I don't get it: Kampspil

Som praktikant på Gamereactor har jeg kastet mig ud i mit eget lille weekend-initiativ. Et initiativ, som er til for at skabe en uskyldig og faktisk fuldkommen fjollet debat, som vi kan hygge os med i weekenden. I de næste, forhåbentlig mange, uger vil jeg nemlig hver lørdag udgive en hyggelig lille artikel som en del af en ny serie, jeg kalder: "I don't get it".

Som navnet indikerer, handler denne serie om ting, jeg bare ikke forstår. Nærmere bestemt vil jeg i hver artikel tage udgangspunkt i et spil, en spilkategori, en specifik mission i et spil eller noget helt fjerde, som alle elsker, men som jeg ganske enkelt bare ikke forstår. Jeg er godt klar over, at det er ren dynamit at smide ind i et forum fyldt med spilelskere, men mit mål med denne serie er ikke at kaste med mudder og nå til bunds i, om et spil er godt eller ej. Min hensigt er, at serien skal give et smil på læben. Et smil på læben over, hvor utrolig forskellige holdninger vi har til spil, og hvor utrolig forskelligt vi reagerer på dem. For det er da egentlig ret utroligt, hvordan et spil kan kede nogen ihjel, mens andre slet ikke kan få armene ned over præcis det samme spil. Jeg synes, det er så sjovt og interessant, at det kan lade sig gøre. Smag kan ikke diskuteres, men det er smag, jeg elsker at diskutere allermest. Så lad os da endelig gøre det - og forhåbentlig smile lidt af vores vidt forskellige oplevelser. For i sidste ende har ingen af os mere ret end den anden.

Sidste uge gik jeg løs på Journey, og du kan læse den artikel lige her.

Lad os komme i gang og tag et kig på denne uges omgang "I don't get it".

Kampspil

Ja, denne gang er det ikke et specifikt spil, jeg er ude med snøren efter. I dag handler det om en spilkategori: Kampspil. På et eller andet tispunkt i vores liv har vi sikkert alle stiftet bekendtskab med genren. Om det så har været Tekken, Street Fighter, Mortal Kombat, Virtua Fighter eller noget helt femte. Vi har nok alle prøvet i hvert fald én af dem. For kampspil er ufatteligt populære. Og det forstår jeg sgu ikke rigtigt. Jeg har flere gange kastet mig ud i den famøse genre, og jeg har altid siddet tilbage og følt, at jeg ikke var mere end semi-godt underholdt. Lad mig komme med et eksempel på, hvordan dette forløb normalt udspiller sig: Min ven og jeg leder efter et spil, som vi kan spille sammen. Min ven får en idé: "Skal vi ikke spille Tekken?!" Skuffelsen sænker sig over mig. Tekken? Behøver vi virkelig det? Men min ven kigger beslutsomt på mig, og jeg tænker: "Jo okay så da. Måske bliver det sjovere den her gang." Og ja, det er da også meget sjovt at give din ven virtuelle taekwondo-tæv, mens din karakter udslynger arketypiske japanske karatelyde ved hver et slag, du giver. Men efter et par runder ender jeg alligevel altid med at sige: "Nå, skal vi så spille Fifa nu?".

Jeg har faktisk svært ved at sætte ord på, hvorfor jeg så hurtigt mister interessen, når jeg spiller disse spil. Jeg tror, det er, fordi jeg ikke bryder mig om det indskrænkede areal, man skal manøvrere rundt på i kampene. Små kvadratiske områder, der ganske vist er tredimensionelle, men som alligevel giver mig en følelse af, at jeg er fanget i en klaustrofobisk 2D-flade. Det er den fornemmelse, jeg sidder med. Derudover synes jeg også, kampspil bare går ud på at gøre det samme om og om igen: slås, slås og atter slås. Dét er det eneste, du skal. Og jeg ved godt, at der er mange spil, der kører med den opskrift. Spil som Fifa, Call of Duty og Gran Turismo går i bund og grund også bare ud på én ting. Det argument kan jeg sagtens forstå. Men i kampspil synes jeg bare, repetitionen er lige heftig nok - i hvert fald for mig.

Okay, jeg indrømmer, at Super Smash Bros. er skide skægt i selskab med en håndfuld venner. Men det bunder mere i, at jeg bare er hovedkulds forelsket i alt, hvad Nintendo rører ved. Og så adskiller karaktererne og banerne sig også så meget fra generelle kampspil, så det er lige før, Super Smash Bros.-serien ikke kan kategoriseres i den klassiske kampgenre. Men den diskussion må hellere vente til en anden gang.

Dog er der altså uden tvivl ét skelsættende punkt, hvor Super Smash Bros. adskiller sig gevaldigt fra resten af de populære kampspil: sværhedsgraden og det kompetitive niveau! Kampspil er vanvittig svære at mestre. Jeg tror aldrig, det er lykkes mig bevidst at udføre en succesfuld combo. Jeg mister fuldkommen overblikket, når jeg tjekker min karakters combo-moves, og de alle ligner snydekoder fra GTA. Det kan jeg jo aldrig lave midt i kampens hede! Men ved i hvad? Det behøver jeg heller ikke. For når man er så pivringe til kampspil, som jeg er, så er der altid et trick, der kan redde dig. Og I kender det alle sammen: begyndertricket. Et move, der er så fejt og på samme tid fuldkommen fair. Et move, der ni ud af ti gange vil sikre dig sejren, uanset hvilken Martial Arts-Champion, du er oppe imod. Når du som nybegynder lige skal prøve alle knapperne af, finder du nemlig altid et eller andet lousy trick at bruge, som blot kræver et tryk på en enkelt knap. Ofte er det et simpelt slag eller et spark, som skader absolut ingenting på modstanderen. Men fordi det er så hurtigt og nemt at udføre, kan du holde modstanderen i skak ved at blive ved med at udføre dette usle trick, så din duellant aldrig kan nå at få et slag ind på dig. Det tager godt nok en krig, før health-baren når ned på nul, så du kan få lov at eksekvere det endelige knockout-punch på modstanderen. Men når først du har trængt din ven op i en krog og efterfølgende formår at lande det samme vattede spark tre gange i træk uden afbrydelser, så ved du, at sejren er hjemme.

Jeg smører måske lidt tykt på. Det gør jeg nok. Men ærlig talt så kan du nå ufattelig langt med denne tarvelige strategi. Og det nedbryder lidt min vilje til faktisk at blive bedre og lære de mange vilde tricks og combos, kampspil gemmer på. Er det en dårlig undskyldning for ikke at prøve? Det er det måske. Og det bunder dybest set nok bare i, at jeg simpelthen bare ikke synes, kampspil er særligt sjove. Kort sagt: I don't get it.