Holdspil er sjovt! Det er socialt og kan give oplevelser, man aldrig ville få som solospiller. Man kan komplimentere hinandens styrker, og med den rette indstilling kan selv nye spillere ofte bidrage til sejren.
Desværre er der også dem der. De andre. De håbløse typer, man krydser fingre og tæer for ikke at komme på hold med. Dem der spiller, som om de skal have hjælp til at binde deres snørrebånd. Ham der. That guy. Onlinespillenes svar på Ralph Wiggum. Vi møder ham på tværs af alle spil, og giver her en stribe eksempler på, hvorfor den halve redaktion nu tager medicin mod forhøjet blodtryk.
World of Warcraft
Sig "capture the flag" til en garvet gamer, og han ved præcis hvad du snakker om - uanset om det så er inden for rammerne af Halo, Team Fortress 2, Quake eller World of Warcraft. Men for lidt mindre erfarne spillere kan der åbenbart være tvivl om, hvad ordet "capture" egentlig dækker over.
Har du lagt timevis af spilletid i WoWs PvP Battlegrounds, så har du sandsynligvis oplevet fænomenet: en medspiller løber ind i fjendens base, samler flaget op - og nægter så pure at løbe hjem med det. Næhnej, der er jo fjender, der skal dræbes, og det er meget sjovere at løbe omsonst rundt i modstanderens base, end at score de point, der kan hive sejren hjem. Krydr oplevelsen med en total modvilje mod at lytte til holdchatten, og du har opskriften på frustration.

Battlefield 3
Nogle folk lærer det aldrig. Vi har nævnt dem her på siden før, men skiftet fra Bad Company 2 til Battlefield 3 har ikke ændret deres vaner - idiot-sniperne, der helst vil sidde i ro og mag så langt fra fronten som muligt (uanset om det er opgaven de har eller ej), og tage popshots når en stakkels modstander en sjælden gang forvilder sig ind i deres snævre synsfelt.
Skidt med om fjenden har et uendeligt antal forstærkninger, og den eneste måde at vinde på er at angribe ens to objectives. Det er da meget federe bare at sidde et eller andet ufremkommeligt sted og hive point ind, mens man afholder sig fra tilnærmelsesvis at gøre noget, der kunne hjælpe resten af holdet med at vinde. Der er ekstra bonuspoint for at snuppe et jetfly for næsen af en medspiller, og kun bruge det til hurtigt at nå frem til yndlingscampingpladsen.
<newpage>

Starcraft 2
De første par minutter i et holdspil i Starcraft 2 med tilfældige spillere er altid spændende. Ikke så meget fordi man gruer for, om modstanderne laver en perfekt udført sixpool/cannon rush-krydsning - men fordi man venter på at se, om ham den potentielt retarderede Protoss-spiller på ens eget hold har tænkt sig at bygge andet end kanoner.
Man bliver altid lidt bekymret, når man ser ham bygge en Forge - den bygning, der lader en lave kanoner - frem for en Gateway, der bruges til, du ved, at lave en hær, og den paniske angst sætter hurtigt ind, når han spærrer sin rampe fuldstændig af med kanoner, omringer sin minerallinje med kanoner, og opstiller en park af kanoner langs hele basens kant - uden nogensinde at bygge skyggen af en Zealot, eller bare en gnaldet Sentry. Imens bliver resten af holdet trumlet, fordi de i realiteten er en mand i undertal. GG.

Call of Duty
Det er irriterende at blive dræbt af en granat, man ikke så komme. Det er frustrerende at blive dræbt af en granat fra en spiller, man ikke aner hvor var. Det er decideret raseri-udløsende når man på det efterfølgende killcam kan se ham tossen fyre alle sine noobtubes og granater tilfældigt op i luften, se dem flyve halvvejs over banen, rulle hele vejen ned af en trappeopgang og lande for dine fødder, netop som du løber rundt om et hjørne.
Disse folk er ikke spillere - de er kaoter. Man skyder i blinde og håber på det bedste. 99 procent af tiden rammer de intet. Det svarer til konsekvent at kaste kuglen mellem benene, når man bowler, fordi det en gang i tidernes morgen lykkedes en at få verdenshistoriens mest bagvendte strike. At være på hold med sådan en spiller er blandt de hyppigste årsager til tidligt hårtab. Så spil dog ordentligt, menneske!
Er du enig med Rasmus' raserianfald, eller er det bare et spørgsmål om L2P & smile, så skriv med herunder.