Først skal det lige siges, at der endnu er flere film jeg mangler at se fra året. Dette inkluderer blandet andet 1917, hvilket er en film jeg bestemt ser frem til, særligt efter Magnus erklærede den som den bedste film han havde set i år. Og eftersom den er instrueret af Sam Mendes (Skyfall, Spectre, Jarhead, American Beauty) med Andrew Scott, Benedict Cumberbatch, Colin Firth og mange andre på castinglisten er det svært ikke at være hypet. Med det sagt, her er min personlige top tre-liste over årets bedste film. Jeg håber I har nogle jeg er gået glip af, som jeg kan sluge i løbet af juledagene. På et tidspunkt tror jeg alle har nået nok familiehygge.
Afslutningsvis kommenterer jeg kort på årets skuffelser, der naturligvis indeholder et par Disney remakes og andre film jeg havde set frem til.
Joker
Det er ikke ligefrem nogen overraskelse, at jeg var en kæmpe fan af Todd Phillips' Joker, som fra mig får en guldmedalje for bedste origin story og en sølvmedalje for bedste Joker. Og en bronze for bedste twist, som desværre var lidt nemt at spotte på afstand. Alligevel fortjener filmen trofæet i min optik som årets bedste film, om end for at lave noget markant andet end både DC og Marvel har formået de sidste mange år siden Nolans Batman.
Jeg håber alvorligt, at DC ikke malker filmen som opstarten på en ny franchise, selvom det allerede vrimler med rygter om Joker 2. Hvis dette skulle være tilfældet, bliver det svært ikke at have en bitter smag i munden, over at have rost den første så højt til skyerne. Men, hvis de alligevel vælger at malke Joker-rollen tyndere, hvilket desværre virker sandsynligt, håber jeg, at de ikke bygger videre på Arthur Flecks fortælling. Men, at de i stedet skaber en ny oprindelse, a la det klassiske citat fra The Killing Joke, hvor Jokeren så famøst udtaler "If I'm going to have a past, I prefer it to be multiple choice". Hvilket også var præmissen Heath Ledgers Joker levede ud fra, som leverede flere forklaringer på sit Glasgow smile. Der er noget fantastisk og foruroligende ved ikke at vide, hvorfor nogen er som de er.
The Irishman
Filmen som af mange bliver kaldt Scorseses mafia magnum opus, formår på tre en halv time at belyse den brutale virkelighed i en up-and-coming mafiosos liv, som vi sjældent ser. Typisk får vi et glamourøst portræt malet af Scorsese, men denne gang bliver de værste sider også belyst og endda agerende som filmens moralske punktum. Det ender ikke med et flammehav som i Casino eller den bragende stilhed i (David Chases) Sopranos, som efter min mening endnu er det bedste vi har set indenfor mafiagenren. Det ender med en svær fornemmelse og bitterhed i maven. Hvilket er fedt.
Det virkede naturligvis lidt spøjst med alle CGI-ansigterne, men det var lidt ligesom at spille et gammelt favorit Playstation 2-spil; det er drønende distraherende i starten, men efter lidt tid tænker man ikke så meget over det. Og i det mindste fik vi ikke en ung skuespiller til at lade som om han var Robert De Niro. Dette er ikke for at sige, at CGI-versionen lignede en ung Bobby De Niro, men altså. Det var vel tættere på end man kunne håbe.
Er filmen lang? Ja. Føles den som om den varer tre en halv time? Ja. Er den det værd? Absolut. Den er på Netflix og er nem at snuppe, selvom man potentielt er nødsaget til at bide den over i to dele.
Le Mans '66
Det er svært ikke at blive ved med at gentage sig selv når man som kynisk biografbesøger for en gangs skyld bliver positivt overrasket, men det gjorde jeg for alvor med denne film. På trods af at vare to en halv time, føles pacingen og fortællingen utroligt hurtig, interessant og relaterbar. I en verden, hvor de fleste film sælges på at have de rigtige ansigter på plakaten, er det naturligvis i stor grad en fortjeneste til Matt Damon og Christian Bale, men hele filmen er bare særdeles godt sammensat. Som en veltunet motor, optimeret for vores nydelse.
Ulig the Irishman (som godt nok varer en time længere) føles det ikke som om den på noget tidspunkt sænker farten, selvom den qua at værende et biopic, er tvunget til at have visse biografiske detaljer med. Dette er i stor grad instruktøren James Mangolds fortjeneste, som med Logan og Walk the Line førhen har vist, at han er i stand til at lave en karakterdrevet historie, der ikke skipper detaljerne, som er med til at fange virkeligheden. Efter min mening er dette en af de bedste film indenfor biopic-genren, også selvom man ikke er til biler, selvom det bestemt hjælper.
Andre imponerende film i 2019
Hvis der skulle have været en 4. og 5. film på listen, havde det været i efterfølgernes tegn. John Wick: Chapter 3 - Parabellum og Spider-Man: Far from Home illustrerede begge, hvordan det er muligt at følge op på en fantastisk 1'er uden at skrotte alt, som tidligere var etableret indenfor filmens univers. Jeg vover endda at påstå, at siden Shrek 2 og Dark Knight har der ikke været så gode opfølgere, som Spider-Man: FFH.
John Wick: C3P blev desværre efter min smag lidt for grådig i at forsøge, at involvere alle karakterer fra de forrige to film, hvilket bare ikke passede ind i narrativet. Der var ingen grund til, at blandt andet Laurence Fishburne skulle have så meget at sige, da han ingen funktion havde, udover at være en fantastisk skuespiller. Dette gik desværre udover pacingen, særligt da man også valgte at involvere Halle Berry. Men sådan er det jo typisk: mere vil have mere. Det var dog ikke tilfældet, for Spider-Man.
Den tredje Spider-Man 2-film i femten år formåede på trods af at flytte plottet fra NYC til Europa at holde historien lokal. Den føltes i præcis samme ånd som den første, med lokale problemer, og for en gangs skyld var der meget mere fokus på Peter Parkers liv, hvilket for mig altid var noget af det mest spændende fra tegneserierne. Balancen mellem superheltelivet og manden bag. At filmen fungerede så godt, skyldes naturligvis primært Tom Hollands uendelige mængder charme kombineret med den ungdommelige stemme og attitude, som instruktøren Jon Watts har givet ham i denne inkarnation. FFH havde derudover også en af de få Marvel-skurke som besad mere end et karaktertræk (ond), hvilket gjorde den uendeligt nemmere at gense. Derudover var både Us, Once Upon a Time... in Hollywood, Booksmart, Shazam! og naturligvis Avengers: Endgame de sidste film som nåede min top 10-liste i en eller anden rækkefølge. Men som nævnt er dette langtfra en liste som er skrevet i sten og årets bedste film er ofte nogle, jeg i al fald selv først opdager året efter.
Skuffelser
Af film som skuffede, var der desværre også et par stykker. Blandt andet Knives Out, Marriage Story, Brightburn, Aladdin, Lion King, Alita: Battle Angel, Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile og Velvet Buzzsaw. Det var alle film jeg havde set frem til, men særligt Knives Out, som jeg havde store forhåbninger til, skuffede. Filmen var langtfra var dårlig, men desværre gradvist mere middelmådig end jeg havde håbet. På trods af et all-star cast var det virkelig tyndt, hvad vi fik at se af skuespil, og eftersom mordet blev afsløret en halv time inde i filmen, var det vanskeligt at føle sig investeret i denne "whodunnit"-film, som fokuserede mindre på who og mere på Ana de Armas' store og uskyldige øjne. Derudover var Marriage Story efter min mening kedeligt realistisk og langtrukken, samt langtfra så fantastisk som kritikerne roser den for at være. Men det er heller ikke nemt at nyde 137 lange minutter, når man lige var blevet så lykkelig over, at Black Widow endelig var skrevet ud af nutidens MCU. Rest in Pieces ScarJo.
Det er tydeligt, at det kun bliver større og større portioner af en films budget, som bliver dedikerede til CGI. Vi er efterhånden noget godt igennem the uncanny valley, selvom det er tydeligt, når budgettet ikke rækker helt så langt som det optimalt havde gjort. Mens Lion King og Detective Pikachu begge var fænomenale, var Alita: Battle Angel mangelfuld og underlig at se på meget af tiden. Det samme gælder Will Smiths Genie, men denne film fortjener nærmest en hel anmeldelse til at rive den ned. Så lad os hellere ende det på en positiv note og alle forsøge at se 1917 næste år.
