Sidste år stod vi og manglede en stor bil. Vi havde førend klaret os fint med en Mazda2, men pladsmangel når en rejseseng, stor klapvogn og andre børnevenlige genstande krævede at vi simpelthen fik noget lig en stationcar. Vi kiggede også på en crossover, som det så fint hedder, men selvom at der er højt til loftet i sådan en, så ofrede man netop plads bagi, som netop var det vi skulle bruge.
Vi ønskede desuden at gå elektrisk. Nej, det her bør ikke som sådan være nogen invitation til at diskutere om hvorvidt det enten er mere eller mindre skadeligt at købe en ny bil, holde fast i den gamle, køre på el, eller ej. Sagen var den at vi ønskede det, men efter en relativt kort research-periode måtte vi konstatere, at det simpelthen ikke rigtig var muligt at få en stor, familievenlig elbil til noget der ligner 350.000. Vi kunne naturligvis have overset noget, men de store tunge drenge ville i hvert fald have sat os tilbage 500.000, eller i Tesla Model X'erens tilfælde 900.000.
Så en Plug-in Hybrid blev det til, mere specifikt en Seat Leon Sportstourer FR Plug-in-Hybrid - en mundret titel. Den er vi ret glade for, og kan i brede træk kører på ren elektricitet 90% af tiden. Derfor har jeg nogen erfaring med elektricitet som primær drivkraft, men havde, indtil for et par uger siden, aldrig siddet bag rattet i en elbil.
Det har jeg nu. Stjernerne har stået på stilke, og jeg har haft glæden af at sidde bag ved rattet på en Polestar 2 i noget der ligner ni dage, hvor jeg både gjorde mig en masse erfaringer med følelsen ved at køre i elbil, og også de eventuelle kompromisser der udspringer af det valg. Jeg tænkte at det kunne være relevant at dele de erfaringer med jer, og det kan være at nogle af jer, der ved uendeligt mere om biler end jeg, kan kontekstualisere yderligere med egne observationer. Jeg påstår ikke at være noget ultimativt sandhedsvidne, det er vigtigt at slå fast.
Polestars rolle inden for Volvo-koncernen er en noget rodet historie. Det er nærmest en kongekabale, og det vigtigste er sådan set bare, at siden 2017 har Polestar fået den unikke rolle indenfor Volvo, at producere separate luksus elbiler. De er på sin vis et afskåret subbrand, men naturligvis vil de løbende dele erfaringer og teknologier med selve Volvo, der i øvrigt laver deres egne Recharge-elbiler. De har, som navnet indikerer, lanceret to køretøjer indtil videre, og står ikke lige foreløbig til at overgå til Samsung-modellen, hvor de kaster dusinvis af modeller op i luften, for at se hvilke der letter. Nej, det er her den anden, og de arbejder hårdt på den tredje. Det er et simplificeret set-up, så er mere forståeligt for særligt en forbruger der står udenfor hele bilbranchens faste lingo.
Polestar 2. 375.000 skal du af med for en long-range single-motor (der har den bedre rækkevidde sammenlignet med en dual-motor, der koster dig yderligere 25.000). For det får du ret mange ting, som man ellers normalt skal betale ekstra for. Hele taget er af glas, den centrale infotainment-skærm er stor og lysstærk, og sæderne er der både varme i, og hele dashboardet er dækket til en afart kanvas. I det hele taget føles den her standardudgave ret luksuriøs, og på ingen måde ville jeg føle mig presset til at købe enten Premium- eller Plus-pakken. Jo, Pilot Lite tilføjer et 360 graders kamera, som testbilen var udstyret med, og det bliver man totalt afhængig af, eftersom den kan sammensætte, via kameraer foran, bagpå og langs med, et billede af hele periferien. Du kan vitterligt udelukkende bruge skærmen til at positionere dig selv på parkeringspladser, og meget, meget mere. For 22.000 er det måske lige i overkanten, men jeg lærte at elske de features.
Men når man sidder i en Polestar 2, så føles det som om at bilen er en hel del dyrere end den er. Normalt ville enhver bil jo føles som ren og skær overdådighed, hvis man kommer fra en Toyota Aygo anno 2010, men som sagt har jeg bare sidste år købt en ny, relativt dyr bil (hvis jeg selv skal sige det), og forskellen er nu mærkbar. Både materialer, responsivitet på infotainment-systemet, og nærmest bare lyden når man smækker førerdøren. Det er tydeligt at Polestar har sørget for brugeroplevelsen ned til mindste detalje, og det kan mærkes, også selvom man lægger mærke til om 0-100-tiden er 4.9 sekunder, i stedet for 5.3. Det her handler primært om hverdagsperspektivet, og jeg blev glad hver eneste gang jeg satte mig i sædet, og kørte fra vores lejebolig i Jyllinge (som vi snart flytter fra) og til Gamereactor-kontoret i Kongens Lyngby.
Selve dashboardet er også en del af den glæde. Polestar har, ligesom Volvo, indgået en aftale med Google, der gør at implementeringen af tjenesterne er mere proprietære end simpel Android Auto-understøttelse. Brugerfladen foran dig fyldes nærmest totalt af Google Maps, og ser langt lækrere ud end min Seats eget navigationssystem for at sige det mildt. Desuden er Google Assistant din defacto stemmeassistent, i stedet for at hver eneste producent febrilsk forsøger at opfinde den dybe tallerken selv. Desuden downloader du for fremtiden apps direkte fra Google Play Store fra bilen selv, ergo er en smartphone ikke som sådan nødvendig. Du kan logge ind på Spotify eller Tidal, og få en langt mere responsiv og vidtgående version af disse apps, end Android Auto-versionen tillader.
Men netop denne mønt har også en anden side, og det er app-udvalg. For netop fordi at Polestar udelukkende byder på apps der er understøttet natively, så er udvalget på under 20 apps i skrivende stund, og eksempelvis løb jeg hurtigt ind i et problem, hvor Audible ikke er tilgængeligt. Via Android Auto får du en rudimentær men funktionel Audible-brugerflade, hvor du kan starte og stoppe din lydbog, men ikke her. Her skal du ind i Bluetooth-medieafspilleren, og så igangsætte afspilningen fra din telefon. Det er hverken synderligt intuitivt, eller synderligt luksus. Det er dog til at forstå hvorfor Polestar gør som de gør. Udvalget er mindre, men når apps så endelig tilføjes, så er det fordi de virker, og rammer en specifik tærskel hvad angår funktionalitet og responsivitet. Det er et kompromis, om ikke andet.
360 graders kamera, lækker, responsiv skærm, trådløs mobilopladning, fantastisk Harman Kardon-lydsystem - det er ikke svært at se hvorfor mange medier, som Gamereactor, ser disse biler som kæmpestore gadgets. Det føles lidt som at teste en stor smartphone et eller andet sted, hvor man er mere interesseret i features end reelle køreegenskaber. Eller, det er måske bare mig, når alt kommer til alt. Min begrænsede viden, og tid med bilen, kan kun resultere i en måske simplificeret konklusion - Polestar 2 kørte som forventet, og der var aldrig et tidspunkt hvor jeg mærkede andet en responsiv styring, øjeblikkelig acceleration, fuldstændig stilhed i kabinen selv ved 130km/t og absolut pålidelighed. Men som jeg tænker man bør, så skal jeg sige at de her observationer er baseret på cirka 550 kilometers kørsel alt i alt - jeg er ikke kørt på skiferie i den.
I næste kapitel handler det dog om opladning. Jeg fik cirka 470 kilometers rækkevidde ud af en enkelt opladning, og det var straks en anden tjans at få strøm tilbage. Mere om det senere; for nu kan jeg dog sige, at som en lettere uerfaren biljournalist, så har min tid med selve køretøjet, og alt hvad det er, været ret så fantastisk.