Rasmus Lund-Hansen: Maskinen under dit fjernsyn ville ikke være halvt så vild, hvis der kun var én platform. Konsolpluralisme er lig med fremskridt.
Året er 2006. Jeg sidder klinet til skærmen i mit kollegieværelse, og uddeler stryg og motorsavsprygl over nettet i Gears of War. Jeg råber og skriger, griner og græmmes, og min ven Theis gør det samme, mens vi kordinerer vores manøvrer og overlister fjenden. Han sidder ganske vist i Malmö, mens jeg er i Roskilde, men vi hører hinanden klart og tydeligt takket være Xboxens medfølgende headset. Åh, hvor er det dog godt, at vi har mere end én konsol at vælge mellem.
Det hele kan koges ned til én ting: konkurrence fordrer nytænkning. Seperate platforme, der hver især bakkes op af en resourcestærk fabrikant, betyder i sidste ende på en bedre oplevelse og et bedre produkt til slutbrugeren. Fabrikanterne ligger i konstant kamp om at overgå hinanden på funktioner og ydeevne, og var der ingen konkurrence, ville der bare være stilstand.
Vi behøver egentlig kun ét eksempel: Xbox Live. Microsoft var de første, der så online-oplevelsen som en integreret del af konsollen. Ja, Dreamcast havde indbygget modem, og man kunne købe separat LAN-adapter til PlayStation 2 - men det understreger bare, hvor langt bagud de to firmaer var på online-fronten.
Microsoft havde luret, hvor vigtig en rolle online-aspektet havde i at gøre PC'en til den bedste spilplatform. De så, at en gennemtænkt og strømlinet online-funktionalitet ville give dem en fordel over Sony, Sega og Nintendo, som konkurrenterne aldrig ville indhente.
Netværksadapter til PlayStation 2. Det holder ikke.
Og her er det værd at huske på, at der var ikke noget, der hed PlayStation Network på PS2. Det var udelukkende op til spiludviklerne at sørge for servere, indhold, matchmaking, vennelister og så videre, og så videre. Det førte til en mildest talt ujævn oplevelse. Imens løb Xbox med online-sejren. Centrale vennelister, indbygget stemmechat og medfølgende headset er alle funktioner, der blev udtænkt for at tryne PS2.
Og det er fortsat ind i den nuværende generation. Springet videre fra den forrige generation har ikke kun handlet om megahertz og lagerplads. Det er online-funktionerne, der har stået for de største fremskridt.
Tjenester som disse var utænkelige i forrige konsolgeneration.
Uden Xbox Live ville vi ikke have noget PSN, og uden både Sony og Microsofts konstante kamp for at overgå hinanden på online-fronten ville vi ikke have tjenester som Xbox Live Arcade, PlayStation Store, Zune Marketplace, Mubi, eller de myriader af andre streaming-tjenester, som brugere i større lande end Danmark kan nyde godt af. Det online-økosystem, vi i dag tager for givet, er en direkte udspringer af konkurrencen mellem Microsoft og Sony. Uden den ville multiplayer på konsol sikkert stadig være begrænset til splitscreen, HD-grafik var næppe blevet standard, og vi ville sikkert alle sidde med maskiner, der havde hestekræfter som en Wii, og mene at det var toppen af poppen.
Og trådene går langt, langt tilbage. Der ville slet ikke være noget, der hed PlayStation, hvis ikke Nintendo havde indledt et samarbejde med Sony om at udvikle et CD-ROM-drev til Super Nintendo, som et modsvar til Segas MegaCD, der blev lavet for at give Sega en fordel over netop SNES'en, som igen var et modsvar til Mega Drive, som Sega udviklede for at tage markedsdele fra den gamle NES, og så videre, og så videre.
Seperate platforme er hjørnestenen i spilbranchens succes.
Lee West: Vi behøver kun én konsol. Stop ræset og tag tid til at fokusere på gameplayet. Lad os få konsolkommunisme.
Året er 1993. 3DO er ude med deres store satsning. En CD-rom baseret spillekonsol. Jeg undres svagt, da jeg erindrer at Trip Hawkins få år tidligere har udtalt at konsoller ikke skal tages seriøst. Men dette er den helt store satsning. Panasonic og flere andre har fået licens til at producere maskinen, nøjagtig som med VHS-maskinen skal formatet bæres af de mange fremfor at gentage Beta-Max-maskinens sololøb i døden. Kun få år efter Commodore CDTV er jeg dog stadig skeptisk. Men Zelda og flere andre kendisser trækker mig alligevel til maskinen. Et år efter er prisen røget ned fra 7000 til omkring en tusindelap. Løbet er kørt.
Samme år køber jeg pladen Dangerous med Michael Jackson på CD, jeg har den ganske vist på LP, men det frister at have den på et format der ikke kan ridses (jojo det lover reklamerne).
Panasonics første 3DO-maskiner. Der kom flere varianter til i løbet af maskinens korte levetid.
Nå tilbage til 3DOs død. Den gør mig ikke det store, for jeg har satset kronerne på Ataris Jaguar. Tempest og Alien Vs. Predator er mine favoritter, og jeg er ikke i tvivl om, at Atari har fat i noget denne gang. Maskinen bliver indkøbt fra Street Dance i København. Inklusiv nogle spil må jeg slippe omkring 5000 kroner.
Der går ikke engang et år før maskinen er død.
Nogle år senere får Sega Saturn tæsk af Sony. Nintendos mere eller mindre skrottede Nintendo PlayStation bliver ikke til noget, og Sony går videre med Sony Playstation, mens Nintendo holder fast ved spilkapslerne og Nintendo 64.
I al den tid, har jeg kunnet købe mit musik uden at skulle skifte udstyr. Der er ingen krav til, at der skal stå Panasonic på min afspiller, eller Denon eller Victor. Skidtet kan spille de CD'er jeg stopper i den. Og jeg kan nyde min musik.
Atari Jaguar. Den holdte heller ikke særlig længe, og gav forbrugeren hovedpine.
Hvor vil jeg hen med denne smøre?
Jo, jeg er ganske enkelt træt af forbrugerræset, fanboys, folk der stiller sig op og tager de økonomiske tæsk, fordi de bilder sig selv ind, at flere formater betyder større konkurrence, hvilket i sidste ende betyder federe spil.
Hold nu op. Den ene sølle hardware-løsning efter den anden bliver kastet på banen i et desperat forsøg på at overdøve konkurrenten. Og den eneste der står med regningen er forbrugeren.
I 2007 udkom God of War II. Her var endelig en titel, der pressede din Playstation 2 til bristepunktet. Men allerede skulle vi videre. For Microsoft havde jo få år inden slået fast at fremtiden var her nu. Og Sony skulle naturligvis med. Så glem din gamle maskine. Med mindre du er fattig. Der er nyt, bedre og vildere hardware. Lev med at konsollens lanceringsspil er dårligere end dem på din nuværende konsol. Vi skal med, fordi konkurrenten allerede er ved næste generation.
God of War II var et af de flotteste spil på PS2. Men PlayStation 3 fik fokus.
Gameplay er ligegyldigt. Vi skal heller ikke kunne spille på samme skærm, for det er jo gammeldags. Vi skal videre, videre, videre. Nu, nu, nu.
Fanboys bliver skabt af en årsag. De vil se et format dø, for at et andet kan overleve. Xbox 360-gutterne råber op om problemer med PlayStation 3-konverteringer. PlayStation 3-ejere vifter Uncharted under næsen på misundelige Microsoft-tilhængere. Altsammen fremfor at glæde sig over de fantastiske spil.
Vil du nyde begge dele, må du eje begge konsoller. Eller det vil sige du bør nok eje en PlayStation 3, en Xbox 360, en Wii, en 3DS, en PSP, en Xperia Play, en Android-dims, en iDims, en PC og en Mac. Men så er du også godt kørende - om ikke andet indtil PS4, Café, X1080, NGP og hvad der ellers skal sælges ankommer. Opgradere? Nej, smid væk.
PC-ejere jorder ikke hinanden fordi en spiller har et ældre grafikkort. De alle er på samme platform, på en eller anden måde.
Du kan også stadig høre din musik på dit foretrukne format. Du skal ikke død og pine have en Sony-maskine for at høre den nyeste plade med Michael Jackson, eller et Samsung TV for at kunne se Friends. Eller kun tanke på Q8 hvis du har en Mercedes. For hvorfor skulle du? Det er jo tåbeligt.
Alligevel er det kravene i spillenes verden, også selvom pladebrancen og til dels filmbrancen har forstået dette. Og det er faktisk et af de eneste steder, hvor vi stadig har dette ældgamle og forældede krav. Én konsol til én fremtid. Se det ville virke.
For miljøet, din pengepung og spillenes kvalitet.
Hvilket argument er du enig i? Tager begge fejl, eller noget helt tredje? Deltag i debatten her og stem i afstemningen på forsiden.