2020 har været et langt år for mange, og filmbranchen er bestemt heller ikke sluppet uskadt igennem det. Premierer er blevet aflyst og udskudt, hvilket har resulteret i et mildest talt begrænset udvalg, der gør det udfordrende at pege på kandidater til årets bedste film. Men traditionen tro skal der naturligvis peges alligevel, og i et mere optimistisk lys kan det sparsomme kartotek bevidne om, hvor skuffende Nolans længeventede Tenet var.
First Cow
Første kandidat er en utroligt minimalistisk film instrueret af Kelly Reichardt. Filmen omhandler en bager og en entreprenør, som får muligheden for at tjene penge i det 19. århundrede ved at sælge kager til guldgravere. Meget mere kan der faktisk ikke siges om plottet, og det er ikke af frygt for at spoile. For på trods af, at filmen strækker sig til to timer, er dette mesterværk overraskende handlingsløst, og der tages i stedet god tid til at etablere en autentisk og dybtfølt stemning. Det en enkel fortælling, som virker intim, organisk og samtidig formår at skabe en personlig relation til karakterer, man ikke kender andet end overfladisk. Hvis man har brug for en simpel, ligetil film uden action, kan denne afgjort hjælpe med at aflede fra hverdagens ræs og arbejde. First Cow er utroligt underspillet, og der går lang tid før man erkender, at man faktisk ikke har brug et sindsoprivende plot for at være underholdt. Det sniger sig ind på en. Pludselig, og uden at kunne sætte en finger på det, er man blevet investeret i de to menneskers liv. Hvis man kan tage sig en stille aften uden at have travlt med at sætte film nummer to på, er dette et must-see for alle filmelskere. Og lige en disclaimer, inden kommentarfeltet eksploderer; teknisk set blev filmen vist for første gang i 2019, men den havde ikke premiere før 2020. Så den får alligevel lov til at snige sig med, eftersom den altså skal anbefales til alle.
Never Rarely Sometimes Always
Et par teenagepiger tager til New York for at få en abort. Selvom dette plot næppe er nok til at overtale mange til at se filmen, er dette for mig årets mest velinstruerede film. Eliza Hittman har både skrevet og instrueret dette vidunder, og det ville overraske mig gevaldigt, hvis ikke hun hev et par priser hjem for bedste screenplay mm. til næste års Oscaruddeling. Lig First Cow er dette en minimalistisk fortælling, der bestemt ikke har travlt med at fylde mest action på sin løbetid. I stedet for et overkompliceret plot og intriger får man derimod et realistisk og inderligt kendskab til hovedpersonen Autumn, og hvad hun går igennem, uden unødvendig og klodset eksposition. Det er heller ikke en moralsk fortælling, der dømmer eller nyder at være emotionel og tårepressende. I stedet balancerer Hittman en svær problematik som en mester og har formået at fortælle en historie i øjenhøjde omkring et tungt emne, uden man sidder og føler sig skyldig eller dårligt til mode. Det hele er yderst subtilt og autentisk. Derudover skal Sidney Flanigan, der spiller hovedrollen, roses til skyerne for at levere en sådan præstation i sin første film. Kæmpe anbefaling herfra, selvom filmens præmis umiddelbart kan virke tung.
Retfærdighedens Ryttere
Det er nogle år siden, Anders Thomas Jensen sidst sad i instruktørstolen med Mænd og Høns i 2015, og endnu længere siden, at Adams Æbler, De Grønne Slagtere og Blinkende Lygter blev danske klenodier. Men i år, med Retfærdighedens Ryttere, er han tilbage, og den er heldigvis en af 2020s juveler. For at besvare alles første spørgsmål: er den ligeså god som Blinkende Lygter? Nej. Og den er heller ikke umiddelbart ligeså mindeværdig som nogle af de andre film på listen, hvis replikker vi alle jævnligt citerer, hvad end vi vil det eller ej. Dem kan den ikke leve op til. I hvert fald ikke endnu. For vi skal bestemt ikke underkende, at nostalgi spiller en enorm rolle i dette, og jeg er sikker på, at er man fan af hans andre værker, nyder man også denne film fuldt ud. Der er mere action end forventet, men også en stor del humor, særligt i første halvdel af filmen, inden det hele går op i en højere enhed. For det gør det rent faktisk. Det er ikke lutter løjer. Af de tre film jeg vil nominere til årets bedste film, udskiller denne sig naturligvis tydeligt. Men det var en særdeles underholdende biografoplevelse, fuld af gode grin, og man var 100% investeret fra start til slut grundet det talentfulde cast og velskrevne dialog. Filmen er desuden atypisk ved at have en morsom og velklippet trailer, der tilmed formår hverken at spoile eller afsløre alle de bedste jokes og replikker, så den kan man evt. varme op med.
Det var mine bud til årets mest anbefalelsesværdige film. De sidste par dage har jeg bingewatchet alt jeg kunne få fingrene i fra 2020, og jeg er endnu langtfra færdig med listen. Jeg har derfor desværre hverken fået set David Finchers Mank eller den danske actionfilm Shorta som jeg har hørt utroligt meget positivt om. Men der er sikkert mange flere, jeg har misset i løbet af året. Jeg håber, at al den ekstra hjemmetid har været gavnlig for jer, og I kan bidrage til listen over titler, der er værd at fremhæve i dette sparsommelige filmår.