Med Duke i Las Vegas

Las Vegas & mig
Lyden af de rumlende jetmotorer og den umiskendelige trykken for ørerne vækker mig. Det er blevet mørkt siden jeg for 15 timer siden tog flyet fra København og senere mellemlandede i Washington. Vejret er klart, så under mig kan jeg se de amerikanske byer åbenbare sig, og selv smoggen fra firhjulstrækkerne og industriområderne ligger som et blødt, gråt vattæppe over byerne.

I horisonten kan jeg ane Las Vegas som en elektrisk oase, og det føles som et helt hav af lys i midten af den knastørre Mojave-ørken. Som flyet nænsomt nærmer sig byen, kan man se det mest fantastiske spektakel i form af kilometervis af neonlys, der pryder de gigantiske hoteller og som hvert eneste år lokker flere tusinde håbefulde turister og spillefugle til. Las Vegas ligger bogstavelig talt for mine fødder, og selvom jeg har oplevet byens magi i diverse virtuelle afbildninger såsom Fallout: New Vegas eller Rainbow Six, er det endelig blevet tid til at se den ukronede showbiz-by i al sin glimmer og glamour. Good evening, Las Vegas!

Guns & zombies
"Do I seem weird to you?" Han kigger på mig spørgende, en anelse drilsk, som om han tydeligt læser mit kropssprog inden jeg besvarer hans spørgsmål. Jeg affejer let og spørger om der en speciel grund til at han spørger om det, imens jeg tænker, at han netop virker meget underlig, men jeg tør ikke rigtig være ærlig overfor ham. Han forklarer sig med at han spiste østers i går for første gang i sit liv og at han derfor ikke rigtig føler sig som sig selv i dag, men igen er udsagnet en anelse drillende, som om at han ikke rigtig virker oprigtig.

Vi har begge hørebøffer på ørerne, så det er svært at føre en samtale. Jeg føler mig en anelse nervøs, som hvis man skal til lægen og have undersøgt noget man tror kunne være alvorligt. Følelsen af at man ikke rigtig ved hvad man skal forvente. Han vender sig om og griber med en vis elegance og naturlighed den M4-riffel der ligger på bordet foran os, og viser mig hvordan man lader den. Herefter rækker han den til mig uden videre, og den føles forbløffende let. Han retter på min holdning, fortæller mig at jeg skal læne mig mere fremad, i en mere aggressiv stilling, så min krop bedre absorberer rekylen fra skudene. Jeg trykker langsomt aftrækkeren, og efter det bløde aftræk kan jeg mærke den blive strammere. Et let tryk og det første skud er affyret.

Med over 1000 km/t er 5.56 mm-kuglen gået lige igennem den dødgrimme og yderst platte skydeskive, der er udformet som Amerikas fjende nummer et, Osama bin Laden. Det føles godt, og man føler en hvis magt ved at affyre sådan et våben. Jeg tømmer magasinet stille og roligt, uden rigtig at interessere mig for hvor på skydeskiven jeg rammer, det er mere følelsen af at skyde der betager mig. Da aftrækkeren klikker er magasinet tømt, og han tager riflen fra mig, og spørger om jeg lagde mærke til om patronhylstrene ramte mig. Jeg siger nej, men han fortæller at 9 mm Beretta pistolens hylstre ramte mig direkte på brilleglasset af mine beskyttende briller. Han smiler let igen, og spørger om jeg selv tror jeg ville opfatte det hvis et hylster endelig havde ramt mig.

Vi er i The Gun Store, en lokal skydebane et lille stykke udenfor Las Vegas. Her kan man bestille "pakker" som består af forskellige skydevåben, alt fra Anden Verdenskrigs mest ikoniske våben til en Zombie Survival Pack, hvor man kan prøve tre våben taget ud fra Left 4 Dead-spillet, komplet med skydeskiver udformet som fodslæbende zombier. Vi har valgt The Iraq Pack, som er de våben de amerikanske soldater benyttede i krigen i Irak. Som enhver anden fritidsbeskæftigelse valfarter folk hertil for at prøve diverse våben, som var det blot en almen bowlingbane. Det virker som resten af Las Vegas, som et stort Disney-land i midten af en gold, ufrugtbar ørken, formet over tusinder af år.

The Strip & Ben
En gåtur ned af byens ikoniske hovedgade, The Strip, bekræfter blot den tanke. På den 6,8 km lange gade kan man både opleve Eiffeltårnet, en kopi i virkelig størrelse af Colosseum og ej at forglemme, en naturtro gengivelse af Venedig, komplet med gondoler og blå, påmalet himmel. 6,8 kilometers amerikanske genskabelser af verdens vidundere, som et sted hvor man som kulturfattig amerikaner kan spille sin pensionsopsparing op i lækre, men imiterede omgivelser.

"But this has nothing to do with the real America." Det er i hvert fald det den britiske pr-medarbejder Ben fortæller mig, imens vi står og venter på resten af vores britiske kollegaer. Det er Super Bowl Sunday og samtlige amerikanere sidder klistret til en sand myriade af LCD-skærme, der viser Green Bay Packers' quarterback lave et effektivt touchdown med dertilhørende jubel blandt folket. Ben undskylder sig da han er ved at støde ind i en gruppe Pittsburg-fans. De fortsætter ufortrødent mod den nærmeste locker, hvor de har gemt deres ejendele, hvilket i dagens anledning består af en velvoksen Amstell pilsner og to Corona'er, en til hver.

I mellemtiden er Ben gået ind i en souvenirbutik hvor han kvæler ventetiden ved at kigge på uhyggeligt rædsomme kopper og håndklæder, alle udstyret med et storslået vista af byens hoteller. Det hele ser meget billigt ud. Ben selv er en yderst levende og humørfyldt person. Han er åbent homoseksuel, har store maskuline overarme tatoveret med rendyrkede sømandsmotiver i alverdens farver, og en frisure og ansigtsform der leder tankerne hen på en yngre, post-Wham udgave af George Michael.

Tidligere, da vi bevægede os gennem et shoppingcenter, signalerede han til en tjener inde i en Prada butik om vi kunne komme og drikke champagnen som han serverede. Han nikkede og vi tog alle et glas, imens vi andægtigt mængede os i Pradas luksus, hvor der ligesom i resten af byen ikke er nogen prisskilte. Man antager bare at kunderne har råd til varerne, og ellers kan man jo blot sælge sin sjæl til endeløse hurtiglån og kreditter. Da vi forlod butikken, afleverede vi blot vores glas til den meget stramme butiksindehaver, og eftersom jeg ikke havde drukket min champagne færdig, blev jeg bedt om at "chug it down" uden nogen form for betænkeligheder. Det var tydeligt at vi ikke var kernekunderne.

Rio & back
Som afslutning på aftenen er vi taget til Rio, det sydamerikansk-inspirerede kasino. Her ligger der en fortræffelig restaurant med bøf som speciale, men det som virkelig skal tage pusten fra en er udsigten fra 50. etage, hvor byen Las Vegas, og de mennesker der bor og lever i den, drukner i skæret fra lyset. Bøffen er rød indeni, og den tilhørende sparsomme sauce lavet på rødvinsreduktion er blevet kold, så den nærmest ligner en klat blod siddende midt på min tallerken. Jeg kan dog ikke klage. Lyset i horisonten nærmest paralyserer mig, så selvom jeg sidder og diskuterer den tvivlsomt serverede kartoffelmos med de andre, kan jeg ikke koncentrere mig.

Efter middagen trækker vi en etage længere op, på taget af Rio hvor baren er rykket ud. Det er koldt og blæsende, så varmelamper er blevet sat op. Her har vi mulighed for at være os selv, og ingen, ikke engang den meget tætte gruppe af britiske journalister siger noget. Luksushotellet Luxor, der er formet som en sort pyramide, kan ses i det fjerne, og jeg tænker at efter et døgn kan jeg stadigvæk ikke helt forstå byen og den tiltrækningskraft den har på så mange mennesker. I bund og grund tror jeg at Las Vegas lefler så meget for vores laveste fællesnævner at byen i sig selv virker som et fristed. Hvor vi kan udleve vores lyster, blive gift for få hundrede dollars, købe morgenmad hele døgnet rundt og generelt føle os bedre, rigere og mere velansete end vi i virkeligheden er i vores hjemlige og vante omgivelser.

At være her for at se et videospil føles ironisk, for Las Vegas i sig selv er realiseret eskapisme, som intet videospil endnu har genskabt. Det føles som at stå og gå i en drøm, men lidt ligesom Leonardo DiCaprio i Inception er jeg ikke sikker på at jeg vil have lyst til at leve i drømmen.

Imens jeg nyder stilheden og min kolde øl på 51. etage, mindes jeg ordene fra tidligere på dagen og smiler stille for mig selv. Do I seem weird to you? Ja, Las Vegas du føles dybt underlig, men jeg er nu alligevel glad for at have oplevet dig.