Gamereactor



  •   Dansk

Log ind medlem
Gamereactor
artikler
Kane & Lynch: Dead Men

Kane & Lynch: Dead Man - Holder Det?!

IO Interactive havde store planer for denne franchise, men det gik ikke helt som håbet. Men det betyder ikke at spillene ikke er noget værd - Claus kigger nærmere.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Der er gået et godt stykke tid siden jeg sidst skrev en "holder det"-artikel, men konceptet er enkelt: Jeg prøver et spil, som helst er mere end ti år gammelt, som jeg har minder om. Jeg spiller det igen og vurderer, om det stadig er værd at bruge tid på. Om det holder, som man siger. I denne omgang har jeg haft fat i Kane & Lynch fra danske IO Interactive. Jeg fandt en fysisk kopi til PlayStation 3 på genbrug. Og ja, jeg ved godt at oplevelsen sikkert er bedre på PC, men det er PS3-versionen, jeg baserer min artikel på, så tag lige det med i baghovedet, når du læser videre.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med IO Interactive var tilbage i år 2000, da jeg kastede mig over det første Hitman. Jeg var ikke ligefrem snigmorder-materiale, jeg stank ærlig talt til det spil, men jeg så klart potentialet. Især var jeg fascineret af, at allerede dengang der var IO mestrer i teknik og i at implementere der der på daværende tidspunkt var overbevisende fysik. Bladene, de bevægede sig, når man gik forbi dem. Det var mindblowing. Små hjerner, små glæder... jeg ved det.

I 2007 udkom Kane & Lynch: Dead Men, IO's forsøg på at lave en mørk og voldsom fortælling om to antihelte, som nægter at være nogen af delene. Spillet starter da Kane og Lynch undslipper dødsgangen. Ikke som helte, men fordi deres fængselstransport bliver angrebet af lejesoldater. De to bliver taget til fange og fragtet til en byggeplads, hvor deres nye ven Carlos anklager Kane for at have stjålet penge fra gruppen The7. For at sætte ekstra pres på, har de kidnappet Kanes kone og datter, og nu skal pengene findes og afleveres.

Dette er en annonce:
Kane & Lynch: Dead Men

Kane ved, at en del af pengene ligger i en bank. Planen er at hente dem. Men her går det naturligvis galt, for Lynch er psykisk syg og uden sin medicin bliver han en fare for alt og alle. Han får blackout under røveriet og slagter samtlige gidsler. Herfra går det fra slemt til værre.
Spillet smider så mange 00'er-troper i hovedet på én, at man næsten forventer, at Ethan Hawke dukker op i en støvet læderjakke. Vi har buddycop-dynamikken, men vendt på hovedet. To mænd, som både hader og har brug for hinanden. De er en dysfunktionel duo, der langsomt lærer hinanden at kende, mens de pløjer sig gennem fjender. Vi har den konstante flugt fra politi og lejesoldater. Og så har vi de klassiske skuddueller, som ikke forsøger at overraske, men bare er der. Mange af dem. For mange.

Problemet er, at hele oplevelsen føles som en stor, lang, trættende nedslagtning. Du skyder dig gennem hundredvis af modstandere i lineære, grå baner. Ikke fordi det er spændende. Fordi det er det, spillet tilbyder. Og selvom Kane og Lynch prøver at være ekstreme og siger ting, der skal chokere eller underholde, så virker det ofte kunstigt. Jeg har aldrig rigtig connected med dem, hverken dengang eller nu. De føles som karakterer, man har set i alt fra Tarantino-wannabe-film til B-videospil. Bare uden den charme, der skal til.

Men lad os tale om gameplayet. For hvis historien er middelmådig, så er gameplayet... ja, også middelmådigt. Som nævnt er oplevelsen sikkert bedre på PC. På PS3 kører spillet som en rusten Lada fra 1989, der hoster sig op ad bakke i modvind. Konsollen er tydeligvis presset, og det var i 2007 (!) Frame-raten dykker konstant. Det føles som om spillet balancerer på kanten af et sammenbrud, og det bliver kun værre i mellemsekvenserne, hvor billedet hakker så meget, at man bliver helt søsyg.

Dette er en annonce:

Det er ikke just ideelt i et spil, der prøver at være "cinematisk" og "indlevende". I praksis føles det som at se en actionfilm filmet på en Nokia fra 2006. Når man samtidig skal styre sin karakter i intense kampe, bliver det kun værre. Styringen er upræcis, og auto-aim er en nødvendighed, ikke et hjælpemiddel. At spillet er 90 procent action og stadig ikke føles sjovt at kæmpe i, er et ret stort problem. Man har lyst til at gemme sig, ikke fordi det er taktisk, men fordi det hele bare er bøvlet.

Visuelt er Kane & Lynch: Dead Men det rene depression. Spillet er gråt. Gråt. GRÅT. Farver? Nej tak. Her handler det om betongrå, regnvåd asfaltgrå og støvet mørkegrå. Igen, oplevelsen på PC er formentlig bedre, bare fordi du kan skrue op for opløsningen. PS3-versionen er mudret og uklar. Jeg har set mere detaljerede tegninger hængt op på køleskabe af børnehavebørn.
Når det hele går hurtigt, hvis man overhovedet kan kalde under tyve billeder i sekundet for "hurtigt", så bliver billedet til en mudret suppe. Det er anstrengende at se på. Jeg kunne maksimalt spille halvanden time ad gangen, før mine øjne bad om at få lov at stirre tomt ind i en hvid væg. Det er hårdt, når man ikke engang kan se, om det er en fjende eller en lygtepæl, man skyder på.

Kane & Lynch: Dead Men

Hvis du overvejer at spille det i dag, så gør dig selv den tjeneste at spille det på en platform, som rent faktisk kan trække det. For på PS3 er det næsten en test i kognitiv udholdenhed.
AI'en? Den er som en blandet skål havregryn. Nogle gange overrasker den dig og spiller med en form for snuhed. Andre gange står fjenderne stille, som om de lige er gået i stå midt i en eksistentiel krise. Du ved aldrig, hvad du får, hvilket skaber en sær form for spænding. Nogle gange underholdende. Andre gange bare trættende.

Kombinationen af grafik, der ligner noget fra et oversvømmet modemuseum, ustabil billedhastighed og en AI, der skifter mellem psykopat og papfigur, gør actionsekvenserne ujævne og frustrerende.

Nu har jeg været hård, og det med god grund, men jeg vil også anerkende, at der er lyspunkter. Det største er musikken. Jesper Kyd leverer, som han plejer. Soundtracket hæver oplevelsen markant. Det er stemningsfuldt, dunkelt og lige præcis så dramatisk, som spillet forsøger at være. Når spilmekanikken skramler, gør musikken sit bedste for at lime det hele sammen. Og det lykkes faktisk. Især i de rolige øjeblikke, hvor man får lov til at ånde lidt, her trænger man et øjeblik gennem overfladen og mærker, at der næsten var en stærk fortælling her. Næsten.

Så, holder Kane & Lynch: Dead Men?
Næh. Ikke rigtigt dengang. Og bestemt ikke nu. Spillet er muligvis bedre på moderne hardware, hvor du kan presse flere billeder i sekundet og en højere opløsning ud af det, men selve spillet under overfladen er stadig det samme: et rodet actionspil med to hovedpersoner, man har svært ved at holde af, og endnu sværere ved at følge med i.
Hvis du elsker de mørke 00'er-vibes og vil have det hele, som det var dengang, inklusive dårlig performance, så værsgo. Ellers vil jeg foreslå, at du nøjes med at huske det, som det var. Minderne er gratis. Kane & Lynch er det ikke.

Relaterede tekster

Kane & Lynch: Dead MenScore

Kane & Lynch: Dead Men

ANMELDELSE. Skrevet af Simon Kolbe Strange

De danske spilmagikere fra IO Interactive åbner dørene op til bevæbnede psykopater og en dyster historie. Simon fortæller...

Kane & Lynch: Dead Man - Holder Det?!

Kane & Lynch: Dead Man - Holder Det?!

ARTIKEL. Skrevet af Claus Larsen

IO Interactive havde store planer for denne franchise, men det gik ikke helt som håbet. Men det betyder ikke at spillene ikke er noget værd - Claus kigger nærmere.



Indlæser mere indhold