
For nogen er Andreas Roman måske mere kendt som forfatter. Med bøger som Dragevogter-triologien og nu senest med "Når engle dør", er han nok mest værdsat inden for den noget niche-prægede gruppe af fantasy-læsere. Men udover sit forfatterskab og sit arbejde som spil-mager på rollespil selskabet Neogames, er Andreas også spildesigner hos den svenske spiludvikler Digital Illusions. For tiden arbejdes der her i et hæsblæsende tempo på den tredje del af Midtown Madness-serien, et spil som for nylig blev udsat til starten af næste år.
Vi mandede os op og stillede Andreas et par grundlæggende spørgsmål om hvad Midtown Madness 3 kommer til at byde på.
For de uindviede, kan vi så få en lille introduktion til hvad Midtown Madness 3 kan tilbyde racing-fans?
Midtown Madness benytter sig af et enkelt koncept: man vælger mellem ca. fyrre biler, en del af disse er licenserede og en del andre er generiske (taxier, busser og lignende) og derefter giver man den gas i en helt åben by som er fuld af mennesker, huse og berømte pladser. Byen er bygget efter det virkelige forbillede, så hvis du kender noget fra det virkelige Paris, så finder du det også i vores version. Eiffel tårnet er der, Triumfbuen, Sacre Ceur... og så videre. Næsten alt kan køres i smadder, lige fra lygtepæle og vinduer, til frugtboder og aviskiosker. Du kan køre hvor du vil, gøre hvad du vil, frihedsfølelsen er central og i princippet kan du bare køre rundt og cruise eller køre som en galning i timevis, alene fordi du hele tiden vil opdage nye ting og steder i byerne.
Hvilke spiltyper vil racing-fantaster kunne vælge i mellem i Midtown 3?
Vi har Cruise, hvor du bare kører rundt og undgår politiet som er lige i hælene på dig. Så har vi Blitz, hvor du kører på en udstukket bane og skal komme i mål før tiden er udløbet. I Checkpoint kører du mod op til syv andre modstandere og skal komme først i mål (helst). Det som er radikalt nyt for vores Midtown, er Career mode, hvor du tager et job som hemmelig agent i byen og arbejder med at afsløre et komplot. Hver by har sin unikke handling med forskellige køretøjer og racer-løb. Selv om Career mode har en handling med alt hvad dette indebærer i form af dialog og filmsekvenser, ligger fokus på racing og bilspil. Man skal få samme oplevelse som man er vandt til, men med en dybde, så man bliver motiveret til at spille videre. En del nye racetyper præsenteres også her, eftersom der nu er specialkarakterer som er nøglepersoner i handlingen, samt modstandere som har personligheder - de snakker, gaber og skriger og følger dig gennem spillet. Efter et stykke tid bliver du også bekendt med dem.
Det har været nævnt at Midtown Madness 3 vil tilbyde online-spil (via Xbox Live regner vi med), hvordan vil dette se ud rent praktisk? Hvad kan vi forvente os af online-delen?
En række interessante ting, betydeligt flere spiltyper end tidligere, som ikke alle handler om at komme først i mål. Der er meget man kan gøre med bilerne, hvis man tænker efter.Microsoft har for ganske nylig sagt, at man har næsten 50 spil i produktion som skal udnytte Xboxens online-muligheder. Hvordan vil Midtown Madness 3 udmærke sig i denne sammenhæng, hvad gør i anderledes? Det overlader vi til spillerne at bedømme. Mere end det kan jeg desværre ikke sige endnu. De tidligere spil i serien har haft et ganske bredt udvalg af forskellige typer af biler.
Hvad vil vi se i Midtown Madness 3? Findes der nogen svenske mærker vi kan køre i byerne?
Yes, vi har svenske biler med. En del af dem er måske ikke de mest åbenlyse valg. Der er overraskelser i vente når det gælder bilerne, både når man får dem og hvad man egentlig får. Vi har et system som skiller sig lidt ud fra tidligere Midtown-spil, mht. hvordan man får nye ting. Det er delvis nyt og delvist gammelt. Dette er en titel som i udvikler på bestilling af Microsoft, og via de pressemeddelelser som er udsendt lyder det som om selve indholdet i spillet er næsten identisk med tidligere spil, hvis man ser bort fra at Midtown 3 har mere af alt.
Hvilken frihed har i til at ændre og implementere nye spiltyper og funktioner i spillet?
Vi har fået ganske frie hænder og vores Midtown har en del unikke elementer, hvis man sammenligner med tidligere spil i samme serie. Career og Multiplayer adskiller sig radikalt og er et stort skridt fremad. Disse koncepter er vores alene, Microsoft har gransket og godkendt vores oplæg men i princippet givet os frie hænder, så længe vi spiller indenfor de rammer som definerer Midtown-spillene. Multiplayer har vi udviklet mange nye spilmuligheder i, Career introducerer en helt ny måde at spille Midtown på, med både karakterer, handling og nye typer race. Samtidig har vi taget vare på alt det gamle, for de som bare vil gi’ den gas og ikke vil fordybe sig væsentligt i spillet.
Hvad kan vi forvente os af spillets repræsentationer af Paris og Washington? Hvor store er byerne i forhold til de tidligere spil i serien?
Vi har valgt den del af hver by som vi mener er den mest interessante ud fra et spilperspektiv. Disse dele er temmeligt korrekt repræsenteret, selvfølgelig får man ikke alle detaljer med, men stort set kan du bruge vores Midtown som et turistkort for at finde frem til alle de kendte steder og store gader. Byerne er enorme! Hvis du kører rundt i byerne og prøver at finde alle parkeringshusene, små gyder, monumenter, hop, tunneller, genveje osv., har du et livsprojekt foran dig! Der vil altid findes nye områder at udforske, og en del af de virkeligt vanskeligt tilgængelige har lidt ekstra godt på beddingen...
Det er blevet nævnt, at der kan blive snak om at komponenter til Midtown 3 vil kunne downloades. Hvad vil det være for nogle komponenter, og er det virkeligt den rigtige vej at gå med ekstramateriale?
Hvad det drejer sig om kan jeg ikke gå ind på endnu. Selve ideen er vældig god. Tidligere konsoller har ikke haft disse muligheder og vi kan opgradere produktet med mere indhold, efterhånden som vi kommer med nye idéer. Det kan være småt og stort, et nyt race eller en ny bil, eller noget større. Måske endda noget meget større.
Her til slut er der noget som i vil sige til vores skandinaviske læsere?
For jer som kunne lide de tidligere Midtown-spil, kan vi garantere at i ikke bliver skuffede. Vi har så godt som alt med fra de ældre versjoner, plus en masse nyt. Vi har været meget nøjeregnende med ikke at droppe det gamle koncept, i stedet har vi bygget videre på det, og så er det op til den enkelte en at afgøre hvilken del af vores Midtown de vil deltage i. Personligt synes jeg man skal frådse i alt! Og så har med svenske biler med. Faktisk har vi også svenskere med. Flere stykker. Og de taler!