"Spillet var næsten færdigt på Xbox, da vi valgte at skifte til Xbox 360", lyder det overraskende fra Kameos designer George Andreas, men det er måske slet ikke så underligt endda. "Skiftet var endelig ret indlysende, eftersom vi nu endelig kunne bringe Kameo fuldt til live på næste-generations hardware".
Rares lille fe-prinsesse har igennem de seneste fem år undergået flere make-overs end en rutineret Hollywood-skuespillerinde, men modsat mange af filmverdens nærmest fatale forsøg, så har Kameo nydt godt af sin lange skabelsesperiode, og det virker for alvor til, at Rare efter et par år i sølet atter kan ramme de helt høje toner. Det er holdet bag Nintendo 64-æraens anmelderroste Donkey Kong- og Banjo-Kazooie-spil, der nu har ført Kameo: Elements of Power hele vejen fra GameCube og til Microsofts kommende Xbox 360 - en rejse, der har set masser af håbefulde fans vente forgæves.
Den sene beslutning om et skift for knap halvandet år siden kan da også virke forunderlig, men en nærmere analyse af maskinernes kræfter afslører en hel del. Den enorme slagscene med tusindvis af unikke fjender, der på E3 gjorde et stort indtryk på mange, var skam mulig på Xbox, dog med visse begrænsninger. "På Xbox var det muligt for os at have måske 15 eller 30 orgre på slagmarken samtidig", forklarer George Andreas. "Det var ikke rigtig, hvad vi havde forestillet os og ideen røg derfor af listen".
Men med den nye generation af hardware, er alle disse hidtil utænkelige ideer nu blevet mulige, og i en hel ny scene, vi blev fremvist for, havde Rare skubbet intet mindre end 5.000 fjender ind på skærmen sammen med en række kæmpetrolde og kraftigt artilleri. Inspirationen fra Ringenes Herre var åbenlys! Der er dog næppe én ting man kan sammenligne Kameo med. Gameplayet føles utroligt unikt, hvor man som den lille fe-prinsesse kan forvandle sig til et samlet antal af ti krigere, der spænder over ild, jord, vand, is og planter. I hendes jagt på at redde sin familie, der er blevet taget til gidsel af hendes onde søster Calus og orgrenes herre Thorn, er det naturligvis en nyttig egenskab at kunne transformere sig til denne række af komiske krigere, som ganske enkelt er et enestående eksempel på Rares kreative talent.
Med alt fra en boksende plante og sne-gorilla, til en rullende bunke sten og en meget lille ildmyre med et meget stort æg på ryggen, er det tydeligt, hvordan holdet har sprudlet med opfindsomme påfund og humoristiske referencer. Mange af dem er naturligvis nye versioner af de karakterer vi så tilbage på GameCube, men reelt har Rare så sidenhen ændret dem igen og igen for at få fremmanet nogle ret unikke og spændende krigere, der uden tvivl vil appellere til de fleste action- og eventyrspillere.
Alle krigerne har naturligvis også deres helt egne, unikke angreb, der med et utal af kombinationer og efterfølgende opgra-deringer er for mangfoldige til at opridse her. Det er nu heller ikke det vigtigste. For Rare har på uhyggeligt overbevisende facon formået at lave disse angreb så situationsbestemte og så balancerede, at man konstant transformerer let og uopfordret mellem de forskellige dyr.
Kombineret med det såkaldte Warrior focus, der ved en række succesfulde combos laver en lækker slow-motion effekt, er du for alvor i stand til at udnytte alle dine ti krigere i samme angrebsserie - og det fungerer helt fænomenalt.
"Vi har haft nærmest et uendeligt antal af ideer til krigere hele udviklingstiden igennem", kunne George Andreas endvidere fortælle. "Der er naturligvis mange, der siden hen er røget i skraldespanden, men i realiteten har vi prøvet at presse alle de bedste af vores ideer ned i disse ti meget umage slagsbrødre". At sige farvel til sit barn gennem fem år er aldrig let, og ansigtsudtrykket på George Andreas viste også tydeligt, at ideerne til de næste fem år allerede lå på bordet. Heldigvis virkede han overordnet tilfreds med deres indsats og slutresultat, men alligevel er det ikke alle spillets komponenter, der har samme slagskraft.
Kameos enorme slagscene, som hele historien igennem fungerer som en portal mellem de forskellige verdener, hvor imponerende det end så ud med de enorme horder af barbariske trolde, virkede ikke helt så overbevisende. Selvom det naturligvis havde sin charme at pløje de savlende monstre ned som kegler i et spil billard, mens jeg red på min hest, så føltes det mere som et hjernedødt pusterum end et selvstændigt gameplay-element i spillet. Dog fik jeg ikke chancen for kaste mig ud i endeløse slagsmål med mine krigere på denne slagmark, og der er ingen tvivl om, at det nok skal blive en hel del sjovere end blot at ride på hest gennem marken af orgre.
Kameo er dog mere og andet end et decideret actionspil. Dets progressive historie, hvor man både skal skaffe sig flere krigere og redde familiemedlemmer, har gjort det muligt at indblande en del adventure og rollespilselementer, hvor du kommer vidt omkring hos forskellige skøre stammer. Mest imponerende er spillets meget naturlige livscyklus, hvor de computerstyrede indbyggere går rundt og lever deres eget liv og udfører jobs, alt imens spillet konstant skifter flydende mellem dag og nat - både indendørs og udendørs! Dette er utvivlsomt første gang siden mesterværket Zelda: Ocarina of Time, at jeg har følt mig så absorberet og tryllebundet af en helt levende verden. Det er ret mageløst lavet.
Stemningen forstærkes udelukkende af det meget solide soundtrack, som Rares lydmænd har puslet med siden starten på projektet, og selvom hver enkelt område har sit helt unikke lydspor, så bindes det hele sammen af deres fælles episke træk, som hurtigt bringer den indre ridder frem. Atmosfæren i musikken er fremragende. Der er dog ingen tvivl om, at spillets stærke Xbox-rødder til tider kan mærkes, og selvom grafikken i langt størstedelen af min tid med spillet havde en stærkt imponerende effekt, især med de majestætiske baggrunde, og endda så småt blev sammenlignet med diverse Pixar-film, så var der stadig ru kanter. Heldigvis kunne holdet garantere, at spillet indtil færdiggørelsen stadig ville se et par visuelle forbedringer, og med en så stabil og velpoleret udgave af spillet, som jeg fik smidt i hænderne, så har jeg ingen grund til at betvivle dem. Det var langt mere robust end det længe ventede Perfect Dark Zero.
Da Microsoft i sin tid købte Rare lød begrundelsen, at den legendariske britiske udvikler havde et sandt talent for at udvikle spil til gamere i alle aldre, og med Kameo bliver denne begrundelse måske endelig opfyldt. Selvom dets kunstneristiske standpunkt godt kan give indtrykket af et mere barnligt spil, så vil der være tonsvis af lækkerier til alle gamere. Ikke mindst fordi Kameos humor ofte opererer på flere niveauer og vil åbenlyst være et af de spil, hvor både far og søn kan sidde og hygge sig sammen i stuen - selvom mosten nok vil være en anelse for meget til bedstemor. Men hvad skal hun også foran konsollen?
Hardcore gamere har dog ingen grund til at fortvivle, for selvom du spiller noget så vattet som en fe-prinsesse, så har Rare hele tiden haft denne målgruppe i hovedet. Den fælles kombination af indbyggede scoringstavler, som efter hver enkelt bane vil måle din indsats og øjeblikkeligt sammenligne det med verdens bedste, og muligheden for co-operativt at gennemspille Kameos action-sekvenser, vil utvivlsomt afsløre Kameos egentlige dybde.
Som Rare fornemt demonstrerede, så kan man lave uendeligt lange combo-angreb på kryds og tværs af de forskellige monstre; eksempelvis sprøjte lidt olie med en kriger, antænde olien med en anden og så ellers forsat fyre olie af sted, så hele stedet går op i røg. Og hvis man nogensinde vil gøre sig forhåbning om at klatre helt til tops på ranglisten, så skal kreativiteten finpudses godt og grundigt. Der ligger givetvis uendelige mange timer her og venter på den spiller, der har lysten og tiden til at sætte sig grundigt ind i det yderst dybe kampsystem som Rare har fået stykket sammen.
På nuværende tidspunkt har den engelske udvikler stadig en lille måned til at færdiggøre deres ambitiøse projekt, og som enhver rutineret journalist, forventede jeg et møde med en små-haltende, lidt ustabil version. Til min store overraskelse fik jeg i stedet kastet et uhyggeligt finpoleret og velkørende spil i hovedet, og jeg kan kun forestille mig justeringer for det bedre herfra, hvilket betyder at den engelske udvikler ikke behøver at tænke synderligt over den visuelle side, men udelukkende kan bruge de sidste kræfter på at finpudse og forbedre det i forvejen fængende og anderledes gameplay.
Med en så storslået og majæstetisk verden, så meget sprudlende fantasi og idérigdom, samt en god portion kløgtigt spildesign, vil Rares bevingede heltinde unægteligt kunne tryllebinde enhver - jeg er i hvert fald atter faldet for Rares magiske hænder. Holdet er jo heller ikke helt ueffen i genren, eftersom de også stod bag den flotte og for nogle også ret gennemførte Zelda-klon Star Fox Adventures. Kameo er dog af en lidt anden og mere højtravende kaliber, hvor stort set alle gameplay-finesser der har været brug gennem de seneste ti år, får helt nye facetter og håndteres på en helt anden måde. Dette bliver ikke en fiasko i stil med Grabbed by the Ghoulies, det ved jeg allerede nu. Spørgsmålet er udelukkende hvor godt Kameo bliver. Har de fem års udviklingstid tæret på ideerne?. Har Xbox 360 været en for stor mundfuld på så kort tid og kan den engelske udvikler igen finde storformen? Svaret lander d. 2. december når spillet lanceres.