Lyserøde minder om de gode gamle dage

Der er tilsyneladende en tendens til, at alt bliver ringere over tid. Fjernsynet, skolen, computerspil, fora etc. var åbenbart bedre før i tiden. Vi kender jo alle udtalelserne, der varierer over : "Ja dengang jeg gik i skole - der lærte vi noget" til "spil nu til dags mangler originalitet, næh...før i tiden var der spil til". Ja selv vores fora rinder over med tårevædede kærlighedserklæringer om, hvor fedt det var dengang ruder konge var knægt.

Som aktiv deltager både på dette medie, arbejdsmarkedet og som deltidsstuderende har jeg i hvert mødt udtalelser af ovenstående karakter gentagne gange. Folk er tilsyneladende af en generelt nostalgisk kultur. Fanget i gårsdagens karrusel. De forklejner nuværende realiteter i forhold til glorificerede minder. For straks at gribe til egen barm, så må jeg da indrømme, at jeg personligt flere gange har tilsluttet mig klagekoret - men var tingene vitterligt bedre før i tiden?

Dette kunne man jo starte en større diskussion om, og man ville kunne drage en række forskellige konklusioner. Personligt har jeg i hvert fald en række områder, hvor jeg kunne bræge løs. For nu at fokusere energien på ét område, og forhåbentligt holde dig - kære læser - fanget i endnu en kort periode, så vil fokus være på området, som dette medie er dedikeret. Jeg vil nu forsøge, at skrue tiden en årrække tilbage, og kigge på et par udvalgte eksempler.

Meget høvl er jo gået til Microsoft for deres monopol og deres ubrugelige ustabile Windows. Jeg husker endnu mens hjemmecomputeren var i sit vår, og i den forbindelse en strøm af problemer. Jeg erindrer en maskine hvor den - trods hukommelsens størrelse ellers - kun opererede med 640kb. Jeg husker i denne forbindelse timer spenderet for at konfigurere henholdsvis autoexec og config.sys filer. Bare så simple spil og programmer kunne køre. Hvilket resulterede i et hav at backup filer. Når tingene så endelig kom op at køre, så var man henvist til CGA/EGA og senere VGA. Dette flot understøttet af de interne højtaleres par infame toner. Dengang ville jeg da have gjort alt for det brugervenlige kraftfulde monster af en maskine, som beklæder mit lille kontor i øjeblikket.

Et andet omdiskuteret område er den florerende konsolkrig - folk tror åbenbart, at det er et nyt fænomen - eller det vil sige nogle gør. Her husker jeg dog et hav at læserbreve i den tids magasiner. Her blev bare diskuteret, hvor vidunderlige folks C-64, Amstrad eller Spectrum var og hvor latterlige alle andre så var. Senere stod valget mellem Atari ST og Amiga 500, hvor debatten var mindst lige så ophedet. Proceduren var nøjagtigt den samme som den er nu: Folk bitchede og brokkede sig. Man kan sige, at det er fanboys mv. Men i bund og grund er det jo blot et udtryk for, at folk brænder for maskinerne med en passion. Det ville da være røvsygt, hvis folk blot sad og udlagde tekniske specifikationer. At folk råber op, er ikke en ny ting.

Man får også konstant stukket i skoene, at der nu til dags er en udpræget mangel på originale spil. Alle spil er licenser, kopier og opdateringer af andre titler. Tilsyneladende florerede markedet tidligere med dybt originale spil. Når jeg tænker tilbage, så er virkeligheden dog endnu engang en anden. Jeg husker nemlig myriader og atter myriader af klonspil til min kære C-64 og senere til min Amiga. Om det var gåspil, slåspil, skubbespil eller skydespil - så var der tilsyneladende en universal formel. Meget lig Platons filosofi om, at alt eksisterende kommer fra en perfekt ide. At spillene var så ens, skal naturligvis tilskrives maskinernes begrænsninger. Men dengang var markedet også et virvar af dårlige kopier og elendige licenser. Grundet den korte produktionstid var markedet sågar endnu mere oversvømmet end nu. Dengang var priserne også det store problem. Der var eksempelvis ramaskrig over, at diskettespil skulle koste mere end båndspil på 64’eren - på trods af, at det var billigere at producere. I samme åndedrag blev alle de pokkers pirater også diskuteret. Forsvaret var som nu: "Hvordan skal vi ellers få råd til at spille?" Intet har ændret sig.

Når jeg sidder, og kigger titlerne igennem fra dengang, så er det korte simple spil, hvor man bandede og svovlede, fordi man ikke kunne gemme. Vil du virkelig påstå, at du vil bytte titler så som Halo, GTA3 og Hitman 2 med Uridium, IK+ og Ghost’n’Goblins ? Jeg ville i hvert fald ikke. Fokus er jo nu om dage kommet på, at skabe en langt mere helstøbt oplevelse. Dette samtidig med, at det er essentielt at kunne spille flere. Nu er spillene rykket op i stuen, som en social begivenhed. I stedet for at være for en snæver skare. Var det virkelig så fedt; at nørkle i dos, indlæse fejlbehæftede båndspil eller skulle indsætte disk otte ?

Personligt er jeg af en anden opfattelse. Faktisk føler jeg, at vi er i spillenes guldalder - aldrig før har der været så meget positiv fokus på dette tidligere nichemarked. Spørgsmålet er, om vi ikke blot skal holde fast og nyde turen. I stedet for at længes efter en overglorificeret fortid. Jeg står i hvert fald klar med åbne arme. Fortiden har bragt mig, hvor jeg er nu, men nu er det tid til, at omfavne tiden der kommer.