Midnight Club: Los Angeles

Det var en frisk septemberdag, men en temperatur på 90F (hvilket Phil fra Rockstar London omsatte til 35 °C), men om det var i skyggen eller i det direkte sollys fandt jeg aldrig ud af. Stedet hed Willow Springs, og var et komplet øde ørkenlandskab uden nogen former for liv eller bevoksning i milevid omkreds, hvilket præcis var hvorfor vi var her.

I programmet for turen, blev vi tre gange bedt om at tage masser af solcreme på, og sørge for at drikke en masse for at holde væskebalancen i orden. Som den vise skandinav jeg er, besluttede jeg mig naturligvis for at se stort på disse råd, og stik i mod mit normale uheld, gik det faktisk ikke for galt for mig. Det var først da en tysker gav udtryk for sin bekymring over min unaturlige hudfarve, af jeg gav efter for presset og lod Phil smøre mit ansigt - med solcreme naturligvis.

Willow Springs er en femoghalvtreds år gammel motorsports arena, beliggende lige omkring en times kørsel nord for Los Angeles. Banen har tidligere fået sat rekorder af så store legender som Nigel Mansell, Michael Andretti og endda John Forgerty og køres stadig på i dag.

Inden man kom i nærheden af banen, var man dog nødt til at underskrive en såkaldt "waiver", altså et stykke papir der fratog mig enhver ret for at sagsøge Rolex-uret af armen på arrangørerne, hvis jeg skulle ende som permanent udsmykning på den nærmeste barriere.

I en hangar med en kærkommen aircondition, var der stillet kolde drinks, spil og saltindholdige snacks til rådighed. Udenfor havde man sat diskoteksudstyr op, som var sat til af afspille soundtracket fra spillet. Bortset fra den hårdtpumpede klubmusik, var det lækkert med stilfuld hip-hop og altså lige hvad man kunne forvente fra denne slags.

Manden som var midtpunktet for hele arrangementet hed Jeronimo Barerra, og var en kortklippet fyr med stort, busket skæg. Mærkeligt nok ejede han ikke selv nogen bil, men tog i stedet metroen på arbejde hver dag, som en rigtig rockstjerne.

"Der er mange der har spurgt mig, hvad min favoritbil i spillet er, og hver gang ender det med at jeg giver et helt nyt svar. Når disse artikler er trykt, vil alle have deres egne unikke citater" siger Jeronimo og griner. "Men jeg er vild med 280z, du ved Datsun. Det er en lækker bil, og let at dekorere, bare en hvid stribe hen over karrosseriet og så er den i hus. Men der er noget for enhver smag. Jeg snakkede tidligere med nogle journalister fra forskellige bilblade, og hver kunne de genkende nogle af deres ynglinge fra da de var yngre."

"Bilkulturen er en stor del af mange menneskers liv, og alle husker deres første bil eller har en drømmebil. Alle har en drømmebil, og påstår nogen alligevel at det ikke er tilfældet, er det sikkert fordi de er kommunister" siger han og griner igen. "Som jeg sagde, er der noget for enhver smag, og for mig er det primært de biler jeg drømte om da jeg endnu var en lille dreng. En af dem var Datsun 280z" siger manden, hvis mest værdsatte eje da han var lille, var en elektrisk racerbane.

"Jeg kan godt lide Burnout, men det er ikke bilræs, det et stockcarløb. Jeg kan også godt lide Grid, men der er problemet at der er tale som simulation, og de restriktioner det medbringer. Vi ønsker at give dig en biloplevelse, hvor du kan alt, og det kan måske lyde som om vi prøver for meget, men man skal huske at vi har arbejdet med denne serie i ti år nu."

"Det er meget lang tid, og holdet har virkelig haft mulighed for at udvikle deres færdigheder, hvilket jeg mener tydeligt skinner igennem. Vi har taget vores tid, men har skabt noget helt unikt, noget anderledes, smukt, hurtigt og hvad mere kan man ønske sig?" spørger han. Jeg undlader at svare, fordi jeg gætter på at spørgsmålet var ment hypotetisk.

Faktum er dog at friheden for voldsomme sammenstød med tilfældige forbipasserende, ikke er en mulighed i spillets verden, på trods af det et langt stykke hen af vejen har været Rockstars levebrød. Ikke engang en lille uskyldig hit'n'run er mulig, og tro mig jeg har prøvet. Beboerne i spillets verden er vældig opmærksomme og kaster sig til siden med Spiderman-lignende reflekser, når jeg kommer kørende med sømmet i bund mod dem.

"Der er ikke tale om en eksakt kopi af Los Angeles, det er nærmere en karikatur som tager højde for byens sjæl og fornemmelse. Da vi startede den indledende undersøgelse til spillet, indså vi at vi var nødt til at have alle byens kendte områder og statuetter med, fordi det simpelthen ville føles dumt og livløst uden. Når du kører langs Rodeo Drive skal Ferragamo, Bulgari og andre karakteristiske Los Angeles-elementer, være der. Vi har brugt rigtig lang tid på at få disse ting med, og jeg mener at resultatet er det værd." svarer han, da jeg spørger, hvor lang tid det har taget at omsætte Los Angeles til polygoner.

Og han har faktisk ret, for det ser virkelig godt ud. Dagen inden havde vi gået langs Colorado Boulevard for at få slukket den værste tørst nær Santa Monica Pier. Og nu, fireogtyve timer senere, langt fra kysten såvel som enhver bar, er jeg der pludselig igen. Fra førersædet af min 1969 Mustang Boss 302 kigger jeg ud over Pacific Park. Det er ikke en eksakt kopi, men alligevel kan jeg genkende store dele af billedet, og effekten er betagende.

Næsten lige så lækker er de muligheder man bliver givet i de såkaldte "Performance Shops", hvor du stort set kan gøre hvad du vil, så længe du har pengesedlerne til at bakke det op. "Det nye er, at vi ikke kun har satset på bilernes eksteriør, men har gjort lige så meget ud af interiøret. Du kan ændre rat, sæder, farven på instrumentbrættet, sætte neon-belysning bag speedometeret og meget mere. Har man lyst til at pusle omkring sin bil, er der alle muligheder for det, men det er dog ikke nødvendigt. Har du en konto på Social Club (Rockstars egen service) kan du tage billeder af din vil, og sætte den på noget der hedder "Rate My Ride". Her kan folk stemme på den og endda købe planerne for hvordan den er sat sammen, så man kan lave sin egen kopi." siger han, men glemmer at påpege, at ejeren af de originale tegninger tjener 10.000$ for ophavsretten, som igen kan bruges til at udvide garagen. Mulighederne for at gå online stikker dog meget dybere end blot dette.

"Online-muligheder er integreret helt gnidningsfrit i spillets karrierefunktion. Når du kører rundt og pludselig opdager at du ønsker at konurrere mod andre mennesker, behøver du blot at trykke pause og klikke på mutliplayerknappen, boom så har du multiplayer. Du behøver ikke igennem komplekse menuer eller vælge mellem muligheder, du er der bare, og det tror jeg bliver fremtiden for spil" siger Jeronimo.

Bortset fra en masse forskellige ræs, som oftest handler om at komme fra A til B på hurtigst og mest improviseret vis, kan du med din mobiltelefon indsamle syv venner, og ydmyge hinanden i op til tyve forskellige typer ræs. Alt fra bil-tik til det klassiske kapløb med tiden er repræsenteret. Knap så klassisk er dog de beskidte tricks man kan gøre brug af, hvis man er heldig nok at samle dem op. Disse tricks refereres til som "Powerups" og kan sende en modstander op i luften, lade dig blive usynlig, usårlig og en masse andet.

"Vi har lagt meget større vægt på historien i dette spil og det betyder også flere mellemsekvenser. Jeg synes resultatet er blevet et virkelig velskrevet spil, men mange af de typiske Rockstar-karakterer. Selvom man ikke nødvendigvis er solgt på bilspilsgenren, vil der stadig være en masse at komme efter. " forklarer han uden at afsløre for meget. Hvad vi ved om historien er at man spiller en Vin Diesel-lignende type, der elsker at tæve speederen i bund. Desto mere Vin Diesel man er, desto flere vil der være der ønsker at udfordre dig, og det betyder penge i kassen. Pengene er selvfølgelig nødvendige for at udbygge garagen, med de over fyrre forskellige biler, der alle kan skræddersyes ned til mindste detalje.

Udvalget er stort og inkluderer bland andet Lamboghinis, Corvetter og motorcyckler. Personligt tilbragte jeg næsten hele min spiltid med en Scarlet Mustang fra 1969, mest fordi det er en fantastisk lækker bil, men også fordi det var en af de eneste af de fyrre biler, der ikke lignede en familiebil. Jeg var der for at udleve fartdjævlen, og ikke for at lege familiefar.

Med speederen i bund smuttede hastigheden hurtig til et niveau, hvor jeg knapt kunne følge med. I begyndelsen havde jeg svært ved at kontrollere, hvad der forgik, men som den skarpe kontrol blev lært, zigzaggede jeg ind og ud mellem søndagsbillisterne, som var jeg en anden Thorkild Thyrring. Det gav en rigtig god fornemmelse når jeg lod solens stråler spejle sig i min motorhjelm, mens jeg stormede ud af Wilshire Boulevard og søgte efter Palomar Hotel (hvor jeg boede under mit ophold i). Faktisk glemte jeg for et øjeblik, at jeg sad i en hangar med aircondtion, i midten af den californiske ørken.

Der er ingen tvivl om at en del af min fascination omkring Rockstars nyeste bud på et racerspil, har at gøre med at jeg allerede kender til Los Angeles fra bagsædet af en taxa, og nu kan genopleve meget af det i spilform. Men kunne du lide de forrige kapitler i serien, og ønsker du som en anden Vin Diesel at trykke speederen i bund i Los Angeles gader, kan Midnight Club: Los Angeles meget vel være en oplevelse for dig.