Interview med Peter Molyneux

Solen er netop brudt frem, og bager fra en skyfri himmel. PR-folk løber forvirret rundt, der er tilsyneladende nogle journalister, der ikke er mødt op. Jeg skæver til mit ur - der er gået en pæn håndfuld minutter over tid. Eftersom det skærer minutter fra min samlede interviewtid, så er minutterne, som kostbare dråber der fordamper i varmen. Endelig sker der noget - til fanden med de andre sløve padder - nu står jeg for tur. Døren åbner sig, og vores intime flok slippes indenfor. Det er en spartansk indrettet container, der står kun et lille bord med en pc’er. Mere interesse går dog til manden, der smilende sidder og venter. Lettere betaget sætter jeg mig ved siden af oraklet Peter Molyneux.

En forvirret pressekvinde forklarer, at vi skal skynde os. Skærmen blændes op, Fable toner frem, og Peter begynder at forklare. De fleste har nok hørt Fable - tidligere Project Ego - omtalt. Kort fortalt; så er dette et rollespil med et twist. I stedet for at du tilpasser dig den virtuelle verden, så tilpasser den sig til dig. Mørke kræfter truer verden, og i dette scenarie har krigere gode betingelser. Du indtræder selv som en ganske ung knægt, og gennem dine handlinger skal du blive den største helt, der har levet. Oprindeligt havde Peter Molyneux og resten af holdet bag Fable satset på en total fri verden. Men efter at have haft en masse folk til at teste spillet, fandt de ud af, at det simpelt hen var for kedeligt. Folk ønskede struktur, og et overordnet mål med deres færd. Derfor blev handlingen ændret, så det i stedet er historiedrevet i en fri interaktiv verden. Der er altså hele tiden objektiver der skal løses, men hvordan, hvornår og hvorfor - det er helt op til dig selv.

Det der virkelig gør Fable anderledes i forhold til andre titler er, at du har alle muligheder for at forme din helt. Vælger du et tungt arbejde, så vil din figur blive en ordentlig satan. Bruger du hovedsageligt højre arm, så bliver denne mere muskuløs. Sidder du meget indenfor og læser trolddom, så bliver din figur bleg - og jeg kunne blive ved. Dertil så går tiden i spillet. Din figur bliver ældre, og planter du eksempelvis et frø, så vil dette måske være blevet til et træ efter nogle år. Som om det ikke var nok, så vil din figurs opførsel også influere på hans udseende. Vælger du at være en ond sjover. Så vil du bemærke, at figuren får sorte rander under øjnene, har nervøse ticks og et forvredent udtryk.

En sjov tilføjelse er muligheden for selv at vælge, hvornår du skal klippes og barberes. Her kan du også vælge, hvilken stil du vil have. Bliver du en stor helt, så vil du bemærke, at folk i byerne begynder at kopiere den måde, du er klippet på - ren idoldyrkelse. Mens Peter fortæller, så dukker der forskellige scener op på skærmen. Det hele ser meget imponerende ud. Der er nogle intense kampe, samt et vel udtænkt magisystem. Han fortæller, at verdenen er fyldt med andre helte, og man kan løbende holde øje med, hvem der er den mest berømte/berygtede. Det får mig til at bryde ind, og høre hvorvidt vi så kan forvente titlen til Xbox Live. Han tænker lidt over det, og fortæller, at det desværre nok ikke bliver tilfældet i første omgang, ganske simpelt fordi at muligheden ikke eksisterede, da de startede på titlen. Dog vil han ikke udelukke, at der kommer en udvidelse på et senere tidspunkt.

Lettere jaget kigger Peter Molynoux på sit ur, og fortæller, at vi nok hellere må komme videre til næste titel. En ny skive trylles frem, og det er blevet tid til at betragte B.C. Dette er et actionadventure, hvor vi følger en gruppe hulemænd. Igen har Peter Molynoux været idemand, og forsøgt sig med en anderledes fremgangsmetode. Selve indgangsvinklen er ellers simpel nok. B.C. er opdelt i en række kapitler, hvor du hver gang præsenteres for nogle objektiver. Dette kan være at samle føde til dine hulemænd, dræbe en gruppe dinosauruser eller noget helt tredje.

Det der gør B.C. anderledes er, at du selv gennem dine handlinger skal lære din stamme nye egenskaber. Et eksempel på dette kan være, når du samler føde. Først beder du et par af stammemedlemmerne om at følge med dig. Herefter kravler du op i et træ, og begynder at plukke æbler. De andre vil følge dine bevægelser, og forsøge at efterabe dig. Når I så har plukket nok mad, så samler du noget af føden op, og går tilbage til lejren. Igen vil de andre efterabe dig, og begynde at tage mad med hjem. Dette er det helt centrale i spillet. Stort set alle spillets puzzles bygger nemlig på, at du skal lære fra dig. Men hvordan, du vælger at løse de forskellige puzzles, varierer så.

Peter Molynoux loader en sektion af spillet frem for at give mig et eksempel. Her styrer han tre hulemænd op på toppen af en bakke. Foran er en fordybning, hvor der i bunden står en flok raptorer. Peter forklarer, at objektivet er at udslette disse raptorer, og viser mig efterfølgende tre måder at gøre det på. Første metode er ved at benytte nogle tunge runde klipper, som hviler på toppen. Han styrer en af hulemændene over, og forsøger at skubbe til blokken. De andre hulemænd ser, hvad han laver - de går over, og hjælper til. Vupti, så ruller klippen ned, og kvaser nogle af de intetanende dyr. Tilfreds styrer han efterfølgende den lille huleboer over til et træ, hvor han henter et æble. Æblet bliver forgiftet og kastet ned til de resterende raptorer. En af dem ser det, og løber over for at spise det. Et kort øjeblik passerer, grøn tåge stiger ud af munden på dyret, og det falder dødt om. Herefter løber han over til de to andre huleboere, og sammen løber de ned, og tæver de resterende raptorer. Hvilken indgangsvinkel man vælger, er helt op til én selv.

Pludselig går døren op. Tiden er gået. Jeg takker Peter Molynoux for hans tid, og går lettere imponeret ud i solen igen. Manden der står bag geniale titler som Popolous, Dungeon Master og Black & White, har tilsyneladende atter lækkerier i ærmet. Jeg glæder mig i hvert fald meget, til de bliver udgivet.