Marvel vs DC

Spectrum og Commodore. Nintendo og Sega. Sony og Microsoft. Mario og Sonic. Spilbranchen har været brændpunkt for mange episke slag mellem ikoniske navne siden den opstod.

Kun i ét enkelt og uofficielt tilfælde har tegneserietitanerne Marvel og DC Comics stødt sammen over det sidste årti. Men selvom de ikke har været i direkte konkurrence, har spiludviklere flere gange slået sig løs i deres storstilede figurkatalog gennem årene, og bevæget sig inden for de samme genrer igen og igen.

Vi kigger nærmere på nogle af de titler, og giver vores besyv med hvem der vinder den store tegneseriespilskrig.

HOLD
Begge selskaber har lange liste med superhelte (og skurke, for den sags skyld), der har slået sig sammen for at bekæmpe en fælles trussel, men ingen af de tos super-førstehold har haft et spil, der virkelig ydede dem retfærdighed. DC's Justice League, der består af tunge navne som Batman, Superman, Wonder Woman og Flash, har flere gange forsøgt at vise deres værd.

Vidste du at Ligaen kastede sig ind i en-mod-en-kampmarkedet lige før Marvels slæng begyndte at sende flirtende blikke efter Capcom?

Justice League: Task Force udkom på SNES og Megadrive i 1995, udviklet af ingen ringere end Blizzard. Der skulle gå ti år inden det hårdtslående hold fik et nyt spil med stort budget, i form af Warner Bros' Justice League: Heroes. Selvom det bød på co-op, var spillet stadig ikke den bedste repræsentation af figurene.

Relativt bedre gik det med Mortal Kombat vs DC, hvor superheltenes startopstilling næsten udelukkende bestod af medlemmer fra Justice League, selvom spillet aldrig brugte den betegnelse om dem.

Marvels Avengers-hold har heller ikke fået så meget tid i spilrampelyset. Captain America, Iron Man, Hawkeye og Vision har kun optrådt under holdnavnet i ét spil, nemlig en sidescrollende beat 'em up kaldet Captain America and the Avengers fra 1991, der fandt vej til hjemmekonsollerne året efter.

Marvels aller første superhelte, Fantastic Four, har haft endnu mindre held i sprøjten. Selvom holdet har to titler under bæltet, har de begge været jævnt elendige. De bygger på filmene fra 2005 og 2007, og er typiske for de mange kvaler, spil baseret på filmlicenser ofter lider under.

Bedre er det gået for Marvels mest populære hold, X-Men. Selvom deres spil har været af skiftende kvalitet, er flertallet af dem ganske hæderlige.

Megadrive-spillet fra 1993, der bare hed X-Men, var en tidlig overraskelse. Det var et platformspil, hvor du kunne vælge mellem Wolverine, Nightcrawler, Cyclops og Gambit, og bruge deres specielle evner for at komme fremad. Her kunne man også få hjælp fra de andre X-Men med et tryk på en knap, en funktion som Capcom ubevidst efterlignede flere år senere med Marvel vs Capcom. De glade mutanter slog sig sammen med Spider-Man samme år i Spider-Man/X-Men: Arcade's Revenge, og fik også deres eget sidescrollende arkade-beat 'em up (der nu har fundet vej til Xbox Live Arcade).

Man kan også argumentere for at det var 1994-spillet X-Men: Children of the Atom, der i sidste ende banede vejen for Capcoms Versus-serie, da mutanterne her gik løs på hinanden i et fighting-spil fra samme udviklere som lavede Street Fighter (og det betyder som sidebemærkning at Wolverines figurmodel i MvC3 nu er 17 år gammel).

X-Men vs Street Fighter, der var første gang vi så det tag-team-system, der nu er standard i Vs-serien, landede i arkadehallerne to år senere. Mutant-holdet havde også hovedrollen i det succesfulde X-Men Legends, udviklet af Raven Software, der fik en efterfølger og også var skabelon for Marvel: Ultimate Alliance år senere.

VINDEREN: Takket være overlegen action fra homo-superior-heltene, vinder Marvel med et flabet SNIKT.

CROSSOVER-BEGIVENHEDER
Crossovers der dækker hele selskabet er en stor forretning for de to udgivere, da det skubber gang i salget med historier, der breder sig over flere forskellige blade og bliver ved i månedsvis.

Det virker indlysende at lave et spil i forbindelse med sådan en crossover, men det er kun sket tre gange gennem årene. Én gang for DC, og to for Marvel.

DC slog først med The Death and Return of Superman i 1994, hvor du spillede som forskellige figurer, der kæmpede om retten til at føre Superman-navnet videre, efter den oprindelige indehaver var blevet dræbt af Doomsday. Som man kunne forvente af spil fra den æra er det en sidescrollende brawler, hvor selv stålmanden har fået sig en energibjælke i stedet for sin sædvanlige usårlighed - det tager åbenbart pusten fra en sådan at dø.

Samme år, og i både samme genre og lave ende af karakterskalaen, bød Marvel på deres Spider-Man and Venom: Maximum Carnage. Her slog de to fjender sig sammen for at ordne en seriemorder med superkræfter, der hærgede New York. Det var en kedelig event, der udmøntede sig i et gennemsnitligt spil. Det var dog værd at bemærke den særlige røde cartridge som det kom i både til SNES og Megadrive.

Det gik straks bedre for Marvel: Ultimate Alliance 2. Hvorvidt spillet blev ændret undervejs, eller det fra starten skulle gengive den borgerkrigshistorie, der opslugte hvert eneste blad i Marvels univers på det tidspunkt, vides ikke.

Uanset hvad gav det en vitaminindsprøjtning til action-rollespillet, der foregik efter vedtagelsen af Superhero Registration Act, der tvang alle maskerede helte til enten at træde frem og arbejde for regeringen, eller gå under jorden som flygtninge. Selv hvis du var bedøvende ligeglad med historiens politiske metaforer var det en undskyldning for at bøllebanke nogle af Marvels største helte.

VINDER: Den dynamiske duo tager sejren i hus for Marvel.

T FOR TEEN
Begge selskaber har forsøgt at nå et yngre publikum gennem årene ved at lave animerede udgaver af deres figurer.

Men hvor Spider-Man og X-Men har haft nogle udmærkede tegnefilm baseret på deres tidlige oplevelser, har spilkonverteringerne af disse ikke helt levet op til forbillederne. Det seneste børnevenlige forsøg, Spider-Man: Friend or Foe, havde et fint koncept, hvor man kunne styre nogle af vægkravlerens største fjender, men bød ikke på noget særligt med sit sidescrollende gameplay.

Derimod har DC til fulde udnyttet den tegnede Batman-serie fra 90'erne, der trak både unge og gamle seere til. Mens Hollywood-udgaven af den mørke ridder sprang på hovedet i den nærmeste kloak, holdte den fremragende tegnefilmsserie sig tæt til figurens fundament og verden. Derfor havde den stor indflydelse på nogle af de bedre eksempler på hans spileventyr, fra SNES-platformeren Batman & Robin fra 1994 og frem til de to Justice League-titler til Game Boy i de tidlige 00'ere.

THQ lavede også et forholdsvist robust Teen Titans-spil i 2006 med Robin og andre unge helte i hovedrollerne, der også var baseret på en animationsserie. Og kun ét af de to firmaer har haft et Lego-spil baseret på en af deres helte, i form af Lego Batman, der var et værdigt indslag i serien af Lego-spil.

VINDER: DC slår igen og sender Marvel hårdt ned i skolegårdens asfalt.

AT GÅ SOLO
Selvom de to universer er fyldt til randen med figurer, er det ikke overraskende kun de mest populære af dem, der har haft deres egne spil - og i enkelte tilfælde, som Fantastic Four, endda kun fordi de blev filmatiseret.

Målt alene på antallet af spil er Spider-Man uden sammenligning den mest populære Marvel-figur, mens Hulk, Iron Man og Wolverine dårligt nok når ham til sokkeholderne. Hvad angår kvalitet har Spideys karriere været mere tvivlsom, og udviklerne har haft svært ved at bygge et fornuftigt spil rundt om hans bevægelser og evne til at slynge net.

Bortset fra sidste års Spider-Man: Shattered Dimensions, der brugte en mere lineær banestruktur (og også var første gang Peter Parkers lynskarpe humor blev brugt ordentligt i et spil), er han blevet henvist til sandkasser i årevis. Det er en genre der ikke har formået at udbygge gameplayet til meget andet end jagter og hamren på knapper i slagsmål.

Den type gameplay klæder til gengæld Marvels glade grønne kæmpe. Radical Entertainments Hulk: Ultimate Destruction svælgede i monstrets radioaktive magt, og lod dig smadre og knuse omgivelserne, såvel som at bruge superladede spring til at tilbagelægge enorme afstande, og viste sig at være herlig underholdning for dem der spillede det.

Superman og Batman har været fanebærere for DC gennem alle år, mens selskabets andre helte mest har været henvist til gruppeoptrædener (vi kommer til undtagelserne lige om lidt). Han er måske Manden af Stål, men i forbindelse med spil har Superman mest været kryptonit for spillerne.

Superman 64, hvis meget korte drawing distance var maskeret som "kryptonit-tåge" (og var omtrent lige så sjovt som at prikke til en død hund med en ske), er hans værste indtil videre.

Han har heller ikke haft meget held med sig i andre spil. Udviklerne er stødt på samme hage som tegneserieforfatterne i den forbindelse - hvordan gør man en usårlig mand, der kan bevæge sig hurtigere end et projektil, interessant uden at gå på kompromis med figurens kerne?

DC's mørke ridder har haft samme problem som Spider-Man. Det meste af branchen glemmer at han er en mesterdetektiv med et væld af dimser og udstyr, der kan redde ham fra enhver fare, og har i stedet fokuseret på hvor hårdt han kan slå folk i ansigtet.

Men så kom et lille udviklerhus ved navn Rocksteady forbi og ændrede alting. Bid mærke i dette: den næste generation af superheltespil vil være væsentligt anderledes på grund af Arkham Asylum. Det har haft den samme effekt på genren som Bioshock havde på historiedrevne eventyr, eller Gears of War havde på tredjepersonsskydespil.

Det er nok til egenhændigt at vinde kategorien for DC, der dog næsten bliver lammet af førnævnte undtagelse til reglen. EA's Catwoman fra 2004 kunne have druket DC's håb som en sæk killinger i en flod. Heldigvis har konkurrenten også en række skeletter i skabet.

Intet gør mere ondt end når en udvikler rammer så meget ved siden af to gange i træk. Secret Levels Iron Man var temmelig dårligt, men det faktum, at de gjorde et endnu værre arbejde med efterfølgeren to år senere, er noget helt særligt af alle de forkerte grunde, og udvikleren lukkede og slukkede lige efter udgivelsen. Det hæmmer alle Marvels chancer her.

VINDER: Det bedste superheltespil nogensinde, over for dåsemanden der lugter af ti uger gammel tunfisk. Ja, men tror du mon vinder?

FREMTIDEN
Tingenes tilstand, hvad angår superheltespil fra den seneste tid, sætter tonen for fremtiden.

Mens vi krydser alle fingre for at både Captain America og Thors spildebut, der begge kommer i forbindelse med deres filmatiseringer, fjerner den grimme smag i munden efter Iron Man, kan kort udviklingsperioder igen føre til skuffelse.

Der er dog stadig håb for Marvel i kraft af Spider-Man: Shattered Dimensions-udvikleren Beenox, hvis glimrende arbejde med deres seneste spil har gjort Spider-Man til en fast tjans for dem. Men vi håber at de ikke bliver presset til at skabe deres egen version af Arkham Asylum alene på grund af salgstal.

Hvad angår DC er Green Lantern, deres topsælgende tegneserie om en rumstrømer, ved at tage et kæmpeskridt ind i Hollywoods mainstream. Men spillet, der udkommer i den forbindelse, vil sikkert lide samme skæbne som Marvel's to helte.

Men selv hvis det stinker, vil det kun være en lille fejlformet småsten der skyller op på Batman: Arkham Citys paradisø. Uanset det vanvittige i at lade flagermusens værste fjender få deres egen private del af Gotham, er Rocksteadys efterfølger en af årets helt store højdepunkter, uanset om man er til tegneserier eller ej.

VINDER: Batmans fortsatte tilstedeværelse kaster lange skygger over Marvels farverige kæmpere. DC ser stærke ud, og er det bedste bud for fremtiden.

RESULTATET

DC tager sejren med en 3-2 føring over Marvel. Men de kan ikke hævde total dominans, da begge selskaber har en temmelig plettet fortid hvad angår de interaktive udgaver af deres største helte, og ser man på den større kontekst, er de mere eller mindre på lige fod.

Selvom vi ville elske at se en udgiver tage chancen med en relativt ukendt superhelt fra et af de to firmaers geledder, eller prøve noget anderledes med kendte og elskede figurer, så sker det næppe. Beat 'em up- og sandkassegenrene er proppet med spandex, og det ændrer sig sikkert ikkelige foreløbig.

Det store spørgsmål er, hvis de de ellers kan få styr på licenser og copyright, om nogen tør forsøge sig med sende heltene fra begge udgivere op mod hinanden. Et Vs-spil fra Capcom kunne være det stof legender er gjort af. Indtil da må vi nøjes med dette lille guldkorn fra de gode gamle dage.

Her på redaktionen er vi en del store Marvel-fans, selvom Batman afgjort har en plads i vores hjerter. Og med Marvel Vs. Capcom 3 Fate of Two Worlds mener vi at stillingen nu står lige - som minimum. Hvad siger I derude? Ham Superman er da en wuss!