyeste projekt: Journey. Et spil om en ukendt menneskeagtig skikkelse, der vågner op midt i ørknen. Iført en brun poncho, der kan få én til at svæve i det fredelige sandlandskab, begiver man sig ud på en bevægende rejse gennem et øde, men varierende landskab til tonerne af et gribende symfonisk mesterværk, der går i ét med de elegante, sirlige bevægelser fra det sælsomme væsen, du varetager. En rejse, der fik spillere til at måbe over Journeys abstrakte og betagende univers, som tilmed kunne nydes i selskab med andre spillere, man mødte på sin eventyrlige ørkenvandring. Som vinder af adskillige Game of the Year-priser og utallige andre kategorier var Journey år 2012's lysende stjerne.

Og jeg fattede det ikke. Jeg har spillet Journey. Jeg har også gennemført Journey. Det sagde mig absolut "nada". Ja, musikken var harmonisk og smuk, og spillets grafiske side var et æstetisk vidunder. Men selve spillet var jo en søvndyssende godnathistorie. Jeg kedede mig under hele seancen. Rent gameplay-mæssigt var der intet interessant at tage sig til. Flyv lidt rundt, glid nedad en SSX-agtig bakke uden forhindringer, gem dig for et uhyre, der faktisk alligevel ikke kan dræbe dig. Jeg kunne bare ikke se det sjove i noget af det - også selvom det uden tvivl er smukke, himmellignende omgivelser, man bevæger sig rundt i.

Som nævnt har du også mulighed for at spille og måske endda gennemføre Journey sammen med andre online-spillere, du møder på din vej. Jeg har hørt om flere, der elskede denne Feature og nød den specielle oplevelse, det var at vandre igennem et øde landskab med en fremmed ven. Og jeg medgiver da, at det faktisk også lyder som et ganske særligt eventyr. Jeg ved ikke, om det var ren og skær uheld, men i min gennemspilning stødte jeg bare aldrig på andre spillere, som lod til at have lyst til at tage på tur med mig (sad face). Og selv hvis jeg rent faktisk kom til at opleve det en dag, tror jeg stadig ikke, det er noget, der ville kunne få mig helt op af stolen. Så foretrækker jeg egentlig bare at spille Rocket League med en god ven i stedet.

Jeg kan selvfølgelig sagtens se, at der er elementer i spillet, som er ret unikke. Men jeg bliver alligevel nødt til at adressere dette faktum: Journey har en gennemsnitlig bedømmelse på 92/100 på Metacritic. Det er rigtig meget. Det er på højde med mesterværker som The Witcher 3: Wild Hunt, Mass Effect, Uncharted 3: Drake's Deception og Final Fantasy VII. Jeg ved godt, det er en fuldkommen latterlig og ubrugelig sammenligning, men jeg synes nu alligevel, det er meget vildt at tænke. Og spillet er for pokker en enkelt time langt. Jeg ved det godt: kvalitet frem for kvantitet og alt det der. Men come on - én time! Det skal saftsuseme være en god time for, at det kan opnå den samme karakter som The Witcher 3: Wild Hunts 200 perfekte timer.

Og så er der dem, der siger: "Jamen altså det er simpelthen bare for abstrakt til, at du forstår det." Jeg skal da ikke udelukke, at jeg ganske enkelt ikke er "klog" nok til at forstå Journey. Jeg anerkender bare ikke helt argumentet med, at det unikke ved Journey er den emotionelle, abstrakte rejse, det tager dig ud på, og ikke så meget underholdningen du finder i Journeys gameplay. Hvis det kun er rejsen og oplevelsen, der tiltrækker, så kan jeg vel lige så godt sætte mig til at se en film, der byder på en lige så smuk rejse og et lige så godt narrativ. Og det er skam ikke, fordi jeg ikke sætter pris på et spil med en indlevende historie. Men hvis det samme spil ikke også byder på engagerende og indlevende gameplay, så kan jeg ikke helt se meningen. Så er en god film da at foretrække - og den er endda længere end Journey. Selvfølgelig er der et interaktivt aspekt i Journey, som man ikke får med en film, men det er for mig stadig i så begrænset grad, at jeg ikke rigtig kan blive klog på, hvorfor Journey er så fantastisk, som det tilsyneladende er. For jeg vil virkelig gerne finde magien i spillet og nyde det, som I andre gør. Jeg kan bare ikke få øje på magien.

Spil kan meget andet end blot at underholde i dag. Men i sidste ende spiller jeg for netop at spille. Og det er der ikke meget af i Journey. Det var ikke en rejse for mig.