Der er noget helt specielt over New York i December. Der er først fremmest pissekoldt, men det er der jo selvfølgelig også hjemme i Danmark, men i New York er det ligesom koldt på en større måde, Som om hvis der falder et snefnug er det garanteret meget større, flottere og mere unikt en dem der falder i Danmark, og hvis du kigger rigtig grundigt efter, kan du på det lille snefnug garanteret både se et aftryk af det amerikanske flag, plus en lille disclaimer der gør dig opmærksom på at snefnugget skal være under 0 grader for at kunne eksistere, og du kan derfor ikke sagsøge det for at være for koldt. Her, lige midt i New York City, har Rockstar Games deres hovedkvarter. I en etagebygning på West Broadway sidder en stab af pizzaædende computermonstre og godter sig over de nyeste salgstal fra GTA: Vice City, de har en fornemmelse af at de kan gå på vandet, og næste gang skosålerne skal gøres våde er med den nye Street Racer titel Midnight Club 2.
MC 2 har på forhånd ikke alt for meget medvind, da etteren mildt sagt var en anelse tung i røveren. Det var en titel der, i følge Rockstar selv, revolutionerede hele racer genren ved at tilbyde ultimativ frihed i form af muligheden for at køre rundt som man ville uden at følge nogen bestemt rute. Men både grafisk og styringsmæssigt var MC bestemt ikke noget at råbe hurra for. Det skulle efter sigende være noget helt andet nu, og det er da også en samling helt igennem opstemte Rockstar folk der sætter sig i sofaen rundt om Gamez’ udsendte. Fem stk. i alt, to fra New York, to fra kontoret i London og en tysker fra den europæiske distributør Take Two. Det er en ordentlig flok, og undertegnede kan da også mærke angstens sved indfinde sig på håndfladerne, idet det lille sorte joypad kommer mellem fingrene. Ti øjne fæstner sig på mit ansigt, for enhver reaktion fra min side tæller, og det er om at holde tungen lige i munden. Jeg regner på forhånd stærkt med at blive mere eller mindre skuffet, men det vil jeg ikke vise de stakkels promotion fyre, og jeg gør alt jeg kan for at holde pokerfjæset intakt.
Her sker der heldigvis noget positivt, for idet MC2 startes op, er det som en Carlsberg reklame - det hele bliver meget hyggeligere. Grafikken har fået et ordentligt nyk opad, hvad er i første omgang får mig til at slå en dobbelt salto med fuld skrue, er det helt igennem anale detaljerytteri der har fået udviklerne i Rockstar San Diego til at lave stort set eksakte kopier af tre forskellige storbyer. Selvfølgelig er der masser af ting man har udeladt, men alligevel er det ret fantastisk at kunne cruise rundt i Los Angeles, Paris og Tokyo, og rent faktisk få fornemmelsen af at være der. Følelsen af fart er i top, og udviklerne Angel Studios der tidligere har stået bag det meget lignende Midtown Madness, har virkeligt gjort alt hvad de kunne for at lave en oplevelse ud over det sædvanlige. Det kunne man selvfølgelig også forvente med en titel der har været under opsejling i to år, men optimismen breder sig i undertegnedes blodårer ved at se at al den tid rent faktisk har været brugt på noget mærkbart.
Jeg jubler da min bil kører over et hop og svæver i luften for derefter at lande på taget, og ejermændene til de ti øjne nikker ivrigt. Jeg kan se det i deres blikke, det er sjovt det her. Joypaddet tages pludselig fra mig, nu skal der ske noget, og en af promotion robotterne fortæller mig at man også kan køre på motorcykel. Her indlægges en pause hvor jeg kan når at udbryde wow!, det var nemlig hvad der var forventet, og med et smil der fortæller at det er helt i orden at udbryde den slags, giver han mig joypaddet tilbage. Fornemmelsen af at drøne rundt i gaderne på motorcykel er ubeskrivelig. Der er en del veje der er så snævre at det kan være umuligt at navigere rundt på dem i bil, og der har du fordel hvis du er på tohjuler. Smilet har indtaget en fast plads i mit ansigt, for MC2 virker mere og mere som et kvantespring - et berettiget gensyn med serien. Jeg bliver forsikret om at dine modstandere i street racene ikke kun køre mod dig, og at der ikke er en men adskillige veje du kan køre for at nå dit mål.
To timer er hvad jeg får i selskab med Rockstars nye guldæg. To timer er måske lang tid, men heri skal indregnes en masse snak om hvor fedt det er, og hvor meget mit hoved vil eksplodere efter at have spillet det. Mit hoved sidder stadig hvor det plejer at sidde, men selvom det ikke er sprunget nogen steder hen, er jeg helt igennem tilfreds. Rockstar har fra starten vidst at en fortsættelse af MC ville være en kamp op ad bakke, for så god var etteren altså heller ikke. Men det har ikke fået dem til at give op på forhånd, tværtimod har Rockstar San Diego taget kampen op og skabt en titel vi med spænding venter på det færdige resultat af. Det er i sig selv noget af en bedrift. De ti øjnes ejermænd nikker, takker og bukker. De har gjort deres arbejde, det har jeg også. Forskellen er bare at to af dem har 20 kilometer hjem fra jobbet. Jeg har lige nu lidt over 9000.