Kya: Dark Linage

Med pumpende rytmer i ryggen, omkranset af dunkle lokaler midt i Frankfurt, fik jeg brudt min Kya mæssige møddom. Synligt ivrige udviklere fra franske Eden, der tidligere blandt andet har stået for den populære V-Rally serie, havde valgt netop dette sted til at strø om sig med godter fra deres nye afkom. En storskærm var undertegnedes første møde med dette vindeleverede platformseventyr, hvor der uanfægtet er draget inspiration fra en lang række titler. Som Game Director hos Eden - David Nadal - sagde efterfølgende, så har serier som Marie og Zelda lagt grundstenene for holdets arbejde. Min oplevelse blev altså en herlig kombination af farverig præsentation, fordybet førstehåndsindtryk og et medrivende interview.

En glimrende intro lægger stemningen, og introducerer Kya - en pige lastet med en solid vognfuld attitude. Lyde i natten bryder hendes søvn, få sekunder giver vej til atletiske bevægelser - hun er kampklar. Kilden til lydene viser sig dog at være hendes bror, han har afdækket et arbejdsværelse. Tilsyneladende et tidligere opholdssted for hendes forsvundne far. En serie af tilfældige bevægelser skaber en sammenhæng - pludselig flås virkeligheden fra hinanden, og børnene drages mod et parallelt univers.

Tilbage til virkeligheden igen - Kya står omgivet af en flok sære behårede væsner. Der er dog ingen tid til small talk, primitiv dyb støj afslører at noget nærmer sig. Panikken lyser ud af de tilstedeværende, og snart er man selv blandet ind i omgivelserne. Her er ingen blød indlæring, allerede fra første sekund skal man have benene på nakken. Adrenalinen skulle gerne komme lidt i omdrejninger, mens man, på bedste zig-zagede vis, drøner gennem den omkringliggende skov. Nu ryger man så ud på jagt efter sin forsvundne broder. Undervejs skal man hjælpe the Nativs mod deres onde undertrykker Brazul og hans magisk betvungne håndlangere the Wolfens.

Dette åbner for et magisk eventyr, hvor den kære Kya viser sig at være mere end almindeligt i stand til at tage vare for sig selv. The Nativs by danner hub for ni store verdner, der gemmer på 34 missioner og en gennemskuelig historie med et twist. Verden afslører sine ynder gennem en god dybeeffekt, bløde detaljerede teksturer og en ganske imponerende draw-distance. Kya følges fra en 3. persons perspektiv mens hun, på bedste action/puzzle/stealth maner, bladrer sig dybere gennem begivenhedernes knitrende sider. De enkelte områder er opbygget i mange niveauer, hvor Wolfen soldater patruljerer. Det viser sig hurtigt, at disse Wolfen er Nativs, der gennem trolddom er trælbundet til Brazuls vilje. Kya kan returnere dem til deres tidligere stade, hvilket de dog ikke bifalder med stående ovationer. Derfor skal der uddeles flade på den fede måde, hvor Wolfen får grumme klø, inden de lægger sig til at sove.

Et spændende element er interaktionen mellem de forskellige verdener og så huben som samlingspunkt. Tilbage i the Nativs landsby kan man nemlig købe nyt udstyr, der hurtigt bliver essentiel for den videre fremfærd - det være sig eksempelvis muligheden for at hoppe højere, længere eller uddele grummere klø. Problemet er her, at byen som udgangspunkt stort set ligger øde hen, og butikkerne ligeså. Ved at befri Wolfen returnerer indbyggerne til deres vante gænge, og man får adgang til flere butikker.

De enkelte verdener imponerer gennem deres størrelse samt umiddelbare opfindsomhed. Et kort er tilgængeligt - samt nødvendigt - og giver et overblik over banen samt objektiver. Dertil så har de lokale Wolfen krigere også altid et kort liggende med deres patruljer markeret - dette er selvsagt et glimrende middel til at kunne snige sig ind på modstanderne. Selv om kampene umiddelbart er lagt an på ren action, med op til 30 tilgængelige combos, så er stealth nemlig også en fornuftig indgangsvinkel. Lyster man dette, er der rig mulighed for at manøvrere sig gennem landskabet, og øve overraskelsesangreb på de stakkels intetanende ofre. Mit umiddelbare indtryk er dog, at der fortsat skal arbejdes noget med modstandernes AI, da deres sanser tilsyneladende ikke er særligt velfungerende. Jeg fik dog lovet, at dette var et område, som holdet fortsat finpudsede.

En meget tillokkende part af gameplayet var den fortsatte gnidningsløse vekslen mellem forskellige spiltyper. Ud over muligheden for at løse opfindsomme puzzles, snige sig rundt og smaske livet ud af Wolfen, var der nemlig også en række andre spiltyper, der havde sneget sig ind i begivenhederne. Mest bemærkelsesværdig af disse er implementeringen af luftstrømme. Rundt om i landskaberne blæser der nemlig voldsomme hvirvler såvel vertikalt som horisontalt. Ved at hoppe ind i disse ryger man pludselig ud i en større lufttur, hvor kontrollen ændres radikalt. Alt efter retning vil begivenhederne forme sig i enten platforms- eller surfmæssig karakter. Sidstnævnte i en række sekvenser, hvor man drøner afsted gennem sluser og på glatte overflader. Systemet fungerer glimrende, og holder en høj hastighed, der fint såvel bryder som supplementere resten af begivenhederne. I det hele taget var undertegnede ganske begejstret over Kya, hvor en smule yderligere finpudsning vil kunne resultere i en spændende titel.