Mens fantastiske nye serier er udkommet på nærmest månedlig basis, har det (i al for mit vedkommende) været et noget tyndere filmår. Forklaringen er naturligvis en verdensspændende pandemi, alle efterhånden er trætte både at leve i samt høre om, der først og fremmest har tvunget folket ud af biografsalene og hjem til sofaens binging samt, at visse projekter er blevet prioriteret og andre er rykket men også, at store projekter har været sværere at filme under de nye restriktioner. Uanset forklaringen er jeg taknemmelig for, at de tre følgende projekter nåede at blive færdiggjort inden produktionen igen stoppede.
Dune
Uden tvivl årets mest visuelt imponerende fortælling, der nærmest kun er sammenlignelig med instruktørens tidligere projekter. Det er nemlig allerede fra første billede tydeligt, at det er den fransk-canadiske Denis Villeneuve, der står bag succesen med at konvertere det "umulige at fortolke" værk fra 1965 af Frank Herberts, til det store lærred. Villeneuve har efterhånden udviklet et stilistisk særpræg, der øjeblikkeligt er genkendeligt og drager ens tanker til tidligere storslåede projekter som Arrival og Blade Runner. Dune er på mange måder indbegrebet af sci-fi epik; endeløse verdener, der strækker sig så langt øjet rækker og lover uanet potentiale for en videre fortælling.
Filmen, der på intet tidspunkt forsøger at være mere end første del af en fortælling bruger utroligt meget tid på verdensetablering, hvilket bestemt er værdsat. At bruge to en halv time på prolog medfører dog desværre, at der ikke er meget tid tilovers til udvikling af relationer og karakterer, hvilket forståeligt efterlader en del seere utilfredse. Jeg selv var grebet fra starten, og oplyst om, at Dune var en mere visuelt imponerende oplevelse end banebrydende plot og intriger, og efter at være skuffet over Arrivals utal af overflødige metaforer var jeg godt garderet. For mig var Dune på mange måder en fin balancegang mellem Arrivals stemning og billeder og Blade Runners minimalistiske plot. Udover det visuelle er det auditive også i den grad stimuleret; det er nemlig stormesteren selv, Hans Zimmer, der har komponeret soundtracket, og mens man ikke nødvendigvis genkender dette fra første tone, er skalaen og grandiositeten usammenlignelig og det bliver hurtigt tydeligt, at det nærmest ikke kan være andre, der står bag. Jeg selv er utroligt investeret i fortællingen og glæder mig særdeles til 2eren udkommer engang i 2023 og forventeligt leverer et lidt højere tempo og indholdsrigt plot, efter vi nu har fået etableret verdenen og det, der er på spil.
The French Dispatch
Først skal det siges, at hvis ikke man er til Wes Anderson, er dette bestemt ikke filmen, der konverterer en. The French Dispatch er nemlig en film, der ikke kunne være mere Wes Andersonagtig, hvis den blev parodieret i Saturday Night Live.
Filmen indeholder tre distinkte fortællinger, der er blevet bundet sammen i magasinet "The French Dispatch", og indeholder nærmest alle Wes Andersons go-to-skuespillere. Det i sig selv, at han har formået at gensamle alle sine venner fra tidligere projekter, er ingen lille præstation, men at filmen besidder et manuskript, der følger den gennemførte stil og kompetente skuespil til dør er intet mindre end enestående. The French Dispatch er tæt pakket med Andersons karikerede og overdrevne roller, morbide og tørre humor samt flade levering af en særegent distinkt dialog, der virker som halvgennemtænkt kvasi-filosofiske overvejelser og halv fuldemandssnak. Det er et tydeligt filmisk eksempel på at prædike til koret; er man allerede konverteret ind i Andersons kult, drikker man gerne saftevandet, men er man tydeligt på den anden side af hegnet, nærmer man sig ikke et skridt.
Spider-Man: No Way Home
For mig er årets popcornfilm afgjort Spider-Mans tredje fortælling, der mere end afrunder Home-trilogien. No Way Home er den længste Spider-Man film til dato, den tredjelængste Marvelfilm (et enkelt minut kortere end Infinity War) og trods en langsom start, formår filmen alligevel at holde en tæt klistret til skærmen i 148 minutter. Dette primært grundet de(n) fantastiske Spider-Man, mange af os har idoliseret siden barndom og altid hepper på, uanset ansigtet under masken. Filmen er tætpakket med jokes, action og efterlader desværre ikke meget tid tilovers til karakterdybde eller risiko, men formår alligevel at introducere noget lignende gravitas en gang eller to. En generelt letfordøjelig fortælling, der er svær ikke at være underholdt af, og afgjort en af de bedre superhelteoplevelser, særligt i kølvandet på Endgame.
Filmen består af en tredjedel rutsjebane, en tredjedel fanservice og en tredjedel charme fra Tom Holland og en rolle vi alle holder nært vores nostalgiske hjerte. Ikke et cinematisk mesterværk, men bestemt en fin efterfølger til Far From Home. Afgjort en anbefaling, og for mig en federe oplevelse end The Suicide Squad, selvom den var ved at stjæle pladsen.
Personligt synes jeg det var et lidt blandet filmår, der for det meste ramte ved siden af for mig. Jeg er dog langt fra igennem min egen watchliste for året, og håber gerne at få tilføjet titler (fra jer!) inden vi første gang skriver 2021 ved en fejl, og ændrer 1-tallet til en klodset 2er.
