Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Jeg elsker Apple Watch

Magnus har spenderet et par uger med det nye Apple Watch, og er helt forelsket. Det er dog svært at forklare... hvorfor.
Magnus Groth-Andersen 21 oktober 2016

"In many ways then, this is a bit like an iPad, cause that's not cheap either, and you certainly don't need one. But you want one, cause it's such a lovely... thing."

Sådan sagde Jeremy Clarkson om BAC Mono, en bil der nærmest kun er designet til at køre på en racerbane med en hjelm trukket ned om ørene. Den har ikke engang en forrude. Citatet gør sig dog lige så gældende for alle Apples produkter som med bilen. Hvorfor vil du bruge så meget mere på en iPhone, i stedet for en billigere telefon der giver dig stort set samme indmad? Tja, det kan være svært at svare på, men måske er det nu engang fordi det er "such a lovely... thing".

Dog gælder dette citat særligt for Apple Watch, et ganske enigmatisk produkt hvis funktion eller appel kan være utrolig besværlig at forklare. Ud af til har Apples smarte lille ur ingen funktion, og særligt ikke for den der ikke ønsker at benytte det til motion. Men det har ikke forhindret mig i at ønske mig uret lige siden det blev afsløret. Ligesom med en iPad, ligesom med en BAC Mono, sker der noget via samspillet imellem design og byggekvalitet. Hvorfor køber vi Hay i stedet for IKEA, ægte controllere fra Microsoft, Sony eller Nintendo i stedet for billigere modeller fra tredjepartsproducenter og Volkswagen Up i stedet for en Skoda Citigo? Vi føler os draget af kvalitetsprodukter fordi de taler til os på en anden måde.

Ligesom med Clarkson og Mono'en var jeg ganske klar over at jeg virkelig, virkelig ikke havde brug for et Apple Watch, og at det ingen mening gav for mig at eje et, men igen vendte jeg tilbage til, at det er "such a lovely thing". Efter et par uger i selskab med det helt nye Apple Watch Series 2, er producentens skønne lille ur mere "lovely" end nogensinde før.

Selvom urets generelle appel kommer i form af den klassiske uforsvarlige Apple-magi, så er der alligevel en række tekniske innovationer der er værd at bide mærke i. For det første er uret nu vandtæt og ikke bare "splash proof" som det første, og det betyder at du faktisk kan beholde uret på når du bader, og der er en række måder hvorpå du kan måle motionen når du svømmer. Derudover er der GPS installeret i uret, så det ved præcis hvor det er, selvom bluetooth på din telefon er slukket.

Derudover er selve skærmen over dobbelt så skarp og lys, som gør hele processen med at læse emails, beskeder og vælge musik en del lettere, og dette er ikke engang gået ud over batteritiden, der dog stadig er en smule for kort.

Selvfølgelig er selve processorkraften også forøget i den nye version, så multitasking, applikationer og alt derimellem i afvikles på en mere glidende facon. Ligesom med iPhone 7 er det de små forskelle der tæller, men jeg ville dog vove at påstå, at var du i forvejen skeptisk over Apple Watch ved den originale afsløring, så gør de diverse forbedringer og innovationer ikke noget for at ændre din holdning.

Men nu bliver vi desværre nødt til at vende tilbage til det der er mellem linjerne, den der obskure tiltrækningskraft der befinder sig i alle de unødvendige materielle ting vi omgiver os med hver dag. Apple Watch gør mig simpelthen glad. Jeg er meget bevidst om, at den reelle brug er begrænset, og det gælder særligt hvis man netop ikke har i sinde at svømme, løbe eller dyrke motion med det, på samme måde som at en iPad i virkeligheden bare er en forstørret telefon, er Apple Watch bare en formindsket telefon, men det er bare... such a lovely thing.

Nu skal jeg stoppe med at piske den fortærskede metafor, men at bruge uret, at modtage mine beskeder, læse en mail engang imellem, at kunne ligge min telefon fra mig og stadig være med på beatet, og sidst men ikke mindst bare have noget lækkert håndleddet, det er nu ikke så ringe endda.

Nu må I godt kritisere mig.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.