Selvom vi først lige er røget ind i december, ser denne måned allerede vanvittigt spændende ud. Her får du en liste over de titler, som den sidste måneds tid har tæret mest på batterierne i redaktionens iPhones og iPads. Læs med herunder.
Don't Run With a Plasma Sword
Der er en lang liste over ting, du ikke bør gøre med et plasmasværd. Du bør ikke angribe piger i brusebad. Du bør ikke klø dig på ryggen med det. Og vigtigst af alt: du bør ikke løbe med det. Selvfølgelig er sidstnævnte eksempel netop hvad du ender med at gøre. Forestil dig Jetpack Joyride i turbo-mode, hvor du kan glide, hoppe, dobbelthoppe, styrtdykke og meget mere - så har du en ide om kompleksiteten i denne endless runner, der rent faktisk også byder på en kapitel-inddelt historie, hvis du foretrækker det. Er du fan af genren er dette et must.

Don't Run With a Plasma Sword
Infinity Blade II
Månedens absolut største titel, men måske ikke nødvendigvis den mest interessante, er Infinity Blade II. Chair har lyttet til alle kritikpunkter, og denne gang får vi rent faktisk en hæderlig historie og langt mere varierede fjender. Men det vigtigste er muligheden for at sætte gems i dit udstyr og nærmest vælge klasse afhængigt af dine våben. Du kan nu bruge ethåndsvåben og skjold, dual wielde eller svinge enorme tohåndsvåben. Elskede du det første spil, er der meget, meget mere at hente i efterfølgeren.

Infinity Blade II
Desert Bus
Denne er slet ikke dine penge værd, men er du som os, kan du alligevel ikke lade være at købe den. Du skal køre en bus fra Tucson til Las Vegas - i real time. Turen tager otte timer, og alt du kan gøre er at sørge for at bussen ikke kører af vejen. Den trækker nemlig en anelse til højre. Grafikken stinker. Går din bus i stykker, må du pænt vente på at en kranvogn henter dig. Også i real time. Det er fantastisk. vi kan ikke vente på udviklerens næste udspil, som ifølge dem selv bliver Portrætsidder. Awesome.

Desert Bus
Traffic Panic 3D
Alle fans af Burnouts crash-mode bør gribe dette. Man oplever trafikken i fugleperspektiv, ganske som i det nyeste Burnout Crash. Til gengæld er der kun ét vejkryds. Men det skal du ikke lade dig narre af, du får nemlig en del gameplay for pengene. For det første kan du konkurrere om at få så mange biler som muligt sikkert igennem det trafikkryds. Det kan samtidigt udbygges med nye biler og andre bygninger. Fejler du på vej mod high scores, kan du satse på at skabe så meget skade som muligt. Det virker helt ærligt ganske uskyldigt, og ved første øjekast en smule skuffende. Men efter en halv times spil er du hooked. Dette er crack i spilform. Bare lige ét spil mere! Så er det slut! Altså efter det her ene spil! Jeg mener det! Nu! Altså snart!

Traffic Panic 3D
Judge Dredd
I AM THE LAW. Hvis du er fan af de klassiske 2000 AD-tegneserier, vil det sikkert glæde dig, at Rebellion har kastet et nyt Judge Dredd-spil på gaden til iOS. Judge Dredd vs. Zombies er det håbløst uoriginale navn (hvad er det med iOS og overforbruget af zombier?). Bag navnet gemmer der sig en ganske underholdende topdown shooter, hvor dommeren rydder op i Sector House 188, Resyk og B. Arthur Crock Block. Prisen er lav og underholdningen hæderlig. Så køb det, hvis du vil have et gensyn med verdens hårdeste sci-fi-dommer.

Judge Dredd
Bullet time HD
Vi følger John Irish, der tager ud i en hærget dommedagsverden for at lede efter sin familie. Dette gøres naturligvis ved at skyde så mange mutanter som overhovedet muligt. Bullet Time HD er en dual-stick-shooter, som blander loot og labert design nøjagtigt som vi oplevede det med Borderlands. Bare set oppefra. Skyderiet er gratis, og det foregår enten alene eller i co-op med to venner. Det er måske ikke fyldt med vanvittigt meget indhold lige nu, men da Bullet Time HD som sagt er gratis, og du kan gennemføre spillet uden at blive tvunget til at indkøbe IAP-ting, er vi godt tilfredse.

Bullet Time HD
Call of Duty: Black Ops Zombies
Endnu et zombie-spil. Men med tanke på at Activisions zombie-skyder faktisk er ganske underholdende, vælger vi at se gennem fingre med det. Du ved bedst selv, om tanken om zombie-soldater og små aflukkede rum er noget for dig. Der bydes på de fleste mekanikker fra konsoludgaverne, inklusiv co-op online eller over dit lokale wi-fi. Og som ekstra bonus har Treyarch-drengene smidt et topdown dualstick-shooter med i handlen. Ikke dårligt.
Sad Robot
Her er endnu en pixeleret og farverig endless runner. Kom så langt du kan med spillets hovedperson, en lille trist rød robot. Du skal samle power-ups og undgå forhindringer, og det er set før. Til gengæld er musikken noget helt specielt og Sad Robots store tilløbsstykke. Det er en rocket synthballade af Pornophonique, og til prisen på ingenting kan du ikke sige nej til den lille triste robot. Hent det.

Sad Robot
Minecraft Pocket Edition
Minecraft dukkede også op i form af endnu en Alpha-udgave, denne gang til de mobile enheder. Smag lige engang på dette: hvis du spiller på din iPad/tablet, er der ikke tale om en lommeudgave af det fulde spil. Du kan ikke crafte og du kan ikke mine. Det får navnet Minecraft: Pocket Edition til at virke ufrivilligt komisk. Dette er den klassiske Minecraft-del. Det vil sige, at du indtil videre kun kan sætte klodser sammen og intet andet. Du kan dog dele dem på tværs af de mobile platforme (men ikke PC), og du kan endda spille multiplayer mellem eksempelvis en Android-telefon og en iPhone. Det er fint, mens vi venter på de store opdateringer.

Minecraft Pocket Edition
Jurassic Park: The Game 1HD
Dette spil kører kun på iPad 2. Jurassic Park leverer en filmisk oplevelse, der, selvom den er fyldt med quick time-events, faktisk gør det rigtigt godt. Især historien og karaktererne er vellavede. Første del, som er ude på iPad, leverer indhold som en typisk lejefilm (hvilket virker fint i betragtning af at prisen er den samme). Der er masser af genkendelige scener og musik, og fans vil føle sig godt hjemme. Der er dog en anelse hakken mellem scenerne, det er tydeligt at det holder hårdt at klemme PC-oplevelsen ned på en tablet. Alligevel er slutresultatet godt. Mens den første halve time går en anelse langsomt, ryger pulsen i vejret når vi senere møder T-Rex og alle vennerne. Savner du dinostemning til prisen på en lejefilm, så finder du den her.

Jurassic Park: The Game 1HD
Zen Pinball
Synes du at navnet Zen Pinball lyder bekendt, så er det ikke tilfældigt. Det labre pinball-spil er allerede en succes blandt andet på PlayStation 3. Fede animationer blandes med gode mekanikker. Og nu får du en gratis maskine til din iPad eller iPhone (med mulighed for at indkøbe Wolverine og Captain America-maskiner ved siden af). Det er et af de bedste pinball-spil på App Store, og med indgangsprisen på gratis er der ingen grund til at ignorere titlen.

Zen Pinball