Denne artikel kan læses i det trykte Gamereactor #141. I Gamereactor #142 kigger vi på de bedste platformspil og i #143 får du listen over verdens bedste kampspil.
1. Forza Motorsport 4
Det er nemt at glemme at det første spil i Forza Motorsport-serien egentlig ikke var noget specielt. Mest af alt virkede det dengang som et spil, der blev lavet fordi Microsoft pinedød skulle have et modsvar til Sonys Gran Turismo-serie, og den slags mentalitet resulterer sjældent i noget godt. Derfor er det også blot endnu mere imponerende at Forza Motorsport-serien siden har udviklet sig til den bedste og mest fuldendte racingoplevelse på markedet.
Folkene hos Turn 10 sammentømrede således en oplevelse der smagte en smule af simulation, men samtidigt formåede at favne bredt nok til at alle kunne være med. Endnu vigtigere var dog at udvikleren lavede en oplevelse som emmede af bilkærlighed på en måde, så enhver med blot en dråbe benzin i blodet ville have særdeles svært ved ikke at lade sig charmere.
Seriens fjerde spil var en nærmest perfekt destillering af alt hvad de forrige afsnit havde gjort rigtigt, pakket ind i værtskonsollens flotteste grafiske klæder, og tilsat en forfinet og nærmest perfekt bilfysik. Multiplayeren bød på stort set alt hvad man kunne drømme om af forskellige løb og opsætninger, og masser af fans befolker stadig de digitale racerbaner.
Forza Motorsport 4 er det tætteste jeg nogensinde har oplevet på et fuldendt bilspil, og tre år efter dets udgivelse er det stadig hvor jeg søger hen, når der skal køres gummi ned i den digitale asfalt. Intet andet racerspil har nogensinde formået at tilbyde så komplet en samlet pakke, der trods dens enorme størrelse, stadig har styr på selv de mindste detaljer.
2. Daytona USA
Da Sega tilbage i 90'erne satte sig tungt på alverdens arkadehaller, var det i høj grad på grund af deres mange bilspil, og intet af dem var i min bog ligeså godt som Daytona USA. Med legende lethed definerede Sega den perfekte arkaderacer, der med masser af fart og suveræn kontrol nærmest selv tog mønterne ud af lommen på dets publikum.
I opsætninger af fire eller otte maskiner forvandlede spillet sig til den bedste oplevelse, jeg nogensinde har haft i en arkadehal, og samtidigt til et unikum af en spiloplevelse som Sega aldrig nogensinde formåede at omsætte til hjemmemarkedet. Daytona USA var definitionen på, hvorfor gårsdagens arkadehaller kunne byde på oplevelser som aldrig vil kunne duplikeres på nogen former for konsol eller spillecomputer.
3. Gran Turismo
Ingen kunne have forventet en så voldsom redefinering af en hel genre, som Gran Turismo bød på, da den på det tidspunkt ukendte udvikler Polyphony Digital præsenterede deres første spil. Selvom serien sidenhen har haft svært ved at leve op til originalens indvirkning på genren, ville racing-spil med sikkerhed have set helt anderledes ud, hvis det ikke havde været for Gran Turismo.
4. Grand Prix Legends
Der var langt mellem bilspil, der fokuserede kræfterne på en decideret simulation, da Grand Prix Legends udkom tilbage i 1998, og det udnyttede udvikleren Papyrus til at tage markedet med storm. Fysikken, der blev brugt til at simulere Formel 1 som det så ud tilbage i 1967, var ganske enkelt milevidt foran konkurrenterne ved udgivelsen, og så var grafikken og i særdeleshed lyden af en så høj kvalitet, at spillet stadig kan tages frem og spilles i dag, uden at man behøver at have retro-brillerne på for at nyde det. Fans af spillet udvider det stadig med nyt indhold og løb køres stadig online.
5. TOCA Touring Car Challenge
Et spil baseret på en britisk racing-liga for standardvogne lød ikke ligefrem som opskriften på en succes, og det hjalp ikke at dette var en af de første seriøse bud på genren, som Codemasters på daværende tidspunkt havde stået for. Men TOCA var lidt af en åbenbaring da det udkom, grundet dets flotte grafik og fabelagtige gengivelse af standardvognsræs. Sværhedsgraden var tæt på perfekt, og spillet tvang enhver af dets spillere til at lære teknik og taktik, frem for blot at trykke speederen i bund.
6. Wipeout 2097
Som et marketings-værktøj havde det første Wipeout, med dets futuriske design og lækre soundtrack, været et af de bedste kort Sony havde på hånden, da den originale PlayStation skulle lanceres. Spilbarheden var dog nærmest ikke-eksisterende, og derfor var forventningerne til efterfølgeren heller ikke særligt store. Psygnosis havde dog taget opgaven alvorligt, og præsenterede med efterfølgeren Wipeout 2097 spillet der efterfølgende kom til at definere genren for futuristiske racingspil. En langt mere raffineretstyring skulle udnyttes til fulde på rutsjelignende baner som Gare d'Europa og Vostok Island. Soundtracket er stadig et af de bedste spilmediet nogensinde har oplevet, og Future Sound of Londons 'We Have Explosive" er et af de mest ikoniske lydspor nogensinde brugt i et spil. Ligeledes gav Designers Repulic-designet spillet en tidsløs futurisme, der stadig gør det unikt at se på i dag.
7. Colin McRae Rally
Det første rallyspil fra Codemasters var udelukkende fokuseret omkring køreoplevelsen, hvilket gjorde oplevelsen af spillet til en blandet affære, alt efter hvem man var. For os der ikke havde brug for licenserede soundtracks eller forklarende menuer, var rally-oplevelsen dog af en anden verden. Kræfterne var blevet brugt på at skabe en udforende men retfærdig oplevelse, der belønnede taktisk brug af speederen og bremsen. Codemasters havde tydeligvis genopfundet sig selv med TOCA, og Colin McRae Rally slog en gang for alle udviklernes navn fast hos digitale racing-fans.
8. Sega Rally Championship
Et år efter Sega igen havde lokket alverdens spillere ind i arkadehallerne med Daytona USA, formåede giganten at lave det samme trick med Sega Rally Championship. Det imponerende kabinet og chancen for at dyste mod vennerne var igen nogle af de lokkende komponenter, men hvor Daytona USA havde satset kræfterne på asfaltræs, bød rally-spillet på flere forskellige underlag på hver bane. Mudder, grus, asfalt og flyvehop gjorde oplevelsen til dens helt egen. Segas eminente forståelse for arkade-bilfysik gjorde også, at alle kunne være med, samtidigt med at der var nok dybde til at de mere dedikerede spillere kunne bruge adskillige timer (og mønter), på at lære hvor der skulle powerslides eller fra hvilken vinkel et flyvehop mest effektivt skulle tages.
9. Grand Prix 4
Hvad John Carmack er for FPS-genren, er Geoff Crammond for de simulationsbaserede bilspil, hvilket aldrig havde været tydeligere end i hans sidste og måske bedste spil: Grand Prix 4. Mageløs dækfysik, fartfornemmelse og sans for detaljer gjorde Grand Prix 4 til det bedste F1-spil indtil Codemasters arbejde med licensen mange år senere.
10. Mario Kart: Double Dash
At vælge et Mario Kart frem for resten af genrens sublime kapitaler er en utaknemmelig og evigt udskældt opgave. Gamecubens Double Dash befandt sig dog designmæssigt lige mellem seriens ældre og mere standardiserede versioner og de nyere spils fokus på unikke ideer. Med to figurer på hver kart kunne man skifte som man ville i Double Dash, hvilket også kunne benyttes i forhold til de mange bonusobjekter. Fire spillere kunne køre mod hinanden på den samme konsol, og i LAN kunne 16 personer konkurrere mod hinanden i den suveræne multiplayer.
11. Burnout Paradise
Selvom det var Burnout 3: Takedown der en gang for alle ramte den perfekte formel for Burnout-serien, var det letheden hvormed Criterion omskrev spillereglerne for en åben spilverden i Burnout Paradise, der sørgede for at gøre sidstnævnte til seriens mest mindeværdige spil. Fartfornemmelsen var i top og den enorme spilverden fyldt med hemmeligheder, så der var en masse at give sig til, selvom man ikke havde lyst til at køre løb. Mest imponerende var dog Easy Drive-systemet, der gjorde multiplayer-opsætning til en smal sag, og som fungerede så godt at det siden er blevet lånt af næsten alle Need for Speed-spillene.
12. GTR 2
Som flere af de andre spil på denne liste omskrev GTR 2 også regelbogen for dæk- og bilfysik, da det udkom tilbage i 2006, men gjorde det på en måde hvor det lod alle forstå, at det her ikke var et spil tiltænkt det brede publikum. GTR 2 havde ingen intentioner om at bruge særlig meget af sin tid på at uddanne digitale racerkørere, og forventede i stedet at man havde styr på de fleste aspekter af digitalt motorræs, når man satte sig ned med spillet. Det kunne forekomme hensynsløst svært, men kvitterede til gengæld med en sublim følelse af vægt i bilerne, realistisk dækfysik og ræs så intense, at man ofte følte sig helt drænet for kræfter efterfølgende. Seriens loyale fans har lige siden udgivelsen sørget for at fylde på med nyt indhold til spillet, i form af både baner og opdateret grafik, og således er her stadig tale om en spiloplevelse der er særdeles relevant for de mest ihærdige digitale fartpiloter.
13. Virtua Racing
Sega kickstartede hele 3d-bølgen med Virtua Racing, der nådesløst smed om sig med polygoner på en måde som intet andet spil havde gjort på daværende tidspunkt. Det der i første omgang var tiltænkt som et simpelt forskningsprojekt, udviklede sig til et bilspil der ved sin lancering var milevidt foran konkurrenterne. Med sit enorme kabinet og imponerende teknik rådede Virtua Racing over en tiltrækningseffekt som få andre spil, og at det samtidigt var sjovt at spille, sagde alt om Segas mange arkadeevner. Hjemmeversionerne var aldrig helt så imponerende, og i stedet var det i arkade, spillet skulle opleves.
14. Project Gotham Racing 4
Mens Forza Motorsport fortsatte kampen om at blive Microsofts primære, seriøse bilspils-serie, slap Gotham Racing-serien tøjlerne ydereligere med dets fjerde kapitel. Arkaderæs med en smag af realisme var formlen, og et imponerende vejr-system, samt originale opgaver som at besejre Nürburgring i snevejr fra sædet af en veteranracer, gjorde spillet til sin helt egen virkelig underholdende oplevelse.
15. Supercars II
I modsætning til både de arkaderacere og simulations-oplevelser der er nævnt andetsteds på denne liste, havde Supercars 2 ikke det fjerneste med virkeligheden at gøre. Inspirationen var hevet fra det klassiske Super Sprint, det hele set fra fugleperspektiv og banedesignet øjensynligt lånt fra den nærmeste pakke Scalextric. Underholdningsværdien var dog i top, uanset om man spillede med en ven eller alene, og missiler, miner, samt interviews med alt fra dyreværns-forkæmpere til politifolk, der kunne ruinere en karriere på et splitsekund, sørgede for at holde oplevelsen frisk. Med så mange forskellige ideer, der alle støttede op om det polerede gameplay, er det ærgerligt at ingen siden har formået at genoptage konceptet.
16. F1 2013
På trods af at Formel 1-spillene fylder flere pladser på denne liste, er der gået forbavsende lang tid mellem at spiludviklerene er lykkedes med at fange sporten i spilform. Foruden Geoff Crammond og folkene hos Papyrus, skulle der således gå adskillige år før nogen igen formåede at lave et ordentlig F1-spil - ikke overraskende var det folkene hos Codemasters. Med sit fjerde forsøg begik den britiske udvikler således seriens bedste spil hidtil. Mest imponerende var den forbedrede dækfysik, der langt bedre end tidligere lod spilleren forstå at der skulle spares på dækgummiet, og at en behersket tilgang med gaspedalen var vejen frem.
17. Trackmania Nations
Ideen bag Trackmania havde altid været god, men arcade-raceren med fokus på rutsjebane-lignende baner, arkade-fysik, highscores og multiplayer kom først rigtig til sin ret med gratisversionen Trackmania Nations. Med hundrede forskellige baner var der mere indhold end i de fleste fuldprisspil, og netkoden var stabil kort tid efter lanceringen. Vigtigst af alt var dog, at fokusset igen havde været på lettilgængelig underholdning af den slags hvor alle kunne være med, hvilket foruden banerne var et resultat af en snedig multiplayer, hvor alle kørte mod hinandens tider, samt en næsten perfekt arkade-fysik, hvor man altid kunne mærke hvor meget man kunne presse bilen. På trods af at være udkommet helt tilbage i 2006, er det kun seriens egne efterfølgere der har kunnet give Nations konkurrence, og gratispillet er stadig en afsindigt fængende, finpoleret gameplay-perle i dag.
18. Wave Race
Nogen vil måske mene at Wave Race 64 ikke rigtig passer ind mellem en masse bilspil, men med series første kapitel formåede Nintendo ganske enkelt at lave et af de mest underholdende racingspil hidtil. Uanset om man gav sig i kast med den fængende Stunt Mode, eller i stedet fokuserede på deciderede ræs i Championship Mode, var det udviklerens overbevisende vandfysik, der gjorde at banerne og mulighederne hele tiden ændrede dig. Styringen var skarp, og jagten på bedre omgangstider nærmest uendelig fristende.
19. Need for Speed: Underground
I kølvandet på den første Fast and Furious-film ramte EA racing-genren helt rigtigt med et spil, der handlede lige så meget om udsmykning og tunings-vanvid som det gjorde om reelt bilræs. Gameplayet var dog ikke glemt, og gennem flere forskellige løbsvarianter, oplevede med en tydelig forkærlighed for arkaderæs af den slags, hvor speederen kun lejlighedsvist blev afløst af et par ryk i håndbremsen. Det var dumt, fuld af neonlys, N2O og selvlysende biler, og samtidigt pokkers underholdende.
20. Race Driver: Grid
Den spirituelle efterfølger til TOCA-serien var et spil, der i langt højere grad satsede kræfterne på arkaderæs, og kampen mellem alskens forskellige biltyper som den slags så ud gennem Hollywoods kameralinser. Det var også et spil lavet af en udvikler i absolut topform, og sjældent har Codemasters ramt så perfekt med deres blanding af sublim grafik og styring, tilsat stort set alle de biler, baner og løbsvarianter man kunne ønske sig af et spil af de denne slags. Stadig en fantastisk oplevelse.
